Svend Ørgaard (A)

Medlem af Økonomiudvalget
Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget
Medlem af Børne- og Familieudvalget 

  • 404 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017
  • Valgt første gang til Holstebro Byråd i 2018

 

Svend er debutant - med dommertække

(Portræt bragt i 2018)

Svend Ørgaard, Holstebro, født i 1950

  • Født på Jegindø, men opvokset i Vildsund
  • Gift med Jette, der er uddannet som faglærer. I den sidste del af sit arbejdsliv var hun receptionist ved en fysioterapeut. Svend og Jette har to børn - Brian på 41 år og Stine på 37 år
  • Uddannet som skolelærer på Marselisborg Seminarium. Efter job på Blidstrup Efterskole var han fra 1980 til 1993 lærer på Tvis Skole. Derefter ansat på Holstebro Handelsskole, hvor han blev direktør i år 2000. Direktør for UCH (fusionen af Handelsskolen og Teknisk Skole) fra 2010 til 2015, hvor han gik på pension
  • Medlem af Holstebro Byråd for Socialdemokratiet siden 2018
  • Medlem af Økonomiudvalget, Børne- og Familieudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget
  • Formand for den socialdemokratiskegruppe i Byrådet
  • I fritiden spiller han golf og er formand for Holstebro Golfklub. Den tidligere 1. divisions dommer i fodbold og dommerbedømmer på højt plan dømmer stadig enkelte kampe, mest i ungdomsrækkerne. Cykler gerne 40 km et par gange om ugen sammen med nogle venner - med strategien ”vi skal altid have medvind på hjemturen”. Er præsident for Lions Club i Holstebro

- Som 67-årig er hele paletten af oplevelser og erfaring i arbejdslivet jo egentlig fyldt ud. Nu har jeg så fået chancen til at kigge ind i og arbejde med noget for mig helt nyt. Det er spændende, og jeg oplever samtidig, at de værktøjer, som jeg har brugt i mit hidtidige arbejds- og fritidsliv, kan bruges i andre sammenhænge, siger Svend Ørgaard.

I en moden alder stillede han ved kommunalvalget i 2017 for første gang op til Holstebro Byråd - og blev valgt. Erfaringerne i bagagen for den politiske debutant er kendt af rigtig mange mennesker, der gennem årene har været i tæt kontakt med Svend. F.eks. tusindvis af elever og lærere på Holstebro Handelsskole og senere UCH Holstebro, fodboldspillere på både elite og motionsplan, der har haft ham som dommer, og senest medlemmerne i Holstebro Golfklub.

På den kommunalpolitiske bane er Svend Ørgaard nybegynder. På og omkring fodboldbanen er han en garvet herre med, hvad man godt kalde ”god dommertække” - set i det lys, at han i mange år var dommer-bedømmer og på den måde var med til at udvikle kvaliteten hos mændene i sort. Men hvilke redskaber og erfaringer fra f.eks. dommergerningen og jobbet som direktør for en stor uddannelsesinstitution er det, at Svend Ørgaard mener, at han kan bruge i byrådspolitik.

- Jeg blev fodbolddommer, fordi jeg så udfordringen i at få en kamp til at lykkes. Nogle vinder. Andre taber. Men målet er, at vi går fra banen med den følelse, at vi har fået noget ud af oplevelserne i den kamp.

Jobbet som dommer-bedømmer har bl.a. meget med menneskekundskab at gøre - at kunne se, hvad den enkelte dommer indeholder og være med til at udvikle det med gode råd og vejledning. Nogle er meget følsomme. Dem skal du ikke smadre. Andre skal have tingene at vide på den hårde måde, for at det virker bedst.

Da jeg var direktør på Holstebro Handelsskole, gjorde jeg en dyd ud af at komme rundt i alle hjørner af skolen hver dag for at fornemme, hvad der rørte sig, og for at få en snak med elever og lærere i en uformel omgangstone. Jeg var også glad for at være direktør for UCH efter fusionen af Handelsskolen og Teknisk Skole, men med i alt 2.400 elever og 400 ansatte kunne jeg ikke på samme måde nå rundt. Da drejede mit job sig mere om daglig ledelse.

Min tilgang til de forskellige jobs, jeg har haft i mit arbejdsliv og i mit fritidsliv, har altid været, at vi skal udnytte alle de ressourcer, vi har og får tildelt, bedst muligt. Og vi skal bestræbe os på, at alle er med – også de sidste. Det er den røde tråd i det fra mit tidligere virke, som jeg kan bruge i mit arbejde i Holstebro Byråd, siger Svend Ørgaard.

Derfor var det nu

Han har naturligvis ofte fået stillet spørgsmålet, hvorfor han først nu ”i den tredje alder” engagerer sig aktivt i kommunalpolitik. Det har Svend et helt klart svar på:

- De unge på de uddannelsesinstitutioner, hvor jeg var direktør, skulle ikke kende mig som politiker, men som deres skoleleder. Derudover sagde jeg ja til at opstille til byrådet, fordi det var min fornemmelse, at her samarbejder man bredt på tværs af partiskel, og at man taler pænt til hinanden. Jeg har nu oplevet, at sådan er det. I øvrigt har jeg det ikke godt med de landspolitikere, der prøver at profilere sig på, hvor dumme de er andre er, og hvor klog ”jeg” er. Det kan vi ikke bruge til noget hos os, siger Svend Ørgaard.

Med tre udvalgsposter i henholdsvis Økonomiudvalget, Børne- og Familieudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget er der tale om en meget arbejdskrævende debut for Svend i byrådspolitik. Her er et par af hans pejlemærker i den kommunalpolitiske karriere:

- Holstebro er en god uddannelsesby. Den status skal vi bevare og udbygge ved at sørge for, at vores ungdomsuddannelser fortsat får et godt ”materiale” - vel motiverede elever – fra vores folkeskoler. Jeg er meget optaget af, at vores lærere har tryghed og frihed i ansættelsen. Det smitter af på eleverne. Og så er det heller ingen hemmelighed, at jeg brænder for sporten, både på eliteplan og sport som motion. Det er utrolig positivt, hvad sport på alle planer kan gøre ved mennesker, siger Svend Ørgaard.

Syv skarpe til Svend

  • Den største begivenhed i dit liv: At få vores børn og børnebørn
  • Dit yndlingssted i Holstebro Kommune: Mejrup, hvor vi har boet i 37 år
  • Din livret: Noget med kød, f.eks. en wienerschnitzel
  • Din favoritmusik: Gruppen Queen og Leonard Cohen
  • Din favoritbog: Bøger af Ken Follet og Jussi Adler Olsen er mine favoritter
  • Din favoritfilm: ”En duft af kvinde” med Al Pacino i hovedrollen
  • Dit favoritrejsemål: Alicante i Spanien, hvor vi har en lejlighed sammen med fem andre
keyboard_arrow_up