Slagterigrunden – en ny bydel med kant

Slagterigrunden på Struervej er en vigtig del af Holstebros industrihistorie og bliver i fremtiden et vigtig nyt byområde, med Slagteriet som en dynamo for kulturarrangementer, kreative partnerskaber og kulturelt iværksætteri.

En helt ny og meget central bydel udvikles som et attraktivt supplement til byen og specielt bymidten. Slagteriet er dermed ét af flere store byudviklingsområder i Holstebro.

Slagteriet ligger centralt placeret i Holstebro - umiddelbart nord for City og gågadenettet, tæt på Banegården og kollektiv trafik. Bydelen udgør et areal på 8,4 ha og ca. 13.000 m2 etageareal af de tidligere slagteribygninger genanvendes.

Et stort mål for Slagteriet som bydel er at skabe et mangfoldigt og attraktivt boligkvarter. Her kommer forskellige boligtyper, uddannelse og kultur integreres og offentlige byrum kommer til at binde hele bydelen sammen.

Fakta

  • Beliggenhed: Slagteriet S/I
  • Bygherre: Holstebro Kommune
  • Størrelse: 8,4 ha
  • Akkvisition: Vinderforslag i projektkonkurrence i 2017
  • Status: Under udvikling
  • Arkitekt: BOGL Arkitekter, Lendager Arkitekter, Knud Arup Kappel og SlothMøller

28 boliger i form af 2 etages byhuse er blevet opført i den sydlige del og Slagteriet første beboere er flyttet ind - som pionerer i den nye bydel. De 28 boliger er rækkehuse, som er opført omkring en grøn og intim boliggade og der er små private haver til alle.

De første byrum i den sydlige del forener en gennemgående sti med grønne opholdsarealer og rum til streetaktiviteter, kultur, events mm. - mangfoldighed i fuldt flor.

På den nordlige del af Slagteriet er der plads til boligbebyggelser i nær kontakt til den kommende bypark. Her er plads til boliger af mange forskellige typer - familieboliger, seniorboliger, ungdomsboliger mm. - med det mål at skabe et bredt sammensat kvarter.

De bevarede slagteribygninger rummer en fortælling om Holstebros historie og kulturarv, og de er et spændende ramme om udvikling af Holstebros kulturprofil. Foreninger som Kulturdivisionen og Subhuset arbejder med kulturaktiviteter og iværksætterinitiativet Bropas er på vej. Den selvejende institution Slagteriet S/I driver udviklingen af stedet. Læs mere om Slagteriet på deres hjemmeside.

keyboard_arrow_up Sidst opdateret 15. marts 2021 af Jacky Hansen