Centerleder til Gråkjær Arena Holstebro

Centerleder til Gråkjær Arena Holstebro

Kultur, Erhverv og Arbejdsmarked
  • Print
  • Forstør tekst
Er liga-håndboldkampe, store gymnastikopvisninger, verdensmesterskab i karate, boksestævner, koncerter og storskærmsarrangementer noget, du ikke kun er glad for at deltage i, men også noget du gerne selv vil være med til at stå for?

Har du allerede et stort netværk, eller vil du gerne have det? Hvis du har et drive for at levere gode oplevelser, godt værtskab og en hyggelig hverdag for arenaens faste brugere og ansatte, så er det måske dig, vi leder efter. Udover at være Centerleder i Gråkjær Arena er der også et administrativt ansvar for Holstebro Idrætspark & Stadionhal, som to af medarbejderne fra Gråkjær Arena drifter til daglig.

At være Centerleder i Gråkjær Arena er lidt af en livsstil. Derfor er det vigtigt, at du er en holdspiller med samarbejdsevner, der er i top. Det betyder ikke så meget, om du er en inkarneret håndboldfan, men for at finde sig til rette i jobbet er det absolut en fordel at være et sports- og idrætsmenneske, som er rundet af det frivillige foreningsliv. Som Centerleder i Gråkjær Arena bliver du en del af Holstebro Kommunes ”Område for idrætsfaciliteter”, som i alt rummer ni faciliteter og ca. 30 fastansatte medarbejdere, og hvor vi på tværs gør meget ud af at sparre med hinanden.

Vi leder efter en centerleder, som evner at netværke de rigtige steder for at tiltrække store events til arenaen, men som også kan give en hånd med og gribe en kost, hvis det er det, der skal til, for at vi kommer i mål.

Fleksibilitet er et nøgleord for os. Vi er en arbejdsplads, som er rummelig i forhold til mennesker med forskellige baggrund og forskellige ressourcer at byde ind med. Derfor er det vigtigt, at du kan navigere mellem de forskellige ansatte og disses forskelligheder med lune, humor og imødekommenhed. Medarbejderstaben i Gråkjær Arena rummer pt fire tekniske servicemedarbejdere, to køkkenmedarbejdere som deles med Idrætscenter Vest og tre flexjobbere + et antal timelønnede – primært unge - medarbejdere.

For at få succes som Centerleder i Gråkjær Arena er det vigtigt, at du er administrativ stærk. Du lader dig ikke forskrække af arbejdet ved computeren for at få overblik over opgaverne i huset og for at få styr på eksempelvis bookinger, aftaler, indkøb, budgetlægning eller den daglige økonomi.

Du vil få mange henvendelser fra alverdens organisationer og mennesker, der gerne vil benytte arenaens mange flotte faciliteter. Faciliteter, som du med dit kendskab til bygningsdrift, kommer til at stå i spidsen for at stille til rådighed. Vi håber på at finde en imødekommende centerleder, som er dygtig til kommunikation både i skrift og tale, således at alle kunder og samarbejdspartnere oplever sig lyttet til og imødekommet.

Vi vægter en åben og ærlig atmosfære, og det bliver din opgave at have fokus på at fastholde det gode arbejdsmiljø, så det til stadighed vil lyse ud af alle medarbejderne, at de elsker at arbejde i Gråkjær Arena.

Erfaring er ikke nødvendigvis det, vi vægter højest, men til gengæld er det en fordel, at du bor i området.
Arbejdspladsen er Gråkjær Arena, Hostrupsvej 27, 7500 Holstebro.

Vi tilbyder en fast stilling på 37 timer pr. uge, hvor du også skal være indstillet på at arbejde aftener og weekender.

Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst mellem relevant faglig organisation og Kommunernes Landsforening og forhandles med den faglige organisation.

Har du spørgsmål

til stillingen er du velkommen til at kontakte Kultur- og Fritidschef Henrik Zacho på telefon 29 90 55 50.

Vi vil gerne starte samarbejdet med dig så hurtig som muligt, og vi håber på tiltrædelse senest 1. december 2023. Vi skal derfor have din ansøgning senest den 8. oktober.

Vi forventer at holde samtaler den mandag den 23. oktober 2023.

Deadline for ansøgning

08. oktober 2023 23:59


Søg stillingen

Medarbejder i Holstebro Kommune

Vi arbejder for, at alle 5.500 ansatte i Holstebro Kommune oplever trivsel og faglig udvikling. Se mere om kommunens værdier, og hvordan det er at være ansat i organisationen på holstebro.dk/arbejdsliv.

Holstebro er en langstrakt kommune med 59.000 indbyggere mellem Vesterhavet og Limfjorden og er Nordvestjyllands kraftcenter for kultur, handel, uddannelse og erhverv.

I Holstebro Kommune har vi Kulturen til forskel. Vi bruger kultur som drivkraft for vækst og udvikling - og til at bygge bro til hinanden. Se mere på flyttilholstebro.dk.

keyboard_arrow_up