Ansættelse af privat børnepasser
Privat pasning giver mulighed for en aftale, hvor du ansætter en privat børnepasser (evt. ung pige eller bedsteforældre) til at passe dit barn i dit eget hjem eller på børnepasserens adresse. Du bliver hermed arbejdsgiver for vedkommende.
Vær opmærksom på at tilskuddet kun gives til pasning af barnet, herunder de opgaver der er forbundet med pasningen. Desuden er det vigtigt at være opmærksom på Dagtilbudslovens §81b som omhandler regler for hovedsproget i en privat pasningsordning.
SE-nr./CVR-nr.
Som arbejdsgiver skal du have tildelt et CVR-nr. Dette nr. skal bruges, når der skal indbetales ATP, feriepenge osv. CVR-nr. fås på www.virk.dk, tlf. 7220 0030.
Når man udfylder CVR-nr. blanketten er det en god idé at oplyse, at der er tale om et ansættelsesforhold knyttet til fritvalgsordningen.
Ferieregler
Ved ansættelse af en børnepasser, skal arbejdsgiver følge reglerne i ferielovgivningen. De nærmere regler kan findes på www.virk.dk - søg på feriekonto, tlf. 7011 4950.
ATP
Når forældre er arbejdsgivere, skal de betale ATP. Satser og nærmere oplysninger findes på www.virk.dk – søg på ATP, tlf. 7011 1201.
Barsel
Ved ansættelse af en børnepasser, skal der indbetales bidrag til en barselsordning. Nærmere oplysninger herom fås på www.virk.dk - søg på barsel.dk, tlf. 7010 1611.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
Når forældre er arbejdsgivere, skal de tegne en lovpligtig arbejdsskadeforsikring. Den sikrer alle ansatte, eller deres efterladte, erstatning for ulykker eller sygdom, der skyldes arbejdet.
Forsikringen gælder uanset hvor, pasningen skal foregå. Nærmere oplysning fås hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – www.aes.dk, tlf. 7220 6000.
Øvrige forsikringsforhold
Oplysninger om øvrige forsikringsforhold ved ansættelse af en privat børnepasser kan fås ved det forsikringsselskab, hvor familien i forvejen har sine forsikringer.
Børnepassers forpligtelse
Skatteforhold
Den private passer skal betale b-skat af vederlaget. Den private passer kan indberette vederlaget i sin forskudsopgørelse, og derved komme til at betale skat løbende. Nærmere oplysninger herom fås på www.skat.dk, tlf. 7222 1818.
Kommunen er forpligtet til at indberette den samlede indkomst til eIndkomst hos SKAT.
Kommunen kan formidle kontakt til privat firma, som kan sørge for en administration af ordningen med lønudbetaling til børnepasser m.v. mod en reduktion i tilskuddet, svarende til udgifterne. Ønsker du denne administration, kan du kontakte Børn og Unge.
Du skal udforme et ansættelsesbevis med børnepasseren, der bør indeholde følgende
oplysninger:
- barnets navn og cpr.nr.
- forældres (arbejdsgiver) navn og cpr.nr.
- den private børnepassers navn og cpr.nr.
- pasningsperiode
- løn
- arbejdstid
- opsigelsesvarsel
Afbrydes ansættelsen inden for pasningsperioden, vil tilskuddet falde bort og for meget udbetalt tilskud skal tilbagebetales.
Når Holstebro Kommune har modtaget dit ansættelsesbevis indgået mellem dig og en privat børnepasser, kontaktes du af den kommunale tilsynsførende. Dette for at aftale et godkendelsesmøde, hvor du og den private børnepasser deltager.
På mødet vil der især være fokus på det pædagogiske indhold i pasningen og på det sikkerhedsmæssige. Holstebro Kommune kan afvise at godkende en privat børnepasser, hvis den tilsynsførende skønner, at de fysiske rammer, sikkerheden eller børnepasseren ikke er egnet. Der gives en skriftlig tilbagemelding til forældrene. Godkendelsen kan efter en konkret vurdering trækkes tilbage, hvis den skriftlige aftale med forældrene misligholdes.
Der føres cirka 5 tilsyn om året. Tilsynet varetages af en tilsynsførende ved Holstebro Kommune.
Har du spørgsmål vedr. selve ordningen eller beregning og udbetaling af tilskud, kan du kontakte sekretariatet i Børn og Unge.
Børn og Unge
Sekretariat
lock Send Digital Post (borger)mail boern.unge@holstebro.dk
phone 96117536
Kirkestræde 11
7500 Holstebro