Få styr på angsten
Få styr på angsten er et gruppeforløb rettet mod angst og ængstelighed til forældre med børn i 1.-6. klasse.
Angst er en normal del af livet og helt naturligt for børn i bestemte udviklingsperioder. Men nogle børn oplever, at det er plagsomt og griber forstyrrende ind i deres dagligdag. Det kan betyde, at der er ting, barnet ikke kan gøre, selvom det egentlig gerne vil og burde kunne i forhold til sin alder.
Om forløbet
- Få styr på angsten er et selvhjælpsprogram. Det er målrettet forældre med børn i 1.-6. klasse, der viser tegn på let til moderat angst.
- Forældre deltager i et 10 ugers gruppeforløb, hvor I mødes med andre forældre ved to eftermiddagsworkshops. Derudover består programmet primært af hjemmetræning med jeres barn ved hjælp af manualer.
- I vil hver uge modtage beskeder og opgaver. Hver uge er der fokus på et nyt behandlingstema gennem konkrete øvelser og anbefalinger fra de udleverede manualer. Der skal afsættes mindst 1 time hver uge derhjemme til at gennemgå hvert tema. Derudover skal I afsætte tid til at øve de nye færdigheder.
- Forløbet varetages af psykologer.
Hvordan kommer du i betragtning?
Hvis du ønsker at komme i betragtning til et forløb, kan du kontakte os via kontaktformularen. Du vil herefter blive kontaktet af en medarbejder fra det Lettilgængelige Behandlingstilbud, Videncenter Børn og Unge indenfor 10 hverdage (med undtagelse af skolernes lukkedage/ferie).