Landting (N-vådområde)
Undersøgelsesområdet udgøres af arealer omkring en strækning af vandløbene Svenstrup Å, Råstgård Bæk og Landting Å nordvest for Vinderup.
Svenstrup Å deler sig i dag i to i et fordeler bygværk, hvor ca. halvdelen af vandføringen ledes til henholdsvis Landting å og Skærbæk Å. Der er igangsat en forundersøgelse af et vandløbsprojekt, der undersøger muligheden for at ændre fordelingen så hovedparten af eller hele vandføringen ledes til Landting Å.
Området bliver i dag primær brugt til landbrugsdrift, hvor arealerne anvendes til både dyrkning af afgrøder og græsning.
Status
Staten har i starten af 2026 givet tilsagn om økonomiske midler til at undersøge mulighederne for at etablere vådområdet. Af midlerne kommer 80 % fra EU og 20 % fra Miljøministeriet.
I perioden frem mod efteråret 2027 vil der blive udarbejdet:
- En teknisk forundersøgelse, som skal afdække, om et projekt i praksis kan lade sig gøre.
- En ejendomsmæssig forundersøgelse, der skal beskrive lodsejernes holdning og ønsker til projektet.
Formålet med projektet er at fjerne kvælstof fra vandmiljøet, og det gennemføres som en del af Vandområdeplanernes indsats for at reducere udledningen af kvælstof til Venø Bugt. Du kan læse mere om vandområdeplanerne her og mere om vådområdeprojekter.
Undersøgelsesområdet er på ca. 174 ha og berører 23 lodsejere. Den anslåede kvælstofreduktion er på ca. 8,7 tons/år.
Holstebro Kommune har identificeret området på baggrund af bl.a. en grundig teknisk områdescreening, og de konkrete lodsejere er blevet informeret enten via et lodsejermøde eller pr. telefon, samt alle via breve. Konklusionen var, at kommunen kunne arbejde videre med projektet.
Projektområdets afgrænsning skal kun betragtes som et udgangspunkt for at kunne lave forundersøgelsen, og den kan ændre sig i forbindelse med at undersøgelserne bliver udarbejdet.
En forundersøgelse opdeles i to kategorier med hver deres fokus:
- En teknisk forundersøgelse (TFU)
- En ejendomsmæssig forundersøgelse (EFU).
Den tekniske forundersøgelse går ud på at afklare, om det rent teknisk kan lade sig gøre at vådlægge projektområdet. Ved for eksempel at stoppe dræningen, uden at det vil påvirke dræning af arealer uden for projektområdet. Forundersøgelsen kan medføre, at området bliver tilpasset, så det enten bliver større eller mindre ift. den oprindelige afgrænsning. Der laves desuden beregninger af, hvor meget kvælstof og fosfor projektet kan tilbageholde.
I den ejendomsmæssige forundersøgelse bliver alle berørte lodsejere interviewet, og svarene deles kun (anonymiseret) med kommunen og staten (ifm. afrapporteringen).
Interviewet har til formål at undersøge, hvad hver enkelt lodsejers umiddelbare holdning er til projektet og at afdække hvordan der kan kompenseres, og lodsejernes umiddelbare- og ikke bindende ønsker dertil. EFU’en kan på samme måde som TFU’en resultere i at projektafgræsningen bliver tilpasset.
Når forundersøgelserne er færdig, bliver resultaterne præsenteret for de involverede lodsejere på et fælles møde, og derefter tages der stilling til, om kommunen skal søge om midler til at gennemføre projeket. I den vurdering indgår resultaterne af de to forundersøgelser, økonomi og miljømæssige forholde, samt hvad der evt. gives udtryk for blandt lodsejerne på mødet.
Forundersøgelse og eventuel gennemførelse af projektet styres af Holstebro Kommune, men betales af Staten og EU. Miljøstyrelsen vurderer projektets faglige kvalitet, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøbevilger tilskuddet, og midler kommer fra Staten og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.
Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne
Danmark og Europa investerer i landdistrikterne