• Print
  • Forstør tekst

Holstebro Kommune fremskynder renoveringer og istandsættelser

23. marts 2020

Holstebro Kommune understøtter de private håndværkere og leverandører og udnytter Corona-situationen til at renovere ekstra i rømmede bygninger inde og ude.

Foto Holstebro Kommune Foto Holstebro Kommune

- Vi fremskynder projekter, dels for at kunne holde hjulene i gang for private håndværkere og leverandører, dels fordi det er nemt at komme til, da bygninger og anlæg står delvist tomme nu, fortæller Poul Munk-Poulsen, chef i Teknik og Miljø.

Det betyder helt konkret, at der nu bliver sat gang i ekstra projekter på Rådhuset, Holstebro Idrætspark og på de tre daginstitutioner Solkær, Myretuen og Krøyerhaven.

Fælles ejendomscenter har arbejdet på at fremskynde planlagte projekter på alle de steder, hvor tilgængeligheden nu er optimal, fordi der er så mange medarbejdere, der er sendt hjem og skal varetage deres arbejde hjemmefra.

Byrådet har over de kommende tre år afsat en anlægspulje med ekstra ca. 12 mio. kr. til indvendige vedligeholdelsesarbejder i de kommunale bygninger. Det er med midler fra den pulje, at projekterne kan realiseres.

- Vi kan forhåbentlig ikke nå at gennemføre alle projekterne, inden vi igen får "normale tilstande". Men vi vurderer, at det at have ordrer i ordrebøgerne til gennemførelse i eller efter sommerferien har stor værdi for de berørte håndværkere og rådgivere, siger Poul Munk-Poulsen. 

Tilbage

keyboard_arrow_up