Sportsgalla 25 - Showet
Kl. 19.45 sparkes showet ved Sportsgalla 25 i gang. Udover de traditionsrige hædringer og prisuddelinger byder showet på:
(Opdateres løbende)
Konferencier - Dan Hirsch Sørensen
Aftenens konferencier er Dan Hirsch Sørensen, studievært og journalist på TV Midtvest og tidligere professionel fodboldspiller i Ikast FC og Vejle Boldklub.
Karl Kristian
Den prisvindende sanger og sangskriver Karl Kristian er en af Vestjyllands mest turnerende musikere, der med sine danske sange spænder over en lang række musikalske indtryk, der har bidt sig fast gennem årene. Hvor historiefortællingen og den dragende stemningsmusik oftest er et enten eller, ja så formår Karl Kristian at skabe et rum og et koncertformat med plads til det hele. Glæd dig til en helt unik musikoplevelse.
Earle Williamson og Veronika Myshko
Danserne Earle Williamson og Veronika Myshko kan kalde sig verdens bedste. I 2023 blev parret kåret som verdensmestre i 10-dans ved WDSF (World Dance Sport Federation) verdensmesterskabet, der blev afholdt i Vila nova de famalicão, Portugal. 10-dans er en disciplin, hvor man skal igennem alle fem latindanse (samba, cha-cha-cha, rumba, paso doble og jive) samt alle fem standarddanse (vals, tango, wienervals, slowfox og quickstep). Glæd jer til en danseoplevelse udover et sædvanlige.
Lucca Vig og Alessio Cuordileone
Lucca Vig og Alessio Cuordileone er begge elever på Dansk Talentakademi på danselinjen. Til Sportsgalla danser de et uddrag fra deres dimission projekt. ”Hvad sker der med mennesker, når alt normalt forsvinder, når rammerne for hverdag er gået i stykker, når en lyd, en person, en tanke kan ændre et mønster. Savner man at male væggene, år man ingen vægge har ? I tomrummet hvor dét, der engang var, nu kun er ekko. Er resonansen det, der er, når alt andet forsvinder.”
Jolina Vang og Caroline Steensen
Jolina Vang og Caroline Steensen går begge på Musical- og Teaterlinjen på Dansk Talent Akademi i Holstebro. I januar 2026 har de to piger hovedrollerne i musicalen ”Legally Blonde”, som spiller på Nordisk Teater Laboratorium den 30. januar.