• Print
  • Forstør tekst

Ny havnechef klar til at udvikle Holstebro-Struer Havn

29. maj 2020

Det bliver den 40-årige Torben Lindberg Strømgaard fra Holstebro, der som ny havnechef skal sikre udviklingen af Holstebro-Struer Havn.

Torben Strømgaard, fotograf: Jens Bach

Den nye havnechef kommer fra en stilling som centerleder i Mejrup Kultur- og Fritidscenter, hvor han på få år har ændret stedet fra at være nogle bygninger, hvor man tog hen for at dyrke sport – til et aktivt mødested med masser af fællesskaber.

Samtidig har han stor erfaring fra den maritime verden, idet han tidligere har været salgs- og marketingschef for Thyborøn Havn. Torben er uddannet HD i organisation og markedsføringsøkonom.

Havnen som oplevelsescenter

Torben Lindberg Strømgaard er optaget af, hvordan industri, lystbådehavn, byliv og oplevelser kan forenes på havnen, og han glæder sig til at fortsætte udviklingen på havnen.

”Jeg ser meget frem til at være med til at forvandle havnen. Jeg ser i virkeligheden havnen som ét stort oplevelsescenter, hvor både lokale og gæster skal have en god oplevelse. Jeg ved, hvad god service betyder, for det har jeg arbejdet systematisk med i mit nuværende job, og det kan være med til at fortsætte den udviklingen og forvandling havneområdet er i gang med,” siger han.

Han har stor erfaring med både forretningsudvikling og samspil med mange forskellige brugergrupper.

”Jeg har fra mit tidligere job i Thyborøn stor erfaring med den kommercielle del af en havn, og jeg har besøgt cirka 100 havne i forskellige lande, så jeg har mange kontakter og erfaringer, jeg kan trække på derfra. Samtidig optager det mig meget at samarbejde med mange forskellige interesser, hvor vi sammen skal have alt til at gå op i en højere enhed,” forklarer han.

Både kommerciel og øje for frivillige

Netop Torben Lindberg Strømgaards erfaringer fra forskellige typer jobs indenfor havnedrift, logistik og idrætsfaciliteter er en af grundene til, at han blev udvalgt blandt ansøgerfeltet.

Borgmester Niels Viggo Lynghøj, der er formand for Holstebro-Struer Havn, siger:

”Torben Lindberg Strømgaard har blik for både det kommercielle i havnen, men også at havnen er båret af en lang række interessenter, herunder frivillige. Samtidig har Torben vist stærke analytiske og forretningsmæssige kompetencer, som er vigtige for varetagelse af stillingen. Derfor glæder vi os meget til at Torben starter og sætter gang i udviklingen af havnen.”

Struer Kommune vedtog tidligere på året en ny udviklingsplan for Holstebro-Struer Havn, som i de kommende år skal omdanne havnen til en bæredygtig bydel, som skal tiltrække liv og aktivitet for både borgere, besøgende og erhvervsliv. Det er blandt andet denne opgave, som Torben Lindberg Strømgaard, skal tage stor del i som havnechef.

Torben bor i Mejrup ved Holstebro med sin kone og 2 børn, og er i øvrigt medlem af Holstebro Byråd.

Han tiltræder stillingen 1. august 2020.

Tilbage

keyboard_arrow_up