• Print
  • Forstør tekst

Kick start sommerens olympiske lege til Skole OL

10. januar 2020

Skoleelever fra Holstebro Kommune kan varme op til sommerens 32. olympiade i Tokyo med olympiske sportsgrene når der for 5. år i træk afvikles lokale Skole OL stævner i kommunen.

Til Skole OL oplever børnene, hvor sjovt og spændende det er at stå sammen som et hold, ved at det er hele klassen, der sammen kæmper om finalepladsen.

Efter et rekord år i 2019 med 1.674 aktive elever er Athletikklubben Holstebro, Holstebro Roklub og Holstebro Orienteringsklub igen klar til at afvikle lokale Skole OL stævner i foråret 2020, hvor elever fra 4.- 7. klasse dyster om at vinde finalepladser og en klassetur til Skole OL Finalen i Aarhus.

Og går det ligesom de foregående år, tilmelder idrætslærerne over 70 klasser, som får mulighed for at prøve kræfter med sportsgrenene roning, orienteringsløb og atletik.

Når verdens nationer til sommer mødes til sommerolympiade i Tokyo vil det ikke kun handle om at vinde, men også om at være med og mødes gennem sport. OL, der er verdens største sportsbegivenhed, handler nemlig også om, hvordan man er over for hinanden. Derfor fokuserer Skole OL på værdierne fællesskab, færdighed og fairplay, hvor klasserne dyster som et samlet hold. Helt i tråd med den olympiske ånd.

De tre foreninger gør meget ud af, at børnene og tilskuerne skal kunne mærke suset fra de ’rigtige’ olympiske lege. De tre klubber arbejder igen i år tæt sammen med Holstebro Ungdomsskole, fysioterapeutuddannelsen på VIA og Idrætsefterskolen Lægården for at give børnene den bedste OL-oplevelse.

- I Holstebro Kommune støtter vi med stor glæde op omkring de lokale Skole OL stævner i kommunen, som vores fantastiske foreninger afvikler år efter år. Vi tror nemlig på, at stævnerne kan give børnene en god oplevelse af en sportsgren, som de måske ikke lige havde tænkt på var noget for dem, men efter stævnet får lyst til at dyrke. Ud over dette er det en fornøjelse at se, hvordan samspillet mellem byens idrætsefterskole, fysioterapiuddannelse og foreninger skaber et højt aktivitetsniveau og stort fællesskab blandt eleverne, siger Casper L. Andersen, projektkoordinator hos Holstebro Kommune.

Tilmeldingen til årets Skole OL stævner er allerede godt i gang, men der er stadig ledige pladser tilbage ved alle 3 stævner. Så overvej ikke for længe om din klasse skal tilmeldes på www.skoleol.dk.

Fakta:

  • Første lokale stævne er ro-stævnet den 17. marts, hvor Holstebro Roklub afholder stævne på Nørre Boulevard Skolen for 6.-7. klassetrin.
    Tilmelding inden 25. februar på www.skoleol.dk.

  • Andet lokale stævne er orienteringsløbsstævnet den 7. maj, hvor Holstebro Orienteringsklub afholder stævne i Vestre Plantage for 4.-6. klassetrin.
    Tilmelding inden 23. april på www.skoleol.dk.

  • Tredje lokale stævne er atletikstævnet den 27. og 28. maj, hvor Athletikklubben Holstebro afholder stævne på Holstebro Idrætspark for 4.-7. klassetrin.
    Tilmelding inden 29. april på www.skoleol.dk.

  • Kommunen dækker transporten for skoler udenfor cykleafstand til arrangementet.

  • Sidste år deltog 1.674 elever fra Holstebro Kommune i de lokale Skole OL stævner.

  • Landet over deltager 60.000 elever i de lokale Skole OL stævner.

  • Skole OL-finalen er i Aarhus den 16.-19. juni 2020.

  • Ud over roning, orienteringsløb og atletik rummer Skole OL på landsplan også bordtennis, bowling, crossløb, orienteringsløb, svømning, bueskydning, triathlon og parasport.

Læs mere på www.skoleol.dk eller i invitationen til lokalstævnerne.

Flere oplysninger:

Casper Lemvig Andersen, projektkoordinator, Sport og Fritid, 23 70 03 47

Tilbage

keyboard_arrow_up