• Print
  • Forstør tekst

Udstilling og optræden

16. juni 2020

Kunstteatret rykker ind på Holstebro Kunstmuseum med projektet ”Alle i Husene”

Kunstteater, Alle i Husene, markedsdag (2020). Tegning: Mathias Dyhr

Et kunstprojekt, der består af både udstilling og scenisk optræden, indtager Holstebro Kunstmuseum i sommer.

Der er tale om Kunstteaters projekt ”Alle i Husene”, hvor udstillingen vil danne scene for en serieforestilling bestående af seks episoder. Hver episode varer 20 minutter og opføres på udvalgte datoer.

Performerne kommer fra et bredt felt af discipliner: teater, cirkus, musik og klassisk sang. Sammen med en række talende skulpturer indtager de rollerne i en dramaturgisk fortælling, der udspiller sig i en foranderlig kunstscenografi. På skærme vil man i udstillingsperioden have mulighed for at opleve de tidligere forestillinger.

Alle i Husene

I udstillingen ”Alle i Husene” følger vi indbyggerne i den lille fiktive by Husene. Den årlige roehøst står for døren, og alle ser med stor forventning frem til denne tid, som traditionen tro fejres med folkefest. Men i år er der noget, der truer roehøsten, og det sender Husene og dens indbyggere ud i et alvorligt uvejr, hvor intet længere er, som det plejer at være.
 
Alle i Husene er en kollektivfortælling om en accelereret udvikling, der kalder på en afbrydelse, og om byen som et fletværk af individuelle skæbner. På skift følges fire karakterer og deres vidt forskellige veje gennem den krise, det lille samfund befinder sig i.

Kunstteater-projektet er foregået i samarbejde med Dansk Talentakademi, Nordisk Teaterlaboratorium - Odin Teatret, Knauf og Rømer Glas A/S. Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond.

Kunstteater

Kunstteater er et nystartet arbejdsfællesskab for tværdisciplinære kunstneriske produktioner, som blev stiftet af billedkunstner og instruktør Mathias Dyhr i 2018 under hans artist-in-residence hos Nordisk Teaterlaboratorium - Odin Teatret i Holstebro.

Mathias Dyhr driver i dag Kunstteater sammen med forfatter Maria Hesselager (f. 1984). ”Alle i Husene” er Kunstteaters største produktion til dato, og den kunstneriske ramme er udarbejdet af Maria Hesselager, Mathias Dyhr og billedkunstner Mathias Toubro (f. 1986). 

Fakta

  • 1. Episode: ”Markedsdag og fyringsrunder”. Fredag d. 19. juni (Lukket forestilling)
  • 2. Episode: ”Synet i marken”. Søndag d. 5. juli kl. 15:00 og kl. 16:00
  • 3. Episode: ”Den oversete budbringer”. Søndag d. 19. juli kl. 15:00 og kl. 16:00
  • 4. Episode: ”Den ensomme arvtager”. Søndag d. 2. august kl. 15:00 og kl. 16:00
  • 5. Episode: ”En fremmed kommer til byen og markens nye folk”. Søndag d. 16. august kl. 15:00 og kl. 16:00
  • 6. Episode: ”Høstfesten”. Søndag d. 30. august kl. 15:00 og kl. 16:00

 
Idé & manuskript: Maria Hesselager & Mathias Dyhr 
Skulptur & scenedesign: Mathias Toubro 
Musik: Frans Winther 
Lydbilleder: Marije Nie
Videoredigering & kamera: Mathias Dyhr & Mathias Toubro
Kostumer & masker: Freja Kristine Veile, Maria Hesselager, Mathias Dyhr & Mathias Toubro
Performere: Alice Occhiali, Asbjørn Krogh Nissen, Marije Nie, Martin Damgaard, Mikkel Baungaard Thomsen, Rina Skeel, Signild Elisabeth Thygesen & Valerio Peroni 
Instruktion: Mathias Dyhr 

Flere oplysninger

Museumsdirektør, Anders Gaardboe Jensen, tlf. 97424518, mail: agj@holstebrokunstmuseum.dk

Tilbage

keyboard_arrow_up