Mette Højborg

Direktør for Kultur og Erhverv

Vores overordnede opgave og fokus er at skabe vækst og udvikling i hele kommunen. Vi bruger kultur som løftestang til at skabe de bedst mulige rammer for:
 

  • At virksomheder kan etablere og udvikle sig.
  • At det er attraktivt for mennesker og familier at leve, arbejde og studere her.
  • At vores gæster får oplevelser, føler sig velkomne og har lyst til at komme igen.

Mette Højborg

Direktør for Kultur og Erhverv

phone96114101

mailkultur.erhverv@holstebro.dk

Vi lytter til virksomhederne og borgerne

Vi lytter først og fremmest til, hvad vores virksomheder og borgere efterspørger og har behov for. Hvis det er muligt at imødekomme dem, gør vi selvfølgelig det. Og ellers søger vi i fællesskab de bedst mulige alternativer.

Personalet er fordelt på bibliotekerne, i idrætshallerne og administrationen. Med ca. 95 medarbejdere er vi en forholdsvis lille forvaltning. Men vi arbejder sammen med mange eksterne partnere og stort set alle andre forvaltninger og afdelinger i kommunen.

Sammen kan vi det meste

Som del af en større helhed er det vigtigt, at andre har lyst til at ”lege” med os på tværs af fagligheder. Også derfor gør vi os umage og tager ansvar. Samtidig gør vi meget for at skabe en uformel atmosfære, hvor det er sjovt og rart at gå på arbejde.

Alle kan noget, ingen kan det hele, sammen kan vi det meste. Med glæde, udvikling og udsyn kommer vi rigtig langt med at skabe et godt erhvervsklima og leve op til visionen om, at kommunen skal sætte den kulturelle dagsorden lokalt, nationalt og internationalt.

Bag om Mette Højborg

Arbejdet med at omdanne det gamle slagteri er meget inspirerende. Det er et led i at føre kommunens kulturprofil videre til version 2.0 og binder organisationen sammen, fordi næsten alle afdelinger og forvaltninger er involverede i processen. Desuden er det et rigtig godt eksempel på, at medborgerskab, frivillighed og engagement har stor værdi.

Noget af det bedste ved mit job er, at jeg er med til at sætte rammerne for den nye forvaltnings virke – både i forhold til at gentænke kultur- og erhvervsudviklingen og skabe rammerne for at få det ført ud i livet. Det er skønt med 95 dygtige og dedikerede medarbejdere, som har både lyst og evner til af føre det ud i livet.

Der er store forventninger til forandringer, men ting tager tid. Det udfordrer min tålmodighed, men jeg tror på, at løsninger kommer, når ting får lov til at modnes.

Jeg har aldrig gået efter titler eller lagt en karriereplan. Jeg går efter de spændende opgaver, hvor jeg har mulighed for sætte mit præg på udviklingen og tage ansvar. Det er en spændende opgave at skabe retning på kultur- og erhvervsudviklingen og få folk til at arbejde sammen mod et fælles mål.

Der er en generel tendens til, at vi ”er på” hele tiden. Samtidig er mit arbejde også min hobby. Derfor er det en udfordring at finde balancen mellem arbejde og fritid og sørge for, at de to ting ikke smelter for meget sammen. Jeg prøver at være nærværende, der hvor jeg er og prioritere at gøre ting sammen med min familie og venner.

En af mine hidtil største oplevelser i kommunen var Holstebro Festuge 2017, som involverede hele kommunen – også børn i alle aldre og kentaurerne og deres heste på stranden ved Husby. En anden var DM-finalekampen mellem TTH Holstebro og BSV, hvor der var en helt fantastisk stemning i Gråkjær Arena. Der har været mange andre store oplevelser – og jeg forventer mange flere.

Da jeg lige var begyndt i jobbet, var jeg på introtur rundt i hele kommunen. Her så jeg alle kontrasterne i naturen lige fra bakkerne og frodigheden i øst til det flade, rå og barske landskab i vest. Der er ikke mange kommuner i Danmark med sådan en mangfoldighed og så store kontraster.

keyboard_arrow_up