• Print
  • Forstør tekst

Gemte og glemte steder

5. maj 2020

Holstebro Kommune er fyldt med naturoplevelser, og nu kan du blive inspireret til anderledes ture med et nyt kort

Biblioteket har i samarbejde med Natur & Miljø i Holstebro Kommune udarbejdet et nyt kort over udvalgte naturperler.

Rundt omkring i Holstebro Kommune ligger der masser af naturområder og byder sig til med smukke landskaber, vilde dyr og planter.

Derfor har Holstebro Bibliotek og kommunens biologer i forbindelse med den landsdækkende kampagne ”Vores Natur” udarbejdet et kort med 13 udvalgte naturperler i kommunen, hvor du kan opleve gemte og glemte steder.

Ikke så kendte

Biblioteket og kommunens biologer har arbejdet tæt sammen om at skabe aktiviteter og formidling i og af naturen i Holstebro Kommune. Det er bl.a. sket i erkendelse af, at vi alle i denne tid længes efter at gøre noget andet end at sidde isoleret hjemme uden de mange aftaler.

- Vi syntes, at det kunne være interessant at formidle nogle af de steder af vores natur, som ikke er så kendte, siger projektleder på Holstebro Bibliotek, Iben Østerbye.

Det nye kort

Det er blevet til et kort med 13 udvalgte naturperler i kommunen. Til hvert af de 5 naturtemaer, som DR-udsendelserne ” Vilde vidunderlige Danmark” fortæller om, er der fundet 1-5 mindre kendte steder i Holstebro Kommune.

- Nogle steder benyttes flittigt af borgerne. Det gælder f.eks. stien rundt om Vandkraftsøen ved Holstebro. Andre områder benyttes måske lidt af de lokale, men ellers meget lidt. Et eksempel kunne være den meget afsides liggende Sønder Vosborg Hede øst for Ulfborg. Her mindes man meget konkret om gamle dage, hvor sandflugten gjorde dele af Vestjylland til en ubeboelig ørken, men samtidig oplever man et vildt klitlandskab med lyng og enebær og en stor ensomhed, fortæller biolog Bo Boysen.

Kortet over de gemte og glemte steder kan man se, når bibliotekerne åbner igen. Men allerede nu kan man se kortet på bibliotekets hjemmeside, og på den måde kan flere få glæde af det tidligere end planlagt.

Flere oplysninger

Iben Østerbye, projektleder, Holstebro Bibliotek, tlf. 96116864 / 20697545, mail: iben.osterbye@holstebro.dk

Tilbage

keyboard_arrow_up