Holstebromotorvejen indviet med et brag af en vejfest

29. september 2018

Under en fantastisk firesporet vejfest, 29. september 2018, klippede transportminister Ole Birk Olesen snoren til den nye motorvej mellem Holstebro og Herning. Den første motorvej i Nordvestjylland er en realitet.

Transportministeren flankeret af borgmester H.C. Østerby og Odin Teatret klippede snoren til Holstebromotorvejen Transportministeren flankeret af borgmester H.C. Østerby og Odin Teatret klippede snoren til Holstebromotorvejen

De helt store smil var i absolut overtal, da 7.500 motionister og mindst dobbelt så mange festglade deltagere fejrede åbningen af Nordvestjyllands nye 39 kilometer lange motorvej med løb, musik og underholdning for hele familien.

Vejfest i Vest med popbandet Scarlet Pleasure som hovednavn var en folkefest af de helt store i Holstebro. Hundredevis af lokale aktører, frivillige og firmaer viste, at Holstebro Kommune har kulturen til forskel – både til hverdag og til fest. Og ikke mindst, når der er noget historisk at fejre.

Som Holstebro Kommunes borgmester, H.C. Østerby, sagde under den officielle del af festen:

”Vi har brugt det meste af en generation på at argumentere, analysere, arbejde og anlægge motorvejen. Kort sagt kæmpet i 26 år for Holstebromotorvejen. Nu er den her. En drøm, en langstrakt vision, et inderligt ønske, en fantastisk gave til fremtiden, som vi nu pakker ud. Det er fra i dag, vi kører på nye veje til og fra Nordvestjylland og sætter tempoet op”.

Borgmesteren lagde ikke skjul på, at forventningerne til kommunens nye infrastruktur er høje:

”Holstebromotorvejen kommer til at betyde noget for vores erhvervsprofil, men også for vores identitet og selvforståelse. For vores bosætning, men også for vores mobilitet og udsyn. For vores virksomhedskultur, vækstkultur og vinderkultur.”

Fra isbadning til Tørfisk

Der var også tryk på festpladsens kulturaktiviteter, telte og scener, hvor deltagerne kunne opleve alt lige fra parader, gospel og street-håndbold til truck-opvisning, ballet og powertumbling. Eller selv prøve kræfter med fx beer-pong golf, isbadning og tangodans til tonerne af Tørfisk, Guns N’ Roses Jam og DJ Flarup.  
 
Udover 10 forskellige løb på den nye asfalt var der masser af børnevenlige aktiviteter, fx trafikskole, Tante Andante Band eller Ramajetterne fra DR.

Vejdirektoratet som står bag byggeriet af Holstebromotorvejen forventer, at vejen åbner for almindelige trafikanter søndag kl. 11, når oprydningen efter festen er slut.

Vil du ha’ en fornemmelse af Vejfest i Vest eller se billeder og video fra løb og underholdning, kan du tjekke facebook.com/vejfestivest eller Holstebro Kommunes Facebook-side

Tilbage

keyboard_arrow_up