Aftale om kollektiv trafik er faldet på plads

20. marts 2024

Transport

Stigende udgifter og dalende passagertal har gjort det nødvendigt at tilpasse budgettet for den kollektive trafik i Holstebro Kommune. Byrådet har nu taget stilling til høringssvarene og besluttet, at nogle ruter får flere afgange, end der oprindeligt var lagt op til.

Ændringerne i den lokale kollektive trafik gælder fra 1. juli.

Den kollektive trafik er både på landsplan og i Holstebro Kommune under hårdt pres primært på grund af større udgifter til brændstof og færre indtægter fra passagerer. Det tog byrådet sidste år konsekvensen af og besluttede ikke at forny kontrakten på bybuskørsel for i stedet at finde en anden og mindre udgiftstung løsning.

Nye buskøreplaner og dermed et bud på betjeningen med kollektiv trafik i Holstebro Kommune fra 1. juli 2024 blev sendt i høring via Midttrafik. På byrådsmødet i går skulle politikerne så tage endeligt stilling til de nye buskøreplaner og de i alt 275 høringssvar, der er kommet ind i høringsperioden. 

- Rigtig mange borgere har på den måde været med til at kvalificere processen. På baggrund af de gode input i høringssvarene har vi besluttet at lave nogle ændringer i det forslag til køreplaner, som blev sendt i høring. Jeg er blandt andet glad for byrådets opbakning til, at nogle ruter får flere afgange, end der oprindeligt var lagt op til, siger formanden for Teknisk Udvalg, Kenneth Tønning.

Ændringerne - herunder ekstra afgange på rute 298 til Døesvej/Thorsvej og rute 270 til Thorsminde - kommer til at koste godt 1 million kroner årligt, og det sagde byrådet ja til at finansiere med en tillægsbevilling. Dermed bliver den samlede besparelse på den kollektive trafik omkring 5,5 millioner kroner årligt fra 2025. 

Teknisk Udvalg vil drøfte knudepunkter

Byrådets beslutning om at spare på den kollektive trafik betyder, at der i områder af Holstebro by og på nogle lokalruter fremover vil blive længere mellem afgangene og længere til stoppestederne. 

- Både i Teknisk Udvalg og i byrådet er vi godt klar over, at det kan give udfordringer for nogle af de nuværende brugere, men vi har været nødt til at handle på, at der på tider af dagen har kørt nærmest tomme bybusser rundt i Holstebro by. I de nye køreplaner har vi haft fokus på at sikre transportmuligheder til så mange borgere som muligt med så få tomme busser som muligt, siger Kenneth Tønning.

Et af alternativerne til busserne er Flextrafik. Her har flere borgere i høringssvar påpeget, at de oplever, at der er langt mellem de faste opsamlingssteder - de såkaldte knudepunkter. Teknisk Udvalg har derfor besluttet at se nærmere på muligheden for etablering af knudepunkter på et senere udvalgsmøde.

Fakta: Ruteændringer efter høring

  • Rute 296 - Tvis via Mejdal
    Flytning af afgange midt på dagen som foreslået af Tvis Borgerforening.
     
  • Rute 298 - Døesvej og Thorsvej
    Udvidelse med to afgange på hverdage og betjening af Slotsgade på udvalgte afgange på hverdage.
     
  • Rute 270 Holstebro - Thorsminde
    Udvidelse med én afgang på skoledage mellem 16:08 og 18:08, fredagsbetjening på alle skoledage, ekstra afgang om formiddagen på skoledage og flexbus på skolefridage.
     
  • Rute 283 - Holstebro - Borbjerg - Ryde
    Betjening via Majgårdvej og Lægårdvej opretholdes.

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X