Teamleder til Team Byggesag

Teknik og Miljø
Vil du være med til at tage ansvaret for ledelsen af effektiv sagsbehandling med en høj serviceambition på et opgaveområde, som er helt i centrum, når der fokuseres på udvikling i Holstebro Kommune? Så er jobbet som Teamleder for Byggesag måske noget for dig!

I Teknik og Miljø har vi ændret organiseringen og samlet Natur, Miljø og Byggesag i tre teams under én chef i Teknik og Miljø. Det har vi gjort, fordi disse opgaveområder samlet set indeholder en stor og vigtig del af betjeningen af vores borgere og erhvervsliv og for at sikre de bedste vilkår for at koordinere opgaveløsningen på tværs.

Vi har fokus på at levere god service i samarbejdet med virksomheder og borgere og ser os selv som en medspiller i at sikre den fortsatte udvikling i lokalområdet. Derfor lægger vi vægt på, at du evner at møde både ansøgere og samarbejdsparter på deres ”banehalvdel” og kan tage ansvaret for at sikre god kommunikation om processer såvel som fagligt indhold.

Du har det daglige ansvar for driften og udviklingen af opgaveløsningen i Team Byggesag i samarbejde med chefen for området. Teamet består af 10 personer og løser myndigheds-opgaver inden for erhvervs- og boligbyggeri, landzoneadministration og serviceopgaver relateret til dette opgaveområde og på tværs af Teknik og Miljø. Udover ansvaret for den daglige ledelse af teamet er det forventet, at du også selv kan varetage sagsbehandling på byggesager i halvdelen af din arbejdstid.

Vi ser medarbejderne og deres faglighed som vores vigtigste aktiver i at sikre den daglige opgaveløsning på effektiv vis og med stor grad af uddelegering af ansvaret for at løse myndighedsopgaverne i en udpræget servicetilgang. Derfor er det vigtigt, at du kan samarbejde med og motivere medarbejdere med din faglighed og personlighed.

Arbejdsmiljøet i Natur, Miljø og Byggesag er godt, og dine fremtidige kollegaer er engagerede og dygtige. Vi lægger vægt på det gode samarbejde om opgaveløsningen. Det opnår vi ved at behandle hinanden ordentligt og ved at bringe vores kompetencer i spil på en professionel måde samtidig med, at her er plads til uhøjtidelighed og et godt grin.

Vi lægger vægt på, at du
  • har en byggeteknisk baggrund
  • har erfaring med byggesagsbehandling og har arbejdet i en politisk ledet organisation
  • har erfaring med ledelse i en relevant kontekst eller på anden vis kan godtgøre ledelsesegenskaber
  • evner at nytænke opgaveløsningen ud fra devisen ”fra mere til bedre”
  • er god til at kommunikere og forventningsafstemme
  • kan løse myndighedsopgaver i en serviceorienteret tilgang samtidig med, at du kan navigere sikkert i de faglige og forvaltningsretlige rammer for opgaveløsningen
  • har lyst til at engagere dig i arbejdet, i dine medarbejdere og i arbejdspladsen.

Vi tilbyder dig,
  • et spændende og fagligt udfordrende miljø med dygtige og engagerede kolleger
  • en åben og uformel omgangstone samt stor grad af uddelegeret ansvar
  • en arbejdsplads med fokus på god og professionel service i en løsnings- og handlingsorienteret organisation.
  • en plads i forvaltningens samlede ledelse

Om Natur, Miljø og Byggesag
Natur, Miljø og Byggesag er en del af Teknik og Miljø i Holstebro Kommune. Teknik og Miljø er en væsentlig del af virksomhedernes og borgernes hverdag, da vores kerneopgave er at skabe rammer for at udvikle og bevare velfungerende og bæredygtige byer og landskaber i samarbejde med borgere og virksomheder. Derfor er vi også en organisation i konstant udvikling for at imødekomme de krav og forventninger, som omverden stiller til en Teknik og Miljøforvaltning.

For at beskrive udviklingen i Teknik og Miljø og hvad vi arbejder på, har vi fået lavet en lille film som du kan se her.

Natur, Miljø og Byggesag er sammen med resten af Teknik og Miljø placeret på Holstebro Rådhus, Kirkestræde 11, 7500 Holstebro. Du kan læse mere om Holstebro Kommune på www.holstebro.dk.

Du kan læse en mere uddybende stillings- og kompetencebeskrivelse i bilaget til stillingsannoncen her.

Praktiske oplysninger
Henvendelse vedrørende stillingen kan ske til chef for Natur, Miljø og Byggesag Torben Mølgaard, tlf. 96 11 78 10 eller 24 75 73 14.

Ansøgningen indsendes elektronisk via linket her, og skal være modtaget senest den 16. august 2019 kl. 12.00 for at komme i betragtning.

Samtaler gennemføres i 2 runder med anvendelse af personlighedstest og forventes gennemført i uge 34 og 35.

Stillingen er en fast stilling med 37 timer pr. uge med tiltrædelse snarest muligt.

Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst og forhandles med den faglige organisation efter principperne i Ny Løn.
 

Deadline for ansøgning

16. august 2019 12:00


Søg stillingen

Medarbejder i Holstebro Kommune

Vi arbejder for, at alle 5.500 ansatte i Holstebro Kommune oplever trivsel og faglig udvikling. Se mere om kommunens værdier, og hvordan det er at være ansat i organisationen på holstebro.dk/arbejdsliv.

Holstebro er en langstrakt kommune med 58.500 indbyggere mellem Vesterhavet og Limfjorden og er Nordvestjyllands kraftcenter for kultur, handel, uddannelse og erhverv.

I Holstebro Kommune har vi Kulturen til forskel. Vi bruger kultur som drivkraft for vækst og udvikling - og til at bygge bro til hinanden.

keyboard_arrow_up