• Print
  • Forstør tekst

Syv myter om influenza-vaccination

25. oktober 2019

Op til 20 % af befolkningen kan blive ramt af sygdommen influenza under en epidemi. Så måske er det en god idé at blive vaccineret, hvis du er i den særlige risikogruppe?

Influenza er en meget smitsom virusinfektion, der viser sig ved pludselig feber (over 38°C), muskelsmerter, kulderystelser, hovedpine, ondt i halsen og i nogle tilfælde opkastning og diarré. Influenza er en meget smitsom virusinfektion, der viser sig ved pludselig feber (over 38°C), muskelsmerter, kulderystelser, hovedpine, ondt i halsen og i nogle tilfælde opkastning og diarré.

Du har sikkert også hørt om vaccine mod influenza. Her er syv myter om influenza-vaccine:

1. ”Jeg er ikke gammel nok til at få gratis vaccination”

Det er ikke kun borgere på 65 år eller derover, der kan få gratis vaccination. Det kan du også, hvis du er førtidspensionist eller tilhører en af disse grupper:

  • har visse kroniske sygdomme, fx KOL eller astma 
  • er svært overvægtig med BMI over 40 
  • er gravid og mere end 12 uger henne 
  • har andre alvorlige sygdomme (lægelig vurdering) 
  • er i husstand med svært immunsupprimerede patienter (lægelig vurdering)

2. ”Jeg venter til influenza-sæsonen begynder”

Vaccinationen beskytter dig mod influenza i 6-12 måneder. Ifølge Sundhedsstyrelsen ses det største antal af influenzatilfælde i januar og februar, så du kan godt tage stikket allerede nu. Der går 2-3 uger fra du bliver vaccineret til du er beskyttet.

3. ”Jeg er sund og rask og behøver derfor ingen vaccine mod influenza”

Selvom du føler dig sund og rask, svækkes immunforsvaret naturligt med alderen. Du bliver mindre modstandsdygtig over for vira og mere udsat for at opleve et sværere forløb med influenza fx med lungebetændelse og risiko for indlæggelse. Influenza kan også forværre tilstanden hos personer med velbehandlede sygdomme som astma og diabetes. 

4. ”Jeg lader mig ikke vaccinere, da det alligevel ikke dækker 100 %”

Man kan aldrig med sikkerhed vide præcist, hvilke influenzatyper der kommer til Danmark. Men vaccinen, der er ny hvert år sammensættes af eksperter og med anbefalinger fra WHO. Det er altid en god idé at blive vaccineret, hvis man er i særlig risiko for at blive syg af influenza, også selv om man ikke kan garantere, at vaccinen dækker fuldt ud.

5. ”Jeg tror der er for mange bivirkninger”

Alle vacciner kan have bivirkninger - også vaccine mod influenza. De mest almindelige bivirkninger er ømhed dér, hvor man bliver stukket, og mindre hyppigt, almen utilpashed, feber og muskelsmerter, der sædvanligvis forsvinder i løbet af 1-2 dage uden behandling. I sjældne tilfælde kan der være alvorlige bivirkninger. Tal eventuelt med din læge, om du kan tåle vaccinen.

6. ”Jeg tager blot et par dage under dynen”

Sygdommen varer typisk i 2-7 dage. For langt de fleste bør influenza ikke give anledning til bekymring, men for personer med visse sygdomme fx hjerte- eller lungesygdomme, immunforsvarssvækkelse eller diabetes, samt for personer over 65 år, gravide og svært overvægtige kan den være meget alvorlig og føre til hospitalsindlæggelse og i værste fald død.

7. ”Jeg lader mit immunforsvar gøre arbejdet”

Hvis du tilhører én af risikogrupperne er det ikke godt at afvente det naturlige forløb af influenza. Sundhedsstyrelsen anbefaler netop vaccination til grupper, der af forskellig årsag – alder, graviditet eller sygdom - har et immunforsvar, der er så påvirket, at det ikke effektivt kan bekæmpe infektionen. Størstedelen af de patienter, der blev indlagt med alvorlig influenza i vinteren 2017-2018 var ikke blevet vaccineret.

Tilbage

keyboard_arrow_up