Kulturen til forskel

I Holstebro Kommune bygger vi bro til hinanden. Det har vi gjort siden 1274, hvor den første af slagsen så dagens lys henover Storå.

Det er en del af vores kultur: At tro på at jo kortere afstanden er mellem mennesker, desto mere åbner det op for.

Det er noget man mærker i Holstebro Kommune. Det er uanset, hvor du er. På Danmarks hyggeligste gågade. På talentakademiet. På den kongelige balletskole. På University College Holstebro. Du mærker det i skolerne. I sportshallerne, i begejstringen og rundt om på arbejdspladserne, som der i øvrigt bliver flere og flere af.

Kulturen gør en forskel. Den bevæger os. Helt bogstaveligt. Til hverdag betyder det, at vi sjældent ser tingene, som de er. Vi ser hellere, hvad de kan blive til.

Hvor nogle ser et nedlagt slagteri, ser vi en oplagt mulighed for en ny og levende bydel. Hvor nogle ser en festival, ser vi de folk, der har været sammen om at skabe den. Hvor nogle ser et stykke jord, der ser vi plads til vækst. Og hvor nogle ser en motorvej, ser vi 30 minutter mere til dig i hverdagen.

Det bringer os tilbage til det med afstandene – og måderne vi bygger bro på. Mellem det nære og alverdens kreative impulser. Mellem uddannelse og erhverv. Mellem byliv, arbejdsliv, familieliv og livet i en enestående natur mellem Limfjorden og Vesterhavet. 

Vi hører det tit. Verden virker ofte lidt mere rummelig her i Holstebro Kommune.

Hvorfor?
Fordi der er kulturen til forskel

keyboard_arrow_up