Ny eventkoordinator

7. februar 2019

26-årige Justin Hammershøj er kommunens nye eventkoordinator, der skal være bindeled til arrangører og styrke udviklingen af events og større begivenheder.

Foto: Justin Hammershøj har utallige gange lavet frivilligt arbejde, som gør ham ”helt høj” – og han håber at kunne trække den tilstand ind i jobbet som eventkoordinator. Foto: Justin Hammershøj har utallige gange lavet frivilligt arbejde, som gør ham ”helt høj” – og han håber at kunne trække den tilstand ind i jobbet som eventkoordinator.

Justin Hammershøj har i flere år arbejdet med events, kultur og oplevelser i Holstebro og Viborg. Han er uddannet serviceøkonom og har også en bachelor i Innovation & Entrepreneurship. Uddannelser som også indeholder projektledelse og andre værdifulde værktøjer til at udvikle events og nye tiltag inden for kulturlivet.

 - Jeg brænder for at skabe liv og aktivitet for mennesker, og glæder mig utroligt meget til at komme i gang med skabe et endnu stærkere grundlag for events og oplevelser i kommunen, siger Justin Hammershøj, der er opvokset i Rødkærsbro og bor i Holstebro i dag.

Justin fortæller, at han ønsker at blive en "go to guy". Det vil sige en central person i kommunen, som ildsjæle og arrangører kommer til, når de har en god idé, de vil sparre om, eller hvis de ønsker at videreudvikle større aktiviteter.

- Jeg håber at kunne skabe gode kontakter og blive linket mellem kommunen, institutioner, foreninger og andre private arrangører, der vil skabe merværdi gennem events, fællesskaber og andre kulturaktiviteter, der bygger bro mellem mennesker.

Den nye eventkoordinator hører til i afdelingen Strategi og Udvikling, som er del af forvaltningen for kultur og erhverv. Her er det tætte samspil med borgere og professionelle samarbejdspartnere helt afgørende for at styrke kommunen som destination for både små og store events.

- Til indvielsen af Holstebromotorvejen fik vi gennem et fantastisk samarbejde med lokale interessenter skabt et brag af en folkefest ved at løfte i flok. Det viser hvilket stort potentiale, der ligger i de lokale ildsjæle og fællesskabet omkring events, og at gode relationer skaber resultater, siger Mette Højborg, der er direktør for Kultur og Erhverv.

Justin Hammershøj har bl.a. arbejdet med projektevents hos Radio Viborg, Slagteriet Holstebro, Studieby Holstebro, "Byens Bedste" Awardshow og Vejfest i Vest.

Tilbage

keyboard_arrow_up