Styrelsesvedtægt

Her finder du styrelsesvedtægterne for Holstebro Kommune.

 

 

§ 1

Holstebro Byråd består af 27 medlemmer.

Stk. 2 Byrådet vælger en borgmester og en første og anden viceborgmester, jf. § 6 i lov om kommunernes styrelse (i det følgende kaldet styrelsesloven).

§2

De nærmere regler om forberedelse, indkaldelse og afholdelse af byrådets møder fastsættes i byrådets forretningsorden (i det følgende kaldet forretningsordenen), jf. Styrelseslovens § 2.

§ 3

De nærmere regler om borgmesterens opgaver i forbindelse med byrådets møder fastsættes i forretningsordenen, jf. Styrelseslovens §§ 8 og 30.

§ 4

Borgmesteren varetager de funktioner, som øverste daglige leder af kommunens samlede administration, der fremgår af styrelseslovens kapitel IV.

Stk. 2 Borgmesteren drager omsorg for, at der om sager, der hører under et udvalgsområde, indhentes de nødvendige erklæringer fra udvalget, inden byrådet træffer beslutning i sagen.

Stk. 3 Borgmesteren påser sagernes ekspedition, herunder, at de ekspederes uden unødvendig forsinkelse.

Borgmesteren kan af udvalgene og de ansatte forlange enhver oplysning om sager, der er underlagt dem, og om sagernes ekspedition.

§ 5

Borgmesteren drager omsorg for, at ingen udgift afholdes eller indtægt oppebæres uden fornøden bevilling, og at udgifter og indtægter bogføres i overensstemmelse med de af indenrigsministeriets og byrådet fastsatte regler.

Finder borgmesteren, at en disposition ikke har haft bevillingsmæssig hjemmel, forelægges spørgsmålet for byrådet.

§ 6

Holstebro Kommunes repræsentant i det regionale sundhedsråd er formanden for Social- og Sundhedsudvalget.

Stk. 2. Stedfortræder for formand for Social og Sundhedsudvalget i sundhedsrådet er næstformanden i Social- og Sundhedsudvalget.

Nedsættelse af udvalg og almindelige regler om udvalgenes virksomhed m.v.

§ 7

Følgende udvalg nedsættes:

  1. Økonomiudvalget
  2. Teknisk Udvalg
  3. Kultur- og Fritidsudvalget
  4. Social- og Sundhedsudvalget
  5. Børne- og Familieudvalget
  6. Natur-, Miljø- og Klimaudvalget
  7. Erhvervs- og Turismeudvalget
  8. Arbejdsmarkedsudvalget

Byrådet kan nedsætte særlige udvalg, jf. styrelseslovens § 17, stk. 4.

§ 8

Valg af medlemmer til de stående udvalg sker efter de i styrelseslovens §§ 24, stk. 3, 25 og 27 anførte regler.

§ 9

De i § 7 anførte regler, finder tillige anvendelse ved kommunalbestyrelsens valg af medlemmer til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende, jf. styrelseslovens § 25.

§ 10

For hvert udvalg føres en beslutningsprotokol, hvori udvalgets beslutninger indføres.

Beslutningsprotokollen underskrives efter hvert møde af de medlemmer, der har deltaget i mødet.

Ethvert af disse medlemmer kan forlange sin afvigende mening kort tilført i beslutningsprotokollen og ved sager, der af udvalget skal fremsendes til anden myndighed, kræve, at denne samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen. Det pågældende medlem kan ved sagens fremsendelse ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt.

§ 11

Hvis et stående udvalg agter at foretage dispositioner, der berører et andet udvalgs område, skal der inden iværksættelsen forhandles med dette udvalg, i fornødent omfang med inddragelse af borgmesteren, jf. Styrelseslovens §§ 21, stk. 2 og 31 a.

§ 12

De stående udvalg drager omsorg for at bevillinger og rådighedsbeløb, der er tildelt udvalget, ikke overskrides.

Udvalgene foretager indstilling til byrådet gennem Økonomiudvalget, hvis yderligere bevillinger er ønskelige eller nødvendige.

§ 13

Økonomiudvalget består af borgmesteren, der er formand for udvalget, samt 10 af byrådets øvrige medlemmer.

Stk. 2 Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af de anliggender, der er underlagt det i medfør af styrelseslovens §§ 18, og 21 samt kapitel V.

Stk. 3 Udvalget varetager forvaltningen af løn- og personaleforhold inden for ethvert af kommunens administrationsområder.

Udvalget fastsætter regler for borgmesterens og administrationens behandling af personalesager.

Stk.4 Udvalget varetager forvaltningen af og fastsætter regler for kommunens informations- og kommunikationsteknologi – herunder spørgsmålet om datasikkerhed.

Stk. 5 Udvalget er byrådets planlægningsudvalg og varetager i den forbindelse kommunens økonomiske planlægning og har ansvaret for kommuneplanlægningen samt for en samordnet løsning af kommunens planlægningsopgaver.

Udvalget fastlægger de fælles planforudsætninger og bistår de stående udvalg med tilvejebringelse af det nødvendige grundlag for udvalgenes planlægningsopgaver. Udvalget fastsætter generelle forskrifter for planernes tilvejebringelse.

Udvalget drager omsorg for udarbejdelse af økonomiske konsekvensvurderinger af de udarbejdede planforslag og foretager indstilling til byrådet om planforslagene.

Udvalgets erklæring indhentes om enhver sag, der vedrører kommunens overordnede planlægningsopgaver, inden sagen forelægges byrådet til beslutning.

Stk. 6 Udvalget varetager forvaltningen af:

  • udlejning af kommunale bygninger
  • køb, salg og pantsætning af fast ejendom
  • it og kommunikation herunder markedsføring
  • andre kommunale anliggender, herunder mellemkommunale, regionale og nationale forhold for så vidt de ikke i denne vedtægt er henlagt til andre udvalg, jf. Styrelseslovens § 18, stk. 5
  • lov om borgerservice
  • samarbejdet med Nordvestjyllands Brandvæsen I/S.

Stk. 7 Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet:

  • vedr. kommunens kasse- og regnskabsregulativ, jf. styrelseslovens § 42
  • vedr. kommunens organisation, styrelsesvedtægt og forretningsorden
  • vedr. anlægsarbejder og projekter til bygge- og anlægsarbejder, jf. ”Byggestyring af kommunale bygninger”.

Stk. 8 Udvalget forhandler i fornødent omfang med et stående udvalg inden iværksættelsen af foranstaltninger af væsentlig betydning for det pågældende udvalg.

Stk. 9 Økonomiudvalget fastsætter regler om:

  • indberetninger fra den kommunale administration med henblik på udvalgets udøvelse af budget- og bevillingskontrol, jf. stk. 10
  • I hvilket omfang kommunens værdier skal forsikres
  • Samordning af kommunens indkøbsfunktioner
  • Byggestyring af kommunale bygninger.

Stk. 10 Økonomiudvalget fører tilsyn med:

  • at forvaltningen af økonomiske midler sker i overensstemmelse med Byrådets beslutninger og i øvrigt på forsvarlig måde
  • at forvaltningen af kommunens kasser og kommunens regnskabsføring er forsvarlig
  • at de på årsbudgettet meddelte bevillinger og rådighedsbeløb samt de ved særlig beslutning bevilgede beløb ikke overskrides uden byrådets samtykke
  • at kommunens arkivalier opbevares på betryggende måde, jf. "Lov om offentlige arkiver m.v."
  • løn- og ansættelsesforhold for personale i selvejende institutioner, jf. Styrelseslovens § 67.

§ 14 Teknisk Udvalg

Teknisk Udvalg består af 7 medlemmer.

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af de kommunale opgaver på det tekniske område, på trafik- og parkområdet, på bygge- og anlægsområdet, herunder:

  • administration af den i kommune- og lokalplaner fastlagte planlægning
  • byggesagsadministration
  • kollektiv trafik herunder afvikling af koordineret kørsel under Social og Sundhedsudvalget og Børne- og Familieudvalget
  • offentlige og private veje
  • parker og grønne anlæg
  • administration af boligreguleringslovens kap. VII.
  • administration af de kommunale bygninger og anlæg
  • udlån og udleje af sognegårde I forsamlingshuse
  • udlejning af kommunale arealer
  • administration af byfornyelse
  • gennemførelse af kommunens bygge- og anlægsarbejder herunder byggemodninger, dog undtaget bygge­ og anlægsarbejder, som er henlagt til selvejende institutioner, kommunale og fælleskommunale selskaber
  • samarbejde inden for udvalgets område med andre kommuner, private, selvejende institutioner, interesseorganisationer og myndigheder
  • bygningsvedligeholdelse, jf. Retningslinjer for Fælles Ejendomscenter fastsat efter § 13, stk. 9
  • vandrehjem
  • campingpladser.

Stk. 3 Udvalget udarbejder forslag og foretager indstillinger til byrådet om:

  • Planer og strategier inden for udvalgets område som er af væsentlig betydning for udvalget, jf. § 13, stk. 8 lokalplaner i overensstemmelse med kommuneplanlægningen
  • byfornyelsesplaner i samarbejde med økonomiudvalget
  • projekter for bygge- og anlægsarbejder vedr. institutioner og andre anlæg under udvalgets område.

§ 15 Kultur- og Fritidsudvalget

Kultur- og Fritidsudvalget består af 5 medlemmer.

Stk. 2 Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunale opgaver inden for kultur- og fritidsområderne, herunder:

  • folkeoplysningen
  • lokalradio/-fjernsyn
  • biblioteksvæsen
  • museumsforhold
  • musikskoler og andre musikaktiviteter
  • skoler med andet kunstnerisk formål
  • teater- og biografforhold
  • events på Kultur– og Fritidsområdet herunder Byfestival m.v.
  • svømmehaller og friluftsbade
  • Udlån og udleje af idrætsanlæg
  • Udlån og udleje af sportshaller
  • udlån og udleje til foreninger m.v. af lokaler i kommunale ejendomme under udvalgets område
  • samarbejde inden for udvalgets område med andre kommuner, private- og selvejende institutioner, interesseorganisationer og myndigheder
  • prioritering og uddeling af puljemidler på Kultur– og Fritidsområdet.

Stk. 3 Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet om:

  • Planer og strategier inden for udvalgets område som er af væsentlig betydning for udvalget, jf. § 13, stk. 8
  • regler for udlån og udleje af lokaler i kommunale ejendomme og for tilskud til foreninger m.v. under udvalgets område
  • anlægsplaner og projekter til bygge- og anlægsarbejder, jf. de af Økonomiudvalget fastsatte retningslinjer.

§ 16 Social- og Sundhedsudvalget

Social- og Sundhedsudvalget består af 7 medlemmer.

Stk. 2 Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunale, sociale og sundhedsmæssige opgaver inden for nedennævnte områder:

  • fysisk/psykisk handicappede borgere, herunder socialrådgivning
  • indsats for udviklingshæmmede borgere, herunder socialrådgivning
  • hjemmehjælp, herunder visitation af hjemmehjælpsydelser
  • madservice
  • hjemmepleje/sygepleje
  • hjælpemidler
  • rehabilitering og genoptræning
  • plejeboliger/plejehjem, dagcenter og dagtilbud
  • ældre-/handicapvenlige boliger
  • sikringsydelsesopgaverne
  • misbrugssager, i det omfang disse ikke måtte være omfattet af arbejdsmarkedslovgivningen
  • forebyggelse og sundhedsfremme
  • selvejende institutioner inden for udvalgets område, herunder krisecenter for voldsramte kvinder
  • samarbejde inden for udvalgets område med andre kommuner, private, selvejende institutioner, interesseorganisationer og myndigheder
  • det Nære Sundhedsvæsen

Stk. 3 Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet om:

  • Planer og strategier inden for udvalgets område som er af væsentlig betydning for udvalget, jf. § 13, stk. 8
  • anlægsplaner og projekter til bygge- og anlægsarbejder, jf. de af Økonomiudvalget fastsatte retningslinjer.

§ 17 Børne- og Familieudvalget

Børne- og Familieudvalget består af 7 medlemmer.

Stk. 2 Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunale opgaver for børn og unge op til 18 år (samt ungestøtte op til det 23. år), herunder betalingsspørgsmål vedrørende:

  • dagtilbud, herunder dagpleje, institutioner og specialtilbud
  • klubtilbud
  • folkeskoleområdet og øvrige grundskoleområde, herunder specialundervisning og SFO
  • tilsyn med kommunale, private og frie dagtilbud og skoler
  • handicapområdet for børn og unge
  • SSP
  • ungdomsskole
  • ungdommens uddannelsesvejledning (UU)
  • sundhedsplejen
  • den almene børnetandpleje, herunder tandregulering samt omsorgs- og specialtandplejen
  • pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR)
  • døgninstitutioner, opholdssteder og støttende indsatser.

Stk. 3 Udvalget varetager samarbejdet inden for udvalgets område med andre kommuner, private, selvejende institutioner, interesseorganisationer og myndigheder.

Stk. 4 Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet om:

  • Planer og strategier inden for udvalgets område som er af væsentlig betydning for udvalget, jf. § 13, stk. 8 anlægsplaner og projekter til bygge- og anlægsarbejder, jf. de af Økonomiudvalget fastsatte retningslinjer.

§ 18 Natur-, Miljø og Klimaudvalget

Natur-, Miljø- og Klimaudvalget består af 5 medlemmer.

Stk. 2 Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver inden for det natur-, miljø- og klimamæssige område, herunder

  • administration af den fysiske planlægning i det åbne land
  • miljøbeskyttelse
  • naturbeskyttelse
  • klimatilpasning
  • jordforurening
  • skove- og naturområder
  • grundvand
  • råstoffer
  • skadedyrsbekæmpelse
  • spildevandsanlæg (tilsyns- og myndighedsopgaver)
  • affaldsforhold og renovationsforhold (tilsyns- og myndighedsopgaver)
  • vandforsyning (tilsyns- og myndighedsopgaver)
  • varmeforsyning (tilsyns- og myndighedsopgaver), herunder strategisk energiplanlægning
  • takster og legalitetskontrol af forsyningsvirksomheder
  • vandløb og søer
  • samarbejde med offentlige myndigheder samt private, interesseorganisationer og selvejende institutioner inden for udvalgets område
  • kystbeskyttelse.

Stk. 3 Udvalget udarbejder forslag og foretager indstillinger til byrådet om:

  • Planer og strategier inden for udvalgets område som er af væsentlig betydning for udvalget, jf. § 13, stk. 8 projekter for bygge- og anlægsarbejder, jf. de af Økonomiudvalget fastsatte retningslinjer
  • Miljøvurderingsloven jf. den kommunale delegationsplan.

§ 19 Arbejdsmarkedsudvalget

Arbejdsmarkedsudvalget består af 5 medlemmer.

Stk. 2 Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver inden for det arbejdsmarkedsmæssige område, herunder:

  • kontanthjælp
  • sygedagpenge herunder også sager om regres
  • fleksjob
  • ledighedsydelser
  • revalideringsydelser
  • integrationsydelser
  • førtidspensioner og enkeltydelser efter lov om aktiv socialpolitik
  • veteranindsatsen
  • boligsikring/boligydelse og beboerindskud.

Stk. 3 Udvalget varetager tillige opgaver inden beskæftigelsesindsatsen for ledige, herunder:

  • iværksættelse af beskæftigelsesfremmende tilbud
  • servicering af virksomhederne i forhold til arbejdskraft
  • opgaver vedr. danskuddannelse til voksne udlændinge
  • integrationsindsats
  • samarbejde med offentlige myndigheder samt private, interesseorganisationer og selvejende institutioner inden for udvalgets område.

Stk. 4 Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet om:

  • Planer og strategier inden for udvalgets område som er af væsentlig betydning for udvalget, jf. § 13, stk. 8
  • anlægsplaner og projekter til bygge- og anlægsarbejder, jf. de af Økonomiudvalget fastsatte retningslinjer.

§ 20 Erhvervs- og Turismeudvalget

Erhvervs- og Turismeudvalget består af 7 medlemmer.

Stk. 2 Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af:

  • generelle erhvervs, beskæftigelsesmæssige og uddannelsesmæssige forhold, som ikke ved denne vedtægt er henlagt til noget andet udvalg
  • erhvervsfremmende tiltag
  • generelle turistmæssige forhold - herunder overordnet markedsføring
  • landdistriktsudvikling (LAG)
  • events med fokus på Erhverv og Turisme
  • Erhvervshus Midtjylland  
  • Thorsminde Havn
  • Holstebro-Struer Havn
  • støttet boligbyggeri.

Stk. 3 Udvalget arbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet

  • Planer og strategier inden for udvalgets område som er af væsentlig betydning for udvalget, jf. § 13, stk. 8
  • Vedr. anlægsplaner og projekter til bygge- og anlægsplaner, jf. de af Økonomiudvalget fastsatte retningslinjer.

§ 21

Der etableres en borgerrådgiverfunktion, som administreres direkte under Byrådet, jf. Styrelseslovens § 65e.

Stk. 2 Borgerrådgiverfunktionen varetager opgaver vedrørende rådgivning og vejledning af borgerne og vedrørende tilsyn med kommunens administration efter de af Byrådet nærmere fastsatte rammer.

Stk. 3 Lederen af borgerrådgiverfunktionen ansættes og afskediges af Byrådet.

§ 22

Formanden for Teknisk udvalg oppebærer et vederlag, som udgør 20 pct. af borgmesterens vederlag.

Stk. 2 Formanden for Kultur- og Fritidsvalget oppebærer et vederlag, som udgør 20 pct. af borgmesterens vederlag.

Stk. 3 Formanden og næstformanden for Social- og Sundhedsudvalget oppebærer vederlag, som udgør henholdsvis 22,9 pct. og 5 pct. af borgmesterens vederlag.

Stk. 4 Formanden og næstformanden for Børne- og Familieudvalget oppebærer et vederlag, som udgør henholdsvis 22,9 pct. Og 5 pct. af borgmesterens vederlag.

Stk. 5. Formanden for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 20 pct. af borgmesterens vederlag.

Stk. 6 Formanden for Arbejdsmarkedsudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 20 pct. af borgmesterens vederlag.

Stk. 7. Formanden for Erhverv- og Turismeudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 20 pct. af borgmesterens vederlag.

Stk. 8 Formanden og næstformanden for Børne- og ungeudvalget nedsat i henhold til Retssikkerhedslovens § 18 oppebærer et vederlag på henholdsvis 10 pct. og 3,395 pct.

Stk. 9 Ophør af de i § 22, stk. 1–8 nævnte vederlag følger de til enhver tid gældende regler i vederlagsbekendtgørelsen.

§ 23

Når et medlem, herunder en næstformand, af et stående udvalg på grund af formandens sygdom, ferie eller fravær af anden årsag af udvalget er konstitueret som formand i en periode på mindst 2 uger, oppebærer vedkommende i funktionsperioden vederlag efter samme regler som formanden, jf. § 22 stk. 1 - 8.

Stk. 2 Funktionsvederlaget kan højst oppebæres i en uafbrudt periode på 9 måneder.

§ 24

Denne vedtægt træder i kraft den 1. januar 2026.

Stk. 2 Forslag til ændringer i denne vedtægt skal behandles i to byrådsmøder med mindst 6 dages mellemrum. Vedtagne ændringer skal indsendes til Ankestyrelsen, som varetager tilsynet med Holstebro Kommune.

Således vedtaget på Byrådets møder d. 24. november 2025 og 1. december 2025.