Social Vejviser - Akut psykisk krise 

Her finder du information om tilbud, som du kan kontakte nu og her, hvis du har brug for hjælp. Eksempelvis i forbindelse med depression, angst, hjemløshed, skilsmisse eller andet. 
Enkelte af tilbuddene kræver, at din kontakt går gennem en fagperson. Det vil fremgå, hvis det er tilfældet.

Det sociale akuttilbud

Det Sociale Akuttilbud tilbyder akut støtte, omsorg og rådgivning til voksne over 18 år, der oplever psykisk krise eller psykisk sårbarhed. Du kan få hjælp, uanset om du har en diagnose, står i en livskrise eller er ramt af en pludselig svær hændelse.

I akuttilbuddet tilbyder vi samtaler ved personligt fremmøde (efter aftale) eller telefonisk. Vi kan bl.a. hjælpe dig med at skabe overblik, lave en kriseplan og finde relevante offentlige eller frivillige tilbud.

For dig, der har brug for særlig tryghed og stabilitet, er der mulighed for overnatning i 1-3 døgn.

Et ophold erstatter ikke indlæggelse, men kan nogle gange forebygge det.

Under et ophold skal du skal kunne samarbejde med medarbejderne og klare almindelige daglige gøremål. Vi kan ikke tilbyde overnatning til borgere, der:

  • Er i akut selvmordsrisiko
  • Har udadreagerende adfærd
  • Er i aktivt misbrug

Du kan ringe til akuttilbuddet alle dage kl. 08.00–22.00 på tlf. 96115070.

Adresse: V.F. Welschs Vej 15, 7500 Holstebro (fysisk adskilt fra botilbuddet på samme adresse)

Psykologkontakten

Holstebro Kommune tilbyder gratis, anonym psykologhjælp i forhold til 2 forskellige områder:

  • Mistrivsel blandt unge mellem 16-24 år
  • Rusmiddelindsats (alkohol og stoffer)

Tilbuddet er forebyggende. Det vil sige, at hvis man allerede er i behandling, skal man fortsætte i det forløb. Psykologkontakten kræver ingen henvisning, og man kan få op til 5 samtaler.

Det er altid muligt at ringe til Psykologkontakten, og svarer vi ikke, er du velkommen til at lægge en besked på telefonsvareren med dit navn og telefonnummer. Så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Du kan ringe til Psykologkontakten på tlf. 96115078.

Adresse: Danmarksgade 24, 7500 Holstebro

Hjemmeside: www.holstebro.dk/psykologkontakten 

Psykiatrisk rådgivningstelefon

Psykiatrisk Rådgivningstelefon tilbyder hele døgnet anonym rådgivning til patienter og pårørende.

Rådgiverne er erfarne psykiatriske medarbejdere, der tilbyder vejledning i forhold til, hvor du kan henvende dig for at få hjælp.

Tlf: 7847 0470

Sådan kommer du i kontakt med psykiatrisk rådgivningstelefon

Internetpsykiatri

Tilbud til dig, der har let eller moderat angst eller depression.

Tilgå oplysningerne via dette link - www. internetpsykiatrien.dk

Team for Selvmordsforebyggelse

Team for Selvmordsforebyggelse er en del af Regionspsykiatrien Gødstrup. 

Hvis du har tanker om selvmord eller har forsøgt selvmord, kan du få hjælp i teamet. Team for Selvmordsforebyggelse tilbyder op til 8 samtaler med en psykolog. Der er ikke krav om henvisning fra egen læge. Du eller dine pårørende kan henvende jer direkte. Tilbuddet er for både børn, unge og vokse.

Læs mere på Teamets hjemmeside: www.psykiatrien.rm.dk/selvmordsforebyggelse/

Adresse: Regionspsykiatrien Gødstrup, Hospitalsparken 15, 7400 Herning

Psykiatriens afdelinger i Gødstrup ligger i fløj S, T, U og V.

Livslinien

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, har du mulighed for at søge hjælp hos Livslinien. Du kan også kontakte Livslinien, hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på tlf. 70201201 alle årets dage fra kl. 11-05.

Du kan også kontakte Livsliniens chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag og søndag kl. 13-17.

Læs mere om de forskellige muligheder for støtte på Livsliniens hjemmeside: www.livslinien.dk

Offerrådgivningen

Som offer, vidne eller pårørende kan du modtage gratis og anonym rådgivning hos Offerrådgivningen døgnet rundt. Baggrunden for din henvendelse kan f.eks. være et overfald, en voldtægt eller en ulykke.

Du kan ringe til eller chatte med Offerrådgivningen. I kan også aftale en video-rådgivning eller et fysisk møde. På hjemmesiden kan du se de forskellige lokalafdelinger.

Offerrådgivningen kan kontaktes døgnet rundt på tlf. 116 006.

Læs mere på: www.offerraadgivning.dk

 

Skovvang - forsorgshjem

På Skovvang er der mulighed for en plads på herberget, hvis du er hjemløs eller af forskellige årsager ikke kan opholde dig i din bolig. Herberget fungerer efter ”selvmøder-princippet”. Det vil sige, at du kan tage direkte kontakt ved at ringe eller møde op.

Du kan kontakte Skovvang på tlf. 96113636.

Adresse: Herningvej 74, 7500 Holstebro

Hjemmeside: www.skovvang.dk