• Print
  • Forstør tekst

Slagteriet tager form med nye byrum

27. januar 2020

Næste skridt i retning af en helt ny bydel på det tidligere Danish Crown slagteri i Holstebro bliver nu taget. På den sydligste del af Slagteriet anlægges minipark, aktivitetsplads, multibane mm. Anlægsarbejdet går i gang i januar og afsluttes i efteråret 2020.

Slagteriet tager form med nye byrum

Projektet for 1. etape af byrummene er baseret på vinderforslaget fra den afholdte arkitektkonkurrence. Her blev landskabsarkitektfirmaet BOGL udpeget som vinder og de har efterfølgende videreudviklet og projekteret etapen. Dette er sket med bl.a. brugerinddragelse af Slagteriets aktører. 

Anlægsarbejdet udføres af entreprenørfirmaet Ib. G. Jensen, sammen med en række underleverandører.

Grønne byrum til aktivitet og ophold

De nye byrum i første etape indeholder bl.a. en aktivitetsplads - "Slagterscenen" - der knytter sig til den store hovedbygning og som vil blive anvendt til events, daglige aktiviteter og ophold. Her skabes ligeledes de første forbedrede og niveaufri adgange til slagteribygningerne. 

Desuden anlægges en multibane, som knytter sig til streetaktiviteter i de tidligere lagerhaller langs Struervej.

Sydligst mod jernbanen anlægges ”Baneparken”, som bliver en grøn minipark med grillplads og gynger. Den retter sig mod aktiviteter i slagteribygningerne, nye beboere i bydelen og bydelens besøgende.

Endelig anlægges 1. del af den gennemgående røde promenade, der med tiden skal binde midtbyen sammen med Slagteriet og VIA. Stien bliver et karaktergivende element i bydelen og vil blive anvendt af fodgængere og cyklister, og til leg og aktiviteter.

Bydelen udvikler sig

De første beboere flyttede ind på Slagteriets sydlige del allerede sidste sommer. I efteråret blev den selvejende institution Slagteriet oprettet med det formål at udvikle de tidligere slagteribygninger og herunder støtte op om de aktører, der har skabt liv i bygningerne – Kulturdivisionen, Subhuset, Hal 19 m.fl.

Sammen med etableringen af de første byrum betyder dette, at det sydligste område af den nye bydel for alvor tager form i 2020 og bliver en levende del af Holstebro.

Udviklingen af de næste etaper af byrummene på Slagteriet er på vej og flere anlægsprojekter forventes igangsat i forlængelse af 1. etape.

Yderligere oplysninger

Teknik & Miljø
Ingeniør Jørgen Kamp Hansen, tlf.: 5118 2203
Arkitekt Vibeke Holmbo, tlf.: 2548 9845

Tilbage

keyboard_arrow_up