• Print
  • Forstør tekst

Slagteriet er nu genåbnet

9. juni 2020

Det sker med det helt nye program ”Kultur i Grisetider” med et væld af aktiviteter

Slagteriets nye program er tilpasset Corona(grisen)-krisen. Foto: Kasper Leth Hounisen/Peoplez

Slagteriet i Holstebro nåede knapt at åbne, før stedet som alle andre kulturinstitutioner midt i marts blev lukket ned som følge af Corona-pandemien. Nu åbner Slagteriet igen med helt særlige kulturtilbud på programmet.

”Kultur i Grisetider” kalder Slagteriet i Holstebro sit helt nye program med kulturaktiviteter, som er særligt tilpasset restriktionerne under Coronakrisen.

Mange kulturhuse har valgt at vente med at genåbne til august eller september, men for direktør på Slagteriet, Pia Stræde Palmelund, er det vigtigt at komme i gang igen hurtigst muligt.

Går nye veje

Det betyder, at Slagteriet efter tre måneders nedlukning genåbnede mandag den 8. juni. Det oprindelige program er ryddet, og det nye program indeholder en række aktiviteter og begivenheder, der er tilpasset restriktionerne i forhold til forsamlingsforbud, hygiejne og afstand.

- Sammen med de mange aktører på Slagteriet har vi valgt at gå helt nye veje med vores tilbud, siger Pia Stræde Palmelund.

I programmet finder publikum blandt meget andet et virtuelt forløb for kunstnere og andre kreative, hvor de sammen og med mentorer på sidelinjen skal gentænke deres strategier under krisen i et online udviklingsprogram.

Der bliver også livestreaming af indlæg fra kulturmødet på Mors, lige som Slagteriets Byhaver byder på fællesspisning under åben himmel. Subhuset byder på kunstudstilling for unge kunstnere, hvor afstanden mellem publikum bliver større end normalt. For blot at nævne nogle få af tilbuddene.

Har rigtig god plads

- Vi er beriget med at have rigtig god plads på Slagteriet. Samtidig har vi en række kreative aktører, som er vant til at tænke ud af boksen. Så for os har det ikke været så svært at skabe et ekstraordinært og særligt program her under krisen, siger Pia Stræde Palmelund.

Hun tilføjer, at Slagteriet også arbejder med en særlig app, hvor man kan opleve Slagteriet og dets mange aktiviteter i spilform. Det gør kulturinstitutionens tilbud tilgængelige fra brugernes egne mobiltelefoner, uanset hvor de befinder sig. Appen er færdig engang i løbet af efteråret.

Programmet ”Kultur i grisetider” er tilgængelig på bl.a. slagteriets hjemmeside.

Flere oplysninger

Pia Stræde Palmelund, tlf. 20838288

Tilbage

keyboard_arrow_up