VALG

Datoer for kommende valg og folkeafstemninger:

Næste Europa-Parlamentsvalg afholdes i 2019
Næste folketingsvalg afholdes senest 17. juni 2019
Næste kommunal- og regionsrådsvalg afholdes tirsdag den 16. november 2021

Kommunal- og regionsrådsvalg

I Danmark bliver der afholdt kommunale og regionale valg hvert fjerde år.
Det seneste kommunale og regionale valg blev afholdt tirsdag den 21. november 2017, og det næste kommunale og regionale valg skal afholdes tirsdag den 16. november 2021.

Danmark er inddelt i 98 kommuner, og der skal vælges en kommunalbestyrelse til hver kommune.

Der er fem regioner i Danmark, der hvert har et regionsråd. Der skal vælges 41 medlemmer til hvert regionsråd.

Folketingsvalg​

Folketinget vælges for fire år. Seneste folketingsvalg fandt sted den 18. juni 2015.

Ifølge den danske grundlov må medlemmerne af Folketinget højst sidde fire år, hvorefter der skal udskrives valg til Folketinget. Det er den siddende statsminister, der når som helst inden for de fire år kan udskrive valget - dvs. også selvom der ikke er gået fire år.

I grundloven står der ikke nogen steder, hvor lang tid før valgdagen, statsministeren skal udskrive valget. Af rent praktiske hensyn vil der dog normalt være mindst 20-21 dage mellem udskrivelse og afholdelse af et folketingsvalg. Fx kan der allerede brevstemmes 21 dage før selve valgdagen til folketingsvalget.

Ved valg til Folketinget er Danmark delt op i tre landsdele: Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland, som igen er delt op i ti storkredse. Hovedstaden består af fire storkredse, og Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland består hver af tre storkredse.

Europa-Parlamentsvalg

Danskere og EU-borgere, der bor i Danmark, kan stemme til Europa-Parlamentsvalg.

Danmark er medlem af EU og har 13 repræsentanter (medlemmer) i Europa-Parlamentet. Disse 13 danske medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP) bliver valgt af den danske befolkning ved valg til Europa-Parlamentet, der afholdes hvert 5. år.

Det seneste Europa-Parlamentsvalg blev afholdt søndag den 25. maj 2014. Næste valg skal holdes i 2019.

Efter valget i 2014 er der 751 medlemmer i Europa-Parlamentet.

Valget til Europa-Parlamentet er et direkte valg. Det betyder, at det alene er den danske befolkning og ikke fx Folketinget, der beslutter, hvem der skal sidde som danske repræsentanter. Valget til Europa-Parlamentet er det eneste direkte valg i den Europæiske Union.

Folkeafstemninger

En folkeafstemning er en afstemning blandt alle danske vælgere om en bestemt sag. Folketinget kan til enhver tid vælge at afholde en folkeafstemning (vejledende), men der er dog også nogle situationer, hvor Folketinget skal afholde en folkeafstemning (bindende). Det følger af grundloven, hvornår der skal afholdes en bindende folkeafstemning.

Ved folkeafstemninger er der tale om direkte demokrati, da Folketinget her spørger de danske vælgere, om de er for eller imod en konkret sag.

Den seneste folkeafstemning i Danmark var torsdag den 3. december 2015, hvor danskerne stemte nej til omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning i Danmark.

Før den var der folkeafstemning den 25. maj 2014, hvor danskerne stemte ja til Patentdomstolen. Der var også en folkeafstemning i 2009, hvor danskerne stemte ja til at ændre tronfølgeloven. Derudover har der været flere folkeafstemninger om EU-spørgsmål.

Kontakt

Valgkoordinator

Helle Hastrup
Mail: kommunen@holstebro.dk

keyboard_arrow_up