• Print
  • Forstør tekst

Black Box Theatre skifter navn til Holstebro Teater

22. april 2021

Navneskifte en hyldest til hjemstavnen, som skal styrke den lokale forankring og byens repræsentation på teatrets nationale og internationale turné.

Foto: Jonsa Soegaard

Det er en hyldest til hjemstavnen, der nu får Black Box Theatre til at skifte navn til Holstebro Teater. Det nye navn skal skabe en større lokal forankring og en stærkere repræsentation af byen, når teatret er på turné nationalt og internationalt. Det nye navn betyder også, at teatrets professionelle dansekompagni, Black Box Dance Company, skifter navn til Holstebro Dansekompagni. Navneskiftet er netop blevet blåstemplet på et byrådsmøde d. 20. april.

- Efter det år vi nu har oplevet føles et frisk navneskift helt rigtigt. Især et der hylder og fremhæver vores rødder i Holstebro. Vi ændrer ikke kurs, men bygger videre på det, som vores publikum allerede holder så meget af. At få Holstebro med i vores navn giver åbenlys mening. Vi bor i Holstebro, vi skaber forestillinger i Holstebro, vi optræder i Holstebro, og så er vi til, fordi Holstebro tror på kunsten – og det fortjener en hyldest udtaler Anders Jørgensen, direktør for Holstebro Teater & Musikteatret Holstebro.

- Holstebro har længe vist sig som foregangskommune for kulturen og scenekunsten. Det repræsenterer dette egnsteater og navneskift på bedste vis. Med en stærk forankring i kommunen skaber Holstebro Teater scenekunst i international klasse og anerkendes som en vigtig scenekunstaktør på tværs af landet. Succesfuldt bærer dansekompagniet en stor tradition videre - en tradition der bygger på egnens stærke engagement i dansen som kunstform udtaler Michael Christiansen, bestyrelsesformand for Holstebro Teater.

- Navnet Holstebro Dansekompagni føles helt rigtig. Både nationalt, fordi vi tydeligt kommer til at repræsentere en af Danmarks stærkeste kulturbyer, og ikke mindst internationalt, hvor vi allerede bliver omtalt som ’kompagniet fra Holstebro’. Med vores nye navn, Holstebro Dansekompagni, synliggør vi vores ophav, og giver os selv en stærkere identitet i vores fremtidige udvikling udtaler Marie Brolin-Tani, kunstnerisk leder og koreograf for Holstebro Dansekompagni.

- Siden Black Box Theatre og Black Box Dance Company blev etableret, har deres virke og forestillinger været med til at sætte Holstebro på det nationale og internationale landkort. Med navneskiftet til Holstebro Teater og Holstebro Dansekompagni (i international sammenhæng Holstebro Dance Company) får de endnu større betydning for udbredelsen af og kendskabet til Holstebro som en spændende og mangfoldig by, hvor kulturen er en del af vores dna udtaler H. C. Østerby, borgmester i Holstebro Kommune.

- I Holstebro Kommune bruger vi kultur aktivt til at skabe udvikling, vækst og bosætning. Teatret og dansekompagniet spreder oplevelser mange steder og til mange mennesker i alle aldre. Både i nærområdet og langt ud over kommunegrænsen. Derfor er de en vigtig del af vores profil. Og derfor er vi glade for, at navnene Holstebro Teater og Holstebro Dansekompagni nu afspejler, at Holstebro er deres hjemby udtaler Lene Dybdal, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Holstebro Kommune og bestyrelsesmedlem.

- Vi har nu i nogle år haft stort momentum i dansekompagniet, og det tyder kun på det samme fremadrettet. Med navneskiftet har vi ikke kun fået et helt unikt navn, der fortæller lige præcis, hvem vi er, og hvad vi laver, men vi giver også et passende `cadeau´ til vores hjemegen udtaler David Cornelius Price, associeret kunstnerisk leder og producent for Holstebro Dansekompagni.

Et internationalt anerkendt dansekompagni

Teateret i Holstebro har siden 2010 haft til formål at skabe moderne scenekunst med basis i tværkunstneriske produktioner, der favner alt fra teater, kunst, musik og dans. I 2011 blev Holstebro Teater omdannet til egnsteater og fik i samme ombæring etableret sine tre kunstneriske kompetencer, som teatrets forestillinger særligt udmærker sig ved: musical, børne- og ungdomsteater og dans.

I 2013 etablerede teatret derfor sit eget professionelle dansekompagni under navnet Black Box Dance Company, der siden da har oplevet stor succes – i særdeleshed på den internationale scene. Hvert år søger over 1000 unge professionelle dansere til Holstebro i håbet om at kunne arbejde i det Reumert-nominerede dansekompagni, som på nuværende tidspunkt rummer otte professionelle dansere fra hele verden.

Holstebro Dansekompagni er fortsat det eneste professionelle dansekompagni i Danmark udenfor København.

For yderligere information, kontakt venligst:

Sofie Klindrup / sofiek@have.dk / 25 48 37 49

David Price / dcp@musikteatret.dk / 53 53 60 10

Tilbage

keyboard_arrow_up