Bibi Mundbjerg (V)


Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget
Medlem af Børne- og Familieudvalget

  • 476 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017
  • 419 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2013
  • Valgt første gang til Holstebro Byråd i 2014

Bag om Bibi Mundbjerg

(Portræt opdateret i 2018)

Bibi Mundbjerg, Skave, født i 1971

  • Født i Skave
  • Gift med Niels Jakob, der arbejder hos HTH som ansvarlig for montørerne. De har to børn – Nicolai på 19 år og Maria på 16 år
  • Uddannet som fysioterapeut og er ansat som sektionsleder for Visitation Hjælpemidler og APV i Holstebro Kommune
  • Medlem af Holstebro Byråd for Venstre siden 2014 
  • Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget og Børne- og Familieudvalget
  • Bruger størstedelen af fritiden på frivilligt foreningsarbejde i bl.a. Hogager GF - og har bl.a. været med til realisering af en multihal, der forbinder Skave Hallen med Skave Skole

Bibi Mundbjerg er – som hun selv udtrykker det – ”gammel håndboldpige”. Lige siden hun var barn, og indtil for 8-9 år siden spillede hun i Hogager GF, hvor hun gennem 24 år også har været aktiv i bestyrelsen. Da det resultatmæssigt gik allerbedst for pigerne, var Bibi med til at spille i 3. division, ”indtil vi blev gravide alle sammen”.

I dag er hun ikke i tvivl om, at sporten har været med til at forme hendes valg af uddannelse og job, og at det frivillige foreningsarbejde er en afgørende årsag til, at hun sagde ja til at opstille til byrådet og blev valgt.

Sporten og jobbet

Bibi blev færdig med sin uddannelse som fysioterapeut på Fysio- og Ergoterapeutskolen i Holstebro I 1997. Efter jobs på Herning Sygehus, Holstebro Sygehus og som kommunal distriktsterapeut, trænede og sagsbehandlende terapeut, blev hun i 2016 ansat som sektionsleder for Visitation Hjælpemidler og APV.

- Jeg har altid været optaget af at arbejde med mennesker, og via min tilknytning til sportens verden var det helt naturligt for mig at vælge en uddannelse som fysioterapeut. Mit valg var drevet af at hjælpe sportsfolk videre i karrieren efter diverse skader, men i dag er der et meget bredere perspektiv i mit daglige arbejde. Jeg brænder for at hjælpe borgere videre til et godt liv, selv om de på grund af sygdom eller skader har fået en varig funktionsnedsættelse. Det er vigtigt for mig, at borgerne er i centrum når vi skal levere kommunale ydelser, de skal inddrages og have indflydelse på eget liv, så langt det er muligt inden for den givne lovgivning og service ramme fortæller Bibi.

Foreningsarbejde og politik

Det frivillige foreningsarbejde fylder meget i Bibis dagligdag. Det gør det i øvrigt også for hendes mand, Niels Jakob, der er i bestyrelsen for Skave og Omegns Multihus. Bibi betegner engagementet på den front som ”en kultur, vi er vokset op med”.

- Vi har mange stærke landsbysamfund i Holstebro Kommune – blandt dem Skave. De er båret af det frivillige foreningsarbejde. De frivillige er alfa og omega i de små samfund. Derfor skal vi være med til at skabe gode rammer og vilkår for dem. På den måde passer det mig godt, at jeg er blevet medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, der er et omdrejningspunkt for bl.a. foreningslivet. Jeg er også glad for at være blevet medlem af Udvalget for Børne- og Familieudvalget. I skolereformen er der bl.a. lagt op til, at foreninger og de frivillige i højere grad inddrages i børnenes skoledag. Så med mit udgangspunkt i Skave synes jeg, at tingene spiller godt sammen i mit byrådsarbejde, understreger Bibi.

Syv skarpe til Bibi

  • Den største begivenhed i dit liv: Da vores to børn blev født
  • Dit yndlingssted i Holstebro Kommune: En stille aften sammen med familien og vores hund ved Stubbergård Sø eller en dag med rigtig rusk ved Vesterhavet
  • Din livret: Rigtig god dansk mad, f.eks. bøf og flæskesteg
  • Din favoritmusik: Big Fat Snake og Rasmus Seebach
  • Din favoritbog: Jussi Adler Olsens bøger
  • Din favoritfilm: Titanic
  • Dit favorit-rejsemål: Ferie med fire andre familier “all inclusive” på Mallorca og for vores egen familie et sted i Danmark
     
keyboard_arrow_up