Hyldgården – Hus 9 og 29

Hyldgårdens hus 9 og 29 er et døgndækket længerevarende botilbud for voksne med udviklingshæmning med særligt behov for støtte og skærmning.

Husets fokus

I Hus 9 og 29 arbejder vi for at skabe et meningsfuldt hverdagsliv for beboerne med en så høj grad af mestring og selvstændighed som muligt. Den daglige struktur er i høj grad tilpasset den enkeltes behov og med stor vægt på trivsel og glæde i et hjemligt miljø.

Målgruppe 

Målgruppen er borgere over 18 år med udviklingshæmning. Borgerne har alle et særligt behov for støtte og skærmning for at kunne få dagligdagen til at fungere.

I dagtimerne i hverdagen deltager beboerne i dagtilbud. Dagsbeskæftigelsen foregår både på Hyldgården, på ture ud af huset, samt i Center for Handicaps Aktivitetstilbud. I begge huse startes der med morgensang, for at gøre overgangen genkendelig.

Borgerne i Hus 9 tilbydes forskellige aktiviteter, afhængig af hvilken ugedag det er. Af aktiviteter kan nævnes wellness, som kan indeholde pædagogisk massage og brug af terapibadet i Center for Handicaps Aktivitetstilbud. Der tilbydes desuden handicapridning, aktiviteter med musikkuffert, samt turdag, hvor der køres ud i det blå. Turene kan gå til en legeplads, strand m.m. 

Borgerne i Hus 29 tilbydes ligeledes forskellige aktiviteter, afhængig af hvilken ugedag det er. Her er der også turdag, samt dagsaktiviteter som handicapridning, terapibad, motorikrum, samt fredagsmusik. De fleste af disse aktiviteter foregår i Center for Handicaps Aktivitetstilbud.

Når borgerne er færdige med deres dagsaktiviteter, har medarbejderne fokus på at give rum til afslapning. Eftermiddagsaktiviteterne kan også indeholde gå- og cykelture, samt spil og aktiviteter på legepladsen ved Hyldgården. Derudover kan eftermiddagen bruges på rengøring, køkkenarbejde, vasketøj mv. Langt de fleste aktiviteter er ugentlige for at sikre den genkendelighed og tryghed, som er nødvendig for borgernes trivsel. I weekenden, og til højtider, tilrettelægges særlige aktiviteter.

Med en recovery orienteret tilgang ønsker Hus 9 og 29 som det helt grundlæggende i den faglige indsats at have fokus på den enkelte borgers håb og drømme. Det betyder, at medarbejderne er nysgerrige på borgerens ”indefra-perspektiv” og ide om det gode liv.

Foruden den recovery orienterede tilgang arbejder medarbejderne i Hus 9 og 29 ud fra den neuropædagogiske tilgang, hvor medarbejderne tager udgangspunkt i den enkelte borgers funktionsnedsættelse og muligheden for at tilrettelæge den faglige indsats med afsæt i borgerens ressourcer.

De faglige tilgange kommer til udtryk gennem forskellige metoder:

  • KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Praksis)
  • Sensorisk profil
  • Pædagogisk massage
  • Tegn Til Tale

Hyldgården ligger i naturskønne omgivelser med bl.a. Vandkraftssøen inden for nær afstand.

Hus 9 er et nyere byggeri fra 2015, hvor velfærdsteknologiske løsninger er tænkt ind som en del af dagligdagen.

Hus 9 består af 11 lejligheder, mens Hus 29 rummer 10 lejligheder. Lejlighederne har stue, tekøkken, soveværelse, badeværelse og en lille terrasse. Lejlighederne er handicapvenlige med mulighed for installering af loftlift i soveværelse. I haven er der anlagt sansehave og aktivitetsmiljø.

21 pladser.

En høj faglig kvalitet er afgørende for at sikre, at du, som borger, får den nødvendige indsats.

Se hvordan vi fører tilsyn med den social- og sundhedsfaglige kvalitet.

Social og Sundhed

Hyldgården

mail center.handicap@holstebro.dk
phone 96116500

Mellemtoft 1
7500 Holstebro