Ny brintaftale: Et skridt nærmere et grønt eksporteventyr

12. april 2024

Klima Politik Forsyning

Den brintaftale, som fastlægger rammer for finansiering og regulering af det brintrør, der skal løbe fra Nordjylland til den tyske grænse - via Holstebro, er en afgørende forudsætning for, at potentialerne kan forløses. Med aftalen er de tre nordvestjyske kommuner et væsentligt skridt nærmere det grønne eventyr.

De tre borgmestre fra Klog Energi-konferencen på Christiansborg, hvor bl.a. Struer, Lemvig og Holstebros kompetencer og stedbundne kvaliteter blev fremhævet. Foto: Mads Krabbe

Struer, Lemvig og Holstebro Kommuner har igennem lang tid arbejdet på at sikre, at bl. a. brintrørføringens infrastruktur kom så tæt på Nordsøen som muligt. 

Glæde over aftalen

I alle tre kommuner er der stor tilfredshed med og anerkendelse af aftalen med at sikre en bæredygtig og effektiv brintinfrastruktur. 

-Denne aftale åbner dørene for et nyt, grønt eksporteventyr og lokal vækst, og det er et afgørende skridt i den rigtige retning for os i. Vi glæder os over, at klimaminister Lars Aagard er lykkedes med at få aftalen i hus nu. Der er ingen tvivl om, at hastighed er et vigtigt element i den videre proces, siger borgmester H.C. Østerby på vegne af de tre borgmestre.

Det er regeringen og en række partier, der står bag aftalen, der bl.a. afgør, hvordan udgifterne til brintrøret til ca. 15 mia. kr. skal fordeles. En del af beløbet finansiers af staten, mens en del af udgifterne skal finansieres af brintproducenterne. Nu går et arbejde i gang med at få lavet aftalerne med de private producenter.

Infrastruktur har uendelig stor betydning

Holstebro Kommune har sammen med Struer Kommune og Lemvig Kommune alle en stærk interesse i den kommende brintinfrastruktur. 

-Vi har arbejdet længe og målrettet på at sikre, at fremtidige forbindelser bliver etableret på den bedst mulige måde. Det, at forbindelsen kommer til Idomlund er afgørende for, at de brintproducenter, der er ved at etablere sig i Nordvestjylland, vil kunne eksportere den grønne brint til Tyskland - via brintforbindelsen, siger H.C. Østerby.

Borgmester Erik Flyvholm, Lemvig Kommune fremhæver, at der er store ambitioner i det nordvestjyske. 

-Vi oplever en stor interesse fra store virksomheder, og vi forventer en hurtig skalering af Power-to-X i vores kommuner. 10 MegaWatt i år, 150 megawatt baseret op landstrøm i 2027-28 og 3-4 GigaWatt i starten af 2030'erne, udtaler Erik Flyvholm.

De tre kommuner tog blandt andet initiativ til debatten om Klog Energi på Christiansborg i december 23. Bl.a. for at slå fast, hvilke kompetencer og sted-bundne ressourcer der er i Struer, Lemvig og Holstebro Kommuner og for at synliggøre nødvendigheden af den rigtige infrastruktur, når det kommer til brintrørets linjeføring.

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X