Udbud af projektgrund på Døesvej 3-5, Holstebro
Beskrivelse
Holstebro Kommune præsenterer en attraktiv mulighed for investering og udvikling af et nyt boligprojekt i hjertet af Holstebro. Det centralt beliggende areal på Døesvej nr. 3 og 5, i den nordlige del af byen, er nu sat til salg og rummer et stort potentiale for fremtidig bebyggelse.
Arealet ligger i et veletableret bymiljø med kort afstand til dagligvareindkøb, skole og øvrige faciliteter. Mod nord grænser området op til en kirke, mod øst ligger et museum, mod syd findes nyere rækkehusbebyggelse og mod vest et mindre indkøbsområde. Den centrale placering betyder desuden, at Holstebros gågade og bymidte kun ligger få hundrede meter væk, hvor caféer, restauranter, shopping og kulturelle tilbud skaber liv og aktivitet.
En del af området har tidligere været anvendt til børnehave. Det sælges i sin nuværende stand med eksisterende bygninger, naturlig beplantning, buske og træer.
Vedrørende udbud
Er du interesseret i at afgive tilbud på grunden, skal du i lukket kuvert indsende dit tilbud til Borgmesterkontoret, Holstebro Kommune, Kirkestræde 11, 7500 Holstebro senest den 30. juni 2026 kl. 10.00.
Der skal afgives en pris på køb af grunden. Den tilbudte pris skal udgøre et fast beløb og afgives på udbudsmaterialets tilbudsblanket – bilag 3. Tilbudsprisen skal være angivet i danske kroner (DKK) ekskl. moms.
Tilbudsgiver er forpligtet til at vedstå sit tilbud i 6 måneder fra tilbudsafgivelsen.
Herudover skal der indsendes et projekt, som vurderes på nedenstående faktorer:
1. Indpasning i området: 30 %
2. Arkitektur og kvalitet: 30 %
3. Pris: 40 %