Holstebro Svømmecenter

Totalrenovering af Badeland til et helt nyt Holstebro Svømmecenter er i fuld gang. I august 2020 blev der taget 1. spadestik og i juni 2022 vil det være et spritnyt center, der kan slå dørene op.

Nyt samlingspunkt

Holstebro Svømmecenter bliver et nyt samlingspunkt for svømmeglade motionister, familier, dykkere og klubsvømmere. Samtidig bliver der væsentlig bedre rammer for talentudviklingen.

Svømmecentret kommer til at bestå af bassiner, der lever op til de nyeste standarder, både til stævner og konkurrencer.

Derudover bliver der etableret omklædnings- og toiletfaciliteter, publikumspladser og spritnye klubfaciliteter med bl.a. tilhørende fitness. 

Ændret fokus

Svømmecentret ændrer fokus fra bade- og tropeland til topmoderne svømme- og bassinforhold.

Det betyder bl.a. at der bliver flere bevægelsesmuligheder for alle brugere og med nye bassiner og publikumsfaciliteter vil fx svømmeklubben i langt højere grad kunne afvikle konkurrencer og stævner. 

Svøm mens der renoveres

Der er lagt op til en hensynsfuld renovering, som betyder, at der vil være åbent og adgang til baner i svømmehallen gennem hele perioden, med meget få undtagelser.

Det nuværende badeland skal ombygges først, mens 50 m bassinet fortsat er åbent og når det nye 25 m bassin er klar, begynder ombygningen af 50 m bassinet. 

 

Fremtidig drift

Når svømmecentret står færdigt, overtager Holstebro Kommune driften af svømmecentret. Holstebro Kommune har køberet til centret af konsortiet bag Badeland. 

Central placering

Det nye svømmecenter bliver på i alt 4700 m2 og har en central beliggenhed på Enghaven i Holstebro. Det gør det nemt for centrets brugere at komme til. 

Samtidig er det en stor gevinst, at der kommer en central fritidsaktivitet i midtbyen. Sammen med Big Bio vil det tiltrække og fastholde liv tæt på gågaden og handelslivet.

Bygherre

Det er selskabet K/S Holstebro Badeland, som i dag ejer Badeland, som er bygherre for den gennemgribende renovering. Holstebro Kommune har en central plads i byggeudvalget. 

Fakta

Konstruktionen bag Holstebro Svømmecenter

  • Selskabet K/S Holstebro Badeland står for renoveringen af det nye svømmecenter
  • Holstebro Kommune har køberet
  • Holstebro Kommune skal drive det nye svømmecenter

 

Konstruktionen bag Badeland i dag

  • Selskabet K/S Holstebro Badeland ejer og driver Badeland i dag
  • I dag lejer Holstebro Kommune sig ind i svømmehallen til bl.a. foreninger og folkeskolen.

 

keyboard_arrow_up