Frisk fisk fra Vesterhavet – kom til auktion

17. juni 2019

Et besøg i den hyggelige fiskerby Thorsminde ved Vesterhavet bliver endnu bedre, hvis du tager forbi Den Røde Auktionshal en lørdag formiddag i juli eller august og køber frisk fisk fra Vesterhavet med hjem.

Foto: Fisken er frisk, den er billig og det går hurtigt til auktion Foto: Fisken er frisk, den er billig og det går hurtigt til auktion

På de traditionsrige fiskeauktioner i Thorsminde kan du opleve det ægte fiskermiljø ved Vesterhavet og auktionen, hvor budene på fiskene flyver gennem luften. Det går hurtigt, så du skal være vågen, hvis du skal følge med!

Du er velkommen til at byde på de friskfangede fisk og købe lidt lækkert med hjem til aftensmaden, men det er også okay at komme for stemningens og oplevelsens skyld.

Det varierer meget fra dag til dag, hvilke fisk, der kommer på auktion. Man kan være heldig at få blandt andet rødspætter, tunger, pighvar, mørksej, lyssej, havkat, torsk, hummer og kulmule - stort set alt, man kan finde i Nordsøen - med hjem. I auktionshallen kan du også købe en platte med friskstegte fisk, øl og vand.

Fiskeauktionerne starter kl. 10.30 og finder sted alle lørdage fra 29. juni til 17. august 2019.

Hvis du ikke har fået nok af fisk efter auktionen, kan du besøge det hyggelige røgeri Nørgaard Fisk og Røgeri i Thorsminde. Begge har kølediske, der bugner af masser af lækker frisk fisk fra Vesterhavet.

Tilbage

keyboard_arrow_up