Socialfaglig medarbejder til arbejde med kvinder på bl.a. Holstebro Krisecenter

Socialfaglig medarbejder til arbejde med kvinder på bl.a. Holstebro Krisecenter

Social og Sundhed
  • Print
  • Forstør tekst
Ønsker du at bidrage til den ambulante indsats for kvinder, der er udsat for vold? Og brænder du for at styrke kvinders rettigheder, ligestilling og en verden fri for vold mod kvinder og børn? Så har vi jobbet til dig! Vi opfordrer alle interesserede med relevant uddannelse til at søge, uanset køn, alder, kulturel - og religiøs baggrund.

Stillingen vil være fordelt med 20 timer i det ambulante tilbud, ”Sig det til nogen” og 17 timer på Holstebro Krisecenter.

'Sig det til nogen' er et struktureret, ambulant forløb, der tilbyder specialiseret indsats til voldsudsatte kvinder og deres pårørende i et samarbejde mellem 8 krisecentre på tværs af Danmark. Konceptet består af individuelle voldsfaglige rådgivningssamtaler, psykologindsats, gruppeforløb og pårørenderådgivning.

Holstebro Krisecenter er et midlertidig botilbud efter Servicelovens § 109 for voldsramte kvinder og deres medfølgende børn. Vi har 9 pladser.
Omsorg, struktur og forudsigelighed er en vigtig del af hverdagen. Vi arbejder med en åben og anerkendende tilgang - både til hinanden og til de kvinder, børn og samarbejdspartnere, vi har kontakt med.

Vi arbejder efter den kognitive, ressourcefokuserede og anerkendende pædagogik, hvor vi blandt andet benytter metoder som MI, Nada, coaching, psykoedukation og samtalebaseret støtte til kvinden i hendes proces med at opnå de mål, hun har i forhold til at leve et liv uden vold. Vi arbejder kontinuerligt i at få kvinderne til at vedblive i dialog omkring de udfordringer, bekymringer og følelser, der kommer i spil under opholdet på Krisecenteret eller i det ambulante tilbud ”Sig det til nogen”.

Hvem er du?

Vi ser gerne, at du er uddannet socialrådgiver, pædagog eller har lignende uddannelse.
Vi søger en kollega, der har erfaring med samtaleforløb med mennesker i en udsat position. Vi forventer, at du er vant til at arbejde selvstændigt og fagligt reflekterende i forhold til de behov, du møder hos målgruppen, samtidigt med at du er optaget af at indgå i et tæt samarbejde med dine kollegaer i det ambulante tilbud ”Sig det til nogen”, dine kollegaer på Krisecentret, samt de ca. 40 frivillige, som er tilknyttet Krisecentret.

Hvad er opgaven?

I ”Sig det til nogen” er opgaverne individuelle rådgivningsforløb, gruppeforløb i samarbejde med anden fagperson og psykolog, visitation og dokumentation af tilbuddets virkning på målgruppen.

På Krisecentret vil du skulle indgå i en i en fast rulle-vagtplan som lige nu løber over 8 uger, og vi forventer, at du vil være fleksibel i forhold til at indgå i vagtdækninger, som udgangspunkt vil du have 2 faste dage på Krisecentret og 3 i det ambulante tilbud. Du skal blandt andet tage visitationssamtaler, have samtaleforløb med kvinderne, udføre psykoedukation i vold, telefonrådgivning, være bindeleddet til de offentlige instanser i kvindens sag – men også være indstillet på, at indgå i praktiske opgaver i huset, f.eks. sikre at der er bund i vasketøjet, gøre et værelse rent og klar til næste familie, bage boller og meget, meget mere.

Fælles for begge afdelingerne vil du skulle bidrag til den tværfaglige sparring og refleksionskulturen i afdelingen.

Vores forventninger til dig

Vi ser gerne, at du har viden om og erfaring med at arbejde med vold i nære relationer, fx fra et Krisecenter eller en kommune. Du skal lyst til og flair for skriftlig dokumentation, da vi i ”Sig det til nogen” og på Krisecentret kontinuerligt arbejder med dokumentation i form af f.eks. dagbogsnotater, statusskrivelser og ansøgninger til rette myndigheder. Derudover skal du i ”Sig det til nogen” i samarbejde med dine landskollegaer og Danners videncenter bidrage til arbejdet med at indsamle viden, udvikle vores indsats og dermed bidrage til politikudvikling på området.

Vi forventer at vores nye kollega vil bidrage til et arbejdsmiljø, hvor faglig refleksion, kollegial støtte og feedback fylder meget, og synes, det er spændende kontinuerligt at udvikle egne evner, og ikke er bange for at dele det, der kan være svært i vores arbejde. Vi ønsker en kollega med gode samarbejdsevner og er trænet i at møde dine kollegaer med faglig respekt og nysgerrighed.

Du skal kunne arbejde selvstændigt, besidde en ro og have overblik i hverdagen i en akut institution. Dette kræver psykisk og fysisk robusthed, jordbundenhed, loyalitet og at du er et meget rummeligt menneske.

Det kræves, at du har kørekort, og er i stand til at stille bil til rådighed i forbindelse med arbejdet. Der afregnes iht. kommunale kørselstakster.

Du vil blive ansat efter gældende overenskomst.

Tiltrædelse

1. april 2026 eller snarest muligt herefter.

Ansøgningsfrist

Lørdag den 28. februar 2026.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 11.

Da vi prioriterer at værne om vores arbejde med kvinder og børn, besvarer vi ikke henvendelser vedr. stillingen. Du kan orientere dig i Krisecentrets arbejde på Holstebro Krisecenters hjemmeside
 

Deadline for ansøgning

28. februar 2026 23:59


Søg stillingen

Medarbejder i Holstebro Kommune

Holstebro Kommune er med mere end 6.200 medarbejdere en af Nordvestjyllands største og mest mangfoldige arbejdspladser.
Som ansat bliver du del af en stærk fælleskultur og vil opleve, at der sjældent er langt fra tanke til handling eller fra menneske til menneske. Sammen får vi det bedste frem i hinanden og bidrager hver dag til at gøre Holstebro Kommune til et bedre sted at bo og leve. Læs mere på flyttilholstebro.dk

 

keyboard_arrow_up