• Print
  • Forstør tekst

Gartnerens yndlingssted – Holstebro Lystanlæg

7. juni 2021

Ulrich Pedersen er en af de gartnere, der passer godt på de grønne områder i kommunen. Og han er den første i en lille serie af gartnere, der fortæller om deres yndlingssteder.

Foto: Mangfoldigheden i Lystanlægget er noget af det, Ulrich sætter størst pris på.

Holstebro Lystanlæg er mit foretrukne sted at komme af alle de grønne områder, vi passer for Holstebro Kommune. Når man interesserer sig så meget for naturen, som jeg gør, er det et oplagt valg.

Her er alt fra de mest friserede blomsterbede til steder, hvor naturen næsten bestemmer udtrykket, og alt derimellem. Søerne og bækken er også dejlige elementer, som giver mulighed for flere plante- og dyrearter.

De gamle træer i anlægget er fantastiske at kigge på - og alle de insekter, fugle og dyr som har glæde af dem. Jeg meget glad for at se på fugle, og der er nok at se på. I Lægård Bæk møder man isfugl, vandstær og forhåbentlig stadig bjergvipstjert, som i mange år har haft rede i et hul i muren ved møllehjulet. Dette er lavet nu, så jeg venter i spænding, om den finder et andet sted.

I de gamle træer med døde grene og stammer fra brækkede træer finder vi de fleste mejsearter og træløber, spætmejse, stor flagspætte og den sjældnere grønspætte. Af andre fugle, der yngler, kan nævnes skovdue, krage, husskade, råge, bogfinke, gærdesmutte, sangdrossel, solsort og flere forskellige sangere.

I søerne er der gråænder, måger, fiskehejrer og rørhøns. I vintre med frost er de dybe grøfter i elleskoven frostfrie. Så kan man være heldig at se vandrikse, enkelt og dobbelt bekkasiner her.

Ud over det rige dyreliv bruges anlægget flittigt af mennesker. Friluftsscenen trækker mange mennesker. Anlægget bruges også flittigt i skolernes læseferier og til solbadning, spil og teater. Og nogle nyder planterne og ellers bare at være her.

Anlægget er jo stort, og skal jeg pege på en bestemt ting må det være den imponerende skovfyr, som står i kanten af p-arealet. Jeg ved ikke hvor gammel den er, men jeg tror den er over 100 år. Den har den typiske grove bark forneden, og længere oppe skifter den til den finere orange bark. Kronen, som er typisk, minder om et træ på savannen i Afrika. Stop op og nyd synet. Den er sund og frisk, så jeg tror, den står mange år endnu.

Se flere billeder fra Holstebro Lystanlæg

Læs mere om Holstebro Lystanlæg

 

Tilbage

keyboard_arrow_up