• Print
  • Forstør tekst

Inviterer erhvervslivet til virtuel nytårskur

20. januar 2021

Holstebro Kommune og ErhvervsForum Holstebro inviterer 5.000 virksomheder til nytårskur den 4. februar 2021. Partnerne satser på, at kuren bliver en ny tradition - og at næste år ikke foregår online.

Grafik/foto: Colourbox

Den virtuelle nytårskur, der handler om partnerskaber, dialog, bæredygtighed, vækst og udvikling i Holstebro Kommune, bliver streamet den 4. februar 2021, kl. 16.30-17.30.

Her kan deltagerne opleve oplæg og paneldebat med borgmester H.C. Østerby, formand for kommunens erhvervs- og turismeudvalg, Søren Olesen og Bjarne Sørensen, der er formand for ErhvervsForum Holstebro. Der bliver mulighed for at stille spørgsmål på chatten.

Dialogen styres af tv-vært Louise Deruginsky fra TV MIDTVEST.

Ny tradition i et nyt partnerskab

Det er første gang, der er nytårskur for hele erhvervslivet i Holstebro Kommune. Selvom det sjældent er drømmen at starte en ny tradition med et virtuelt arrangement, er borgmester H.C. Østerby alligevel glad for, at kommunen og erhvervsforum har fundet en form med plads til dialog.

- Erhvervslivet og kommunen er indbyrdes forbundne og hinandens forudsætninger, og dialog er et helt centralt værktøj til at bane vejen for mere vækst og udvikling. Selv i en corona-tid med mange benspænd og begrænsninger har vi noget at fejre, men vi har også udfordringer på den anden side af krisen, som vi bedst løser ved at vende tingene i fællesskab, siger H.C. Østerby.

Overskriften for nytårskuren er "Hvordan skaber kommunen og erhvervslivet fremtiden sammen?" En opgave, som ved årsskiftet blev helt tydelig, da det nye partnerskabsaftale mellem Holstebro Kommune og ErhvervsForum Holstebro trådte i kraft. Målet er bl.a. ved fælles strategisk indsats at understøtte og forbedre erhvervsklimaet, så Holstebro bliver oplevet som en attraktiv erhvervskommune.

Holstebro ErhvervsForum er skabt på initiativ af en række erhvervsorganisationer, faglige organisationer og uddannelsesinstitutioner, som ønsker ét fælles talerør og ét fælles organ til vækst og udvikling på kryds og tværs.

Formand Bjarne Sørensen glæder sig til nytårskuren og dialogen om erhvervslivets muligheder:

- Der er ingen tvivl om, at samarbejde er vejen frem. Erhvervslivet har brug for en stærk kommune, og kommunen har brug for et stærkt erhvervsliv. Vi har nu skabt fundamentet for denne udvikling sammen. Samarbejdet kommer for alvor i stand gennem tæt og vedvarende dialog, som skaber fælles resultater i respekt for de opgaver og roller, vi har hver især, siger Bjarne Sørensen.

Tæt samarbejde er afgørende

For Søren Olesen, der er formand for Erhvervs- og Turismeudvalget, og i øvrigt også formand for Erhvervshus Midtjylland, er kommunens beskæftigelsesindsats, erhvervsfremme og lokale erhvervsservice vigtige rammer for både iværksætteri og tiltrækning af nye virksomheder.

- Vi er afhængige af, at iværksættere og virksomheder oplever succes. En fremgang som bl.a. kan styrkes med en mere helhedsorienteret indsats i den kommunale service, og som også kalder på nye partnerskaber på tværs af kommune, erhvervsliv og virksomhederne imellem, siger Søren Olesen.

Alle interesserede kan koble sig på, når nytårskuren går live den 4. februar. Link til oplæggene og debatten finder du på kommunens hjemmeside et par dage før arrangementet afholdes. Kommunens virksomheder har fået en invitation i deres digitale postkasse, og de tilmeldte får streaming-linket tilsendt pr. mail.

Tilbage

keyboard_arrow_up