• Print
  • Forstør tekst

Flytter skulpturer under tagrenovering

29. september 2021

Hvis du torsdag ser en kran bortføre seks kunstfigurer på toppen af Hotel Royal i Holstebro, er det helt efter aftale.

Tobaksarbejdernes drøm ved Hotel Royal

Taget skal renoveres og de seks figurer står i vejen for det arbejde.

De seks bronzefigurer er del af en stor kunstinstallation etableret i årene 1995-2000 med i alt 36 skulpturer fordelt på hotellet, musikteatret og arealerne omkring Den Røde Plads og Storå.

Initiativet til kunstprojektet blev taget af daværende hotelejer Jens Richard Pedersen i 1993 efter en rejse til St. Petersborg i Rusland. Her så han de barokke skulpturer på taget af Vinterpaladset og fik inspiration til at placere nye moderne figurer på bygningen i Holstebro.

Det samlede kunstværk hedder ”Tobaksarbejderens Drøm”, og titlen er bl.a. en reference til arbejderne på Færchs tobaksfabrik i Holstebro.

Internationalt udsmykningsprojekt

Skulpturerne er skabt af kunstnergruppen "Krukako", der bestod af tre kunstnere fra Danmark, Ukraine og Rusland. Tobaksarbejderens Drøm er inspireret af fortællinger, religiøs symbolik og mytologiske figurer fra hele verden, og gruppen hentede også meget inspiration hos Odin Teatret og deres arbejdsmetoder.

Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich udgav en lille fortælling i tilknytning til projektet. Den hedder ”Tobaksarbejderens drøm. Et sagn om den enkelte, Holstebro og verden”, hvor cigarmageren er den farende svend, der har mødt fænomener og arketyper på sin vej rundt i verden. Han udveksler ’rejseminder og fabler med selveste Ridder Holst på broen over Storå. Cigarmageren er her et symbol på den frie oplever og en drømmer, som var med til at sætte sit præg på Holstebros kulturelle, sociale og politiske liv.

Tilbage

keyboard_arrow_up