Foreninger kan få sponsorkroner for at holde naturen ren

25. april 2019

Det nye frivillighedskoncept ”Ren Natur” er også del af Nordisk Strandrydder Dag kampagnen i 2019. Her kan foreninger tjene sponsormidler til deres klubaktiviteter mod at samle affald i nærområdet.

Foto fra www.rennatur.dk Foto fra www.rennatur.dk

Der er kontante fordele for foreninger ved at samle affald langs udvalgte ruter i naturen ved Holstebro Kommunes hav, fjord og åer.

Hold Danmark Rent gennemfører i regi af Nordisk Strandrydder Dag 2019 otte særlige indsamlingsaktiviteter i Holstebro Kommune. Thorsminde, Bjerghuse/Fjand, Handbjerg/Ejsingholm, Vandkraftsøen, Storå, Vegen å og Banestien i Vinderup er nogle af stederne. 

Ruterne er primært placeret i kystnære områder, hvor foreningerne, udover at samle affaldet, også skal bidrage til indsamling af viden om det affald de samler. De skal blandt andet undersøge, hvorvidt affaldet er landbaseret (på vej mod havet) eller om det er vandbaseret (marint). 

Det er Holstebro Kommune og Hold Danmark Rent, der har udvalgt de udbudte ruter, hvor foreningerne modtager hver kr. 3.000 i sponsorat for at oprense en rute. Det er købmandskæden SPAR, restaurantkæden McDonald’s og miljøvirksomheden Dansk Retursystem, der er nationale sponsorer i Ren Natur 2019. 

De otte ruter er sendt ud til alle foreninger i kommunen. Tilmelding på Ren Natur

Hvis du eller din forening vil vide mere om deltagelsen i Ren Natur, kan I henvende jer til projektansvarlig for Ren Natur, Anette Juul på 2339 8199 eller ajj@holddanmarkrent.dk  

Der vil være 48 Ren Natur indsamlinger i regi af Nordisk Strandrydder Dag 2019 i de syv vest- og nordjyske kommuner. Indsamlingerne finder sted i perioden medio maj til ultimo september. På nationalt plan er der knapt 350 ruter i spil. 

 

Tilbage

keyboard_arrow_up