Kongeparret besøger Holstebro

Kong Frederik X og Dronning Mary kaster glans over den officielle afslutning af Holstebros 750 års byjubilæum den 11. oktober. Og du kan være med.

Få et glimt af Kongeparret

Holstebros 750 års byjubilæum, talentudvikling og ”kultur under åben himmel” er nøgleord for programmet, hvor Kongeparret både skal bevæge sig rundt i byen på gåben, besøge de studerende på Dansk Talentakademi og indvie lydværket ”Broer i Tiden” – et event på Storebro.

Her er programmet, så du kan se, hvor der er en chance for at få et glimt af de kongelige.

Da der kommer rigtig mange mennesker, anbefaler vi, at du udvælger dig et sted at stå, og møder op i god tid, da du ikke kan være sikker på at kunne bevæge dig frit rundt mellem stederne.

Programmet i detaljer

Kl. 13.00

ved indgang til Rådhushallen

Kongeparret ankommer i bil til modtagelse på rådhuset. Dronningen får overrakt blomster.
Herefter lukket arrangement i byrådssalen med medlemmer af byrådet, fløjtenist Janne Thomsen, harpespiller Mette Nielsen og velkomsttale ved borgmester H.C. Østerby. 

Kl. 13.20

ved udgang fra Rådhushallen

Kongeparret ledsages af borgmesteren ud til bilen. Derefter afgang til Restaurant JA.

Kl. 13.30

ved Restaurant JA, Toftegade 1

Kongeparret ankommer og modtages af borgmester og 1. viceborgmester. Borgere fra institutionen og gartneriet Skovlund overrækker blomster til Dronningen. Herefter menu med forret, hovedret og dessert for Kongeparret. Arrangementet er lukket og kun for indbudte gæster. 

Kl. 14.20

ved Gåtur fra Restaurant JA til Dansk Talentakademi

Kongeparret hilser på borgerne langs ruten Toftegade – Sønderlandsgade – Den Røde Plads –Trillingsgaards Plads – Dansk Talentakademi.

Kl. 14.30

ved Dansk Talentakademi, Helgolandsgade 24

Kongeparret modtages på Dansk Talentakademi. En studerende overrækker en buket til Dronningen.
Herefter lukket arrangement, hvor Kongeparret blandt andet vises rundt af studerende og præsenteres for de forskellige studieretninger og livet på campus.

Kl. 14.50

ved Gåtur fra Dansk Talentakademi til Storebro

Kongeparret hilser på borgerne langs ruten DTA - Black Box, Musikteatret - Trillingsgaards Plads – Den Røde Plads – Storebro. Forskellige steder på gåturen er der indslag fra Holstebro Dansekompagni, Holstebro Balletskole og Operaen i Midten.

Kl. 15.00

ved Storebro og indvielse af ’Broer i Tiden’

Kongeparret hilser på publikum fra Storebro og indvier lydværket ”Broer i tiden”. Til indvielsen kan man også opleve et visuelt tilbageblik på jubilæumsårets højdepunkter og kunstneriske indslag fra både Nordisk Teaterlaboratorium, Balletskolen Holstebro og til slut en performance med Teitur, som synger jubilæumssangen "Kære Datter" akkompagneret af Ensemble MidtVest og Holstebro Musikskole.

Vigtigt om Storebro-arrangementet

Underholdningen på Storebro foregår fra en midlertidig scene. Fra to storskærme (1 og 2) kan man følge med, også selvom man står lidt længere væk fra scenen - se sort/hvid skravering.

Vi forventer, at der hurtigt bliver fyldt med publikum langs åens bred, og derfor er der rundt om i byen opstillet flere muligheder for at følge med i begivenhederne på Storebro, så flere kan få del i oplevelsen. Derfor kan man også stille sig op på Brotorvet (3), Den Røde Plads (4), eller på Trillingsgaards Plads (5), hvor der også er mulighed for at følge med på storskærm.

På den anden side af Storebro (ved Musikteatret og Slotsgade)kommer der ikke storskærm op, og man vil ikke kunne følge med i begivenhederne herfra.

Parkerings- og trafikforhold

Vi forventer mange besøgende til dagen i Holstebro. Vi vil derfor orientere løbende om trafikforhold.

Find information om trafikforhold og parkering

Presse

Pressen, der ønsker at deltage i besøget skal akkrediteres.

Ansøgningsfristen for akkrediteringen er mandag den 7. oktober kl. 12.00. Information om eventuel fordeling af poolpladser, hvor der er begrænset antal pladser, sendes til pressen inden pressebriefingen.

Du er velkommen til at kontakte kommunikationschef, Mette Mørk ved evt. spørgsmål på 29677669 eller mma@holstebro.dk