• Print
  • Forstør tekst

”Bøger to-go” til alle

31. marts 2020

Kan man ikke selv hente bøgerne på grund af f.eks. sygdom eller isolation, hjælper Dansk Røde Kors

- Samarbejdet med Dansk Røde Kors gør det muligt at få bøger ud til de allersvageste borgere, siger bibliotekschef Henrik Zacho.

Holstebro Biblioteker har lukket, men det kan nu lade sig gøre at bestille en pose med ”Bøger to-go”.

Er du ikke i stand til selv at hente posen, fordi du er syg, sårbar, i karantæne eller lignende, kan du kontakte Dansk Røde Kors, der står klar som ”boguddelere”.
 
- Når man læser, begiver man sig samtidig ud på en rejse ind i en anden verden. Det tror jeg, mange kan have brug for i den her tid. Derfor præsenterer vi nu dette bibliotekstilbud og samarbejdet med Dansk Røde Kors, der også gør det muligt at få bøger ud til de allersvageste borgere, siger bibliotekschef Henrik Zacho.

Forholdsregler

Borgere i Holstebro Kommune kan fra den 31. marts afhente ”Bøger to-go”. Det er en pose bøger, som bibliotekets personale har pakket ud fra en bestilling, borgeren laver via bibliotekets hjemmeside holstebrobibliotek.dk. Bøgerne kan afhentes i Holstebro, Ulfborg eller Vinderup.

Biblioteket følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om hygiejne og sikkerhed og spritter hænder mellem hver pakning samt rengør arbejdsstationerne minimum to gange dagligt. Ved håndtering af bøgerne har personalet handsker på, og poserne lukkes med tape. Der er blevet nikket til proceduren af Sundhedsstyrelsen, som blev kontaktet af Struer Bibliotek, der var først ude med et lignende tilbud.

Røde Kors får bøgerne ud

Konceptet med at pakke poser er kendt hos Holstebro Biblioteks personale, fordi det ligner proceduren, som biblioteket anvender i ferietiden, hvor de pakker de meget populære ”Ferieposer”. Dog skiller konceptet sig væsentligt ud, da der denne gang er brug for hjælp til at få bøgerne ud, hvor de kan gøre ekstra gavn.

- Vi har indledt et samarbejde med Dansk Røde Kors. De har i forvejen lavet et beredskab, der kan fragte købmandsvarer og lignende ud til de borgere, der ikke kan komme ud. Har man på grund af sårbarhed, karantæne eller sygdom brug for hjælp til afhentning, kan man kontakte Dansk Rød Kors på tlf. 35299660”, fortæller bibliotekschef Henrik Zacho.

Læs mere om ”Bøger to-go” og bestil via bibliotekets hjemmeside.

Du kan få mere information om hjælp fra Dansk Røde Kors på Røde Kors- hjemmesiden.

Flere oplysninger

Bibliotekschef, Holstebro Bibliotek, Henrik Zacho, tlf. 96116801, mail: henrik.schou.zacho@holstebro.dk
Eller:
Leder for Kommunikation, Administration & IT Trine Petersen, tlf. 20898852, mail: trine.petersen@holstebro.dk

Tilbage

keyboard_arrow_up