Start af privat pasningsordning
Ønsker du at starte en selvstændig privat pasningsordning, skal du i henhold til Dagtilbudsloven §78 og §79 godkendes af kommunen.
En godkendelse omfatter en godkendelse af de fysiske rammer, ansøgers personlige og faglige kvalifikationer, samt en vurdering af om forholdene i det enkelte hjem er egnede til, at der passes børn i hjemmet.
Private pasningsordninger må alene anvende betegnelsen ’privat pasningsordning’ i alle offentlige sammenhænge.
I retningslinjerne for privat pasningsordning kan du læse mere om, hvilke krav der skal være opfyldt for, at du kan blive godkendt af kommunen jf. Dagtilbudsloven §81a stk. 1-3 og §81b stk. 1-2.
Personlige egenskaber / formelle uddannelseskrav
- At ansøger har interesse for og viden om små børns behov og udvikling – evt. har en pædagogisk uddannelse.
- Der lægges vægt på ansøgers modenhed, ansvarlighed, imødekommenhed og personlige engagement i at arbejde med børn.
- At ansøger er interesseret i at skabe en god forældrekontakt.
- At hjemmet er velfungerende og harmonisk.
- At egne børn ikke udsættes for manglende muligheder og omsorg i eget hjem pga. pasning af børn.
Vurdering og godkendelsesprocedure
- Der indhentes børneattest på ansøger samt ægtefælle og hjemmeboende børn over 15 år.
- Inden første besøg udsendes retningslinjer for godkendelsesprocedure, krav til indretning af hjemmet samt forberedelsesskema til personlig samtale.
- På godkendelsesbesøget gennemgås de fysiske rammer ude og inde, og der gennemføres en samtale hvor ansøgerens personlige kvalifikationer vurderes.
- Opstart af den private pasningsordning kan ikke ske før der foreligger en endelig skriftlig godkendelse fra Holstebro Kommune.
Hjemmet
Hjemmet skal fremstå i ordentlig stand med god hygiejne i de områder, hvor børnene opholder sig.
- Børn skal passes i stueetagen med adgang til have.
- Legerummet skal være lyst og lunt, ligge tæt ved køkkenet endvidere være permanent indrettet, og rumme muligheder for leg og aktiviteter.
- Legerummet må ikke være egne børns værelser.
- Der skal være plads til børnenes medbragte tøj mm.
- Når barnet pusles skal det foregå i badeværelset på puslebord.
- Børnene skal spise i køkken eller køkken alrum.
- Der skal anvendes høje stole, samt stige til puslebord.
- Brændeovn, køkkenkomfur og andre varmekilder eller elektriske hjælpemidler, skal sikres så børnene ikke kommer til skade.
- Hjemmet skal være røgfrit, når der passes børn. Dette gælder den private børnepasser, dennes familie og eventuelle gæster. Lokaler der primært er indrettet som børnenes lege- og opholdsrum, skal være røgfrie hele døgnet.
- Rengøringsmidler, kemikalier og medicin skal opbevares utilgængeligt for børn.
- Særlige krav jf. Byggeloven ved dobbelt private pasningsordninger:
- Der skal være installeret et røgalarmanlæg. Røgalarmerne skal være serieforbundet, og tilsluttet elforsyning og være med batteribackup.
- Der skal være redningsåbninger (vinduer, der fører til det fri) fra alle opholdsrum.
- Der skal være 2 af hinanden uafhængige flugtveje (døre, der fører til det fri) i enheden.
Ved spørgsmål til ovenstående kan Byggeri og Ejendomme kontaktes på telefon 9611 7550.
Haven – udeområdet
- Det skal sikres, at børnene ikke frit kan bevæge sig ud på fortove, veje og offentlige arealer.
- På det godkendte og indhegnede lege- og opholdsareal må der ikke være åbent vand – eksempelvis havebassin med fisk, soppebassin eller baljer med vand.
- Hvis der er åben vand i haven, skal det indhegnes minimumshøjde 1,25 m.
- Er der vand i nærheden f.eks. nabohave, skal børnenes legeområde hegnes med minimumshøjde. 1,25 m.
- Børnenes legeområde skal indhegnes med minimum 0,90 m. Åbninger skal enten være mindre end 8,9 cm (så barnets hoved ikke kan komme igennem) eller større end 23 cm (så barnets hoved ikke kan sidde fast).
- Sandkassestørrelse minimum 2,00 x 2,50 m.
- Sandkassen skal kunne overdækkes, når den ikke bruges. Sand skiftes hvert andet år.
- Der skal være mulighed for at cykle på fliser, at spille bold på græsset osv.
- Eventuelle trapper skal være afskærmet.
Dyr i hjemmet
- Findes der dyr i den private pasningsordning, skal de være afskærmede fra børnene hele dagen. Husdyr må ikke luftes i børnenes legeområde. Mad- og vandskåle samt kattebakker må ikke være tilgængelige.
- Barnevogne skal sikres mod katte og andre husdyr
Røgfri arbejdsplads
Det er ikke er tilladt for ansatte ved Holstebro Kommune at ryge i løbet af arbejdsdagen. Reglerne gælder på og uden for Holstebro Kommunes matrikler og under transport i arbejdstiden.
Reglerne gælder for alle former for tobaksprodukter, E-cigaretter og lignende.
Håndtering af overtrædelse af forbuddet mod rygning følger de almindelige ansættelsesmæssige regler og kan dermed få ansættelsesmæssige konsekvenser.
Barnevogne
- Sengetøj og madras/underlag tages ind i huset straks efter brugen, så det forbliver tørt og varmt.
- Den tomme barnevogn står, hvis det er muligt, inde i baggangen, opvarmet garage eller opvarmet rum.
- Hvis det ikke er muligt at opfylde punkt b, skal barnevognen stå i overdækket garage/carport dækket med barnevognsovertræk.
Den personlige samtale
- Baggrunden for ønske om godkendelse.
- En beskrivelse af dagligdagen: ”Hvad kan du tilbyde børnene?”.
- Hvilke forventninger og normer ligger til grund for arbejdet med børn, og hvad lægger du selv vægt på.
- Hele familiens holdning til opstart af privat pasningsordning.
- Personlige overvejelser om eventuelt pasning af eget barn/børn sammen med børn i privat pasning.
- Husdyr i hjemmet.
- Hvad når familiemedlemmer er syge?
- Hvor kan du hente hjælp, hvis der opstår problemer?
- Hvordan kan hjemmet fungere samtidig med pasning af børn?
- Hvordan kan rummene til pasning af børnene indrettes?
- Kendskab til børns behov.
- Forældresamarbejde.
- Personlige meninger, holdninger og samarbejdsevner.
- Generelt kendskab til ordningen ’Privat børnepasning’.
- Svage/stærke sider.
- Tavshedspligt efter Straffelovens §152.
- Skærpet underretningspligt efter Lov om social service §153.
- Overholde gældende lovgivning vedr. Persondataforordningen.
- Tidligere arbejdserfaring.
En evt. godkendelse vil afhænge af både indtrykket ved den personlige samtale, gennemgang af boligen og udeområdet. I forbindelse med godkendelsesproceduren orienteres om bl.a. tilsynsbesøg – uanmeldte og anmeldte.
Godkendelsen gives med angivelse af en fast børnenormering, og omhandler kun den besigtigede bolig. Andre lokaler kan ikke benyttes som base for modtagelsen af børn.
Ved evt. ændring af godkendt børnenormering, flytning til ny bolig, eller periodisk ophør mm. skal der indsendes skriftlig ansøgning eller orientering til sekretariatet i Børn og Unge.
Ved afslag på ansøgning fra kommunen, kan ansøger, ved en sådan afgørelse efter Lov om social service § 166, indbringe klagen for Det sociale ankenævn i Statsforvaltningen Midtjylland.
Kort orientering om Dagtilbudslovens pædagogiske læreplaner, kost og hygiejne, børnemiljø og Holstebro Kommunes Børne- og Ungepolitik.
Tilsynsfrekvens
For at imødekomme kravene i Dagtilbudsloven, vil Dagplejen, Holstebro kommune fremadrettet afvikle 4-6 årlige tilsyn hos de private pasningsordninger. Dette vil ske efter flg. ramme:
- 2 anmeldte tilsyn med udgangspunkt i barnets læring og læringsmiljø.
- 1 anmeldt myndighedstilsyn med fokus på sikkerhedsgodkendelse af de rammer, som den private pasningsordning oprindeligt er godkendt til. Dette gælder for både inde- og udemiljøer.
- 1-3 uanmeldte tilsyn som tager udgangspunkt i pkt. 1 + 2.
Det er en tilsynsførende fra Dagplejen, Holstebro kommune som varetager tilsynsopgaven.
- Indhold i tilsynet
Ifølge Dagtilbudsaftalen af d. 9. jun. 2017, gældende fra januar 2019, skal tilsynet af private pasningsordninger indholds- og omfangsmæssigt svare til tilsynet med den kommunale dagpleje.
I tilsynet med private pasningsordninger lægges der derfor vægt på:
- At der arbejdes med læring og læringsmiljøer på en måde, som indholdsmæssigt står mål med kravene til dagtilbud jf. Dagtilbudsloven. Der stilles dog ikke krav om, at den enkelte private pasningsordning skal arbejde med en egentlig pædagogisk læreplan, og den private pasningsordning kan selv beslutte tilgangen til arbejdet med læring og læringsmiljøer.
- Læringsmiljøet i den private pasningsordning skal tilrettelægges således, at barnets kropslige, motoriske, sociale, emotionelle og kognitive læring understøttes.
- Den private børnepassers kompetencer: formår hun/han at omsætte råd og vejledning til praksis, udvikle barnet, reagere på og opfylde barnets behov, yde omsorg og respondere positivt på barnets signaler.
I Holstebro Kommune udføres tilsyn med private pasningsordninger på baggrund af retningslinjerne for den kommunale dagpleje. Det betyder, at der konkret føres tilsyn med at:
- de fysiske rammer og det pædagogiske indhold i tilbuddet er egnet til målgruppen.
- sproget i den private pasningsordning er dansk – herunder at den private passer har tilstrækkelige sprogkundskaber til at kunne udvikle barnets dansksproglige kompetencer.
- den private pasning tilrettelægges, så børn sikres medbestemmelse, medansvar og forståelse for demokrati.
- der opnås optimal sikkerhed både indendørs og udendørs i den enkelte pasningsordning.
- der er opmærksomhed på børns, sundhed, hygiejne og røgfri miljø.
Tilsyn med private pasningsordninger udøves endvidere på baggrund af den konkrete pasningsaftale mellem forældre og den private pasningsordning, som kommunen har godkendt.
Får kommunen kendskab til at forholdene i en privat pasningsordning er bekymrende eller kritisable, kan tilsynet intensiveres. En allerede udstedt godkendelse kan inddrages i tilfælde af uforsvarlige forhold, eller hvis kritisable forhold ikke forbedres.
Registrering
Dagplejekonsulenten registrerer alle tilsyn som journalnotater.
Læs om vores behandling af dine oplysninger under databeskyttelse
Godkendelse af vikar varetages af den kommunale tilsynsførende.
Udgangspunktet for godkendelse er, at den private børnepasser, der indgår aftale med forældrene, passer barnet hovedparten af tiden.
Brug af vikar i private pasningsordninger vil være af midlertidig karakter, hvor den private børnepasser har fravær af kortere varighed f.eks. i forbindelse med ferie, almindeligt sygefravær og kursusdeltagelse.
Vikaren skal være godkendt for så vidt angår vikarens personlige og faglige kvalifikationer og pasningen skal foregå i den private børnepassers hjem, der er godkendt.
I forbindelse med godkendelsen af vikaren skal der indhentes børneattester på denne.
Forældrene skal altid oplyses om, hvornår vikaren passer børnene.
Det er den private børnepasser, der skal oplyse forældrene, hvem der er godkendt vikar samt hvornår vikaren benyttes.
Driver du en privat pasningsordning, er du selvstændig erhvervsdrivende. Det betyder, at du selv står for administrationen og bl.a. er ansvarlig for at:
- sætte rammerne for pasningstilbuddet
- søge børn og indgå skriftlig pasningsaftale med forældrene
- sætte pris for hvad en plads i din pasningsordning koster
- sørge for opkrævning fra forældrene
- indberetning til SKAT
- tegne de nødvendige forsikringer
Er du interesseret, eller har du spørgsmål vedr. godkendelse af en privat pasningsordning kan du kontakte Dagplejen på tlf. 9611 5140. Her kan du også rekvirere et ansøgningsskema.
Har du spørgsmål vedr. selve ordningen eller beregning og udbetaling af tilskud, kan du kontakte sekretariatet i Børn og Unge.
Børn og Unge
Sekretariat
lock Send Digital Post (borger)mail boern.unge@holstebro.dk
phone 96117536
Kirkestræde 11
7500 Holstebro