Kvik assistent med praktisk sans til Holstebro Bibliotek

Kultur, Erhverv og Arbejdsmarked
  • Print
  • Forstør tekst
På bibliotekerne i Holstebro Kommune har vi i gennemsnit 800 gæster om dagen og vi søger en medarbejder, der vil hjælpe med at give biblioteksservice, som får gæsterne til at blive hængende og besøge os igen og igen.

Du skal være lærenem og have god praktisk sans og være typen, der er kvik til at organisere, samle enderne og løse de praktiske opgaver, der dukker op. IT-systemer navigerer du nemt i og ser frem til at lære nye. Du skal desuden helst være enig med os i at læsning er helt umuligt at undvære. Vores nye medarbejder skal have en skarp situationsfornemmelse, let ved at danne nye relationer og mod på at hjælpe med i afviklingen af vores kulturelle arrangementer. Du kommer til at få varierende opgaver med både betjening i udlånsarealerne og kontorarbejde med eksempelvis at gøre bøger klar til udlån og andre praktiske opgaver i forbindelse med vores drift. På biblioteket får du en legeplads med udviklingsrum og 35 kolleger, der er gode til nærvær og humor og som brænder for at gøre hver dag til en god dag.

Arbejdstid og ansøgningsfrist

Holstebro Bibliotek har (på nær i juni, juli og august) åbent fra kl. 8.00-22.00 mandag til torsdag, fredage kl. 8.00-18.00, lørdage kl. 10.00-14.00 og søndage kl. 13.00-16.00, og der vil derfor være skiftende arbejdstider.

Din arbejdstid bliver fire dage om ugen med mødetid inden for tidsrummet kl. 8.00-15.30, en dag om ugen fra ca. kl. 11.00 til 18.00 og lørdagsvagt hver 4. uge. I perioden september til og med maj vil der hver tredje uge være aftenarbejde til kl. 22.00 samt tre søndage om året. Du vil blive oplært til også at kunne afløse på et af vores lokalbiblioteker.

Stillingen er en 37 timers stilling med opstart den 1. februar og aflønning efter gældende overenskomst og lokalaftale.

Der er ansøgningsfrist den 6. december 2021.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 49 og 50.

Uddannelse og erfaring

Din faglige baggrund stammer fra kontorbranchen eller butiksverdenen. Har du arbejdet i biblioteksbranchen eller kulturlivet er det et plus. Du skal som minimum være hjemme i Officepakken men allerhelst flere IT-systemer. Da der kan være betjening og opgaver på lokalbibliotekerne vil det være en fordel, at du har kørekort.

Om Holstebro Bibliotek

Bibliotekerne i Holstebro Kommune består af biblioteket i Holstebro samt de to lokalbiblioteker i Ulfborg og Vinderup. Bibliotekerne arbejder ud fra en politisk godkendt vision, som i korte træk lyder som følgende: Holstebro Bibliotek vil være en moderne kulturinstitution, der på én gang favner borgernes behov for kulturel dannelse og udvikling, og samtidig spiller dynamisk ind i den måde, det moderne liv i Holstebro Kommune udfolder sig – både gennem dynamiske fællesskaber og mødesteder, og ved at tage medansvar for den måde, velfærdsudfordringerne tackles. Vi vil være:
  • borgernes samlingspunkt med plads til alle og ikke mindst liv og glade dage
  • et kulturelt knudepunkt, som tilbyder kulturelle oplevelser, der overrasker, begejstrer og udvider borgernes horisont
  • medproducent på velfærd gennem facilitering af projekter og engagering af frivillige med henblik på at bidrage til løsning af velfærdsudfordringer
  • med til at skabe liv i byen, tiltrække borgere og være med til byudvikling i såvel Holstebro som Vinderup og Ulfborg
  • tilgængelige for alle både i forhold til geografisk placering og åbningstider

Spørgsmål?

Du er velkommen til at kontakte teamleder Lone Vestergaard på telefon 29 44 55 11 eller mail: lone.vestergaard@holstebro.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.

 

Deadline for ansøgning

06. december 2021 08:00


Søg stillingen

Medarbejder i Holstebro Kommune

Vi arbejder for, at alle 5.500 ansatte i Holstebro Kommune oplever trivsel og faglig udvikling. Se mere om kommunens værdier, og hvordan det er at være ansat i organisationen på holstebro.dk/arbejdsliv.

Holstebro er en langstrakt kommune med 58.500 indbyggere mellem Vesterhavet og Limfjorden og er Nordvestjyllands kraftcenter for kultur, handel, uddannelse og erhverv.

I Holstebro Kommune har vi Kulturen til forskel. Vi bruger kultur som drivkraft for vækst og udvikling - og til at bygge bro til hinanden. Se mere på flyttilholstebro.dk.

keyboard_arrow_up