Plejeboligleder til Center Vest

Plejeboligleder til Center Vest

Social og Sundhed
  • Print
  • Forstør tekst
Vestkystens hyggelige plejecenter i Holstebro Kommune

Har du et naturligt talent for at skabe tillidsfulde relationer, og trives du i tæt samarbejde med medarbejdere, kolleger, samarbejdspartnere – og ikke mindst beboere og pårørende? Vil du stå i spidsen for et levende hjem fyldt med liv og smil? Så er det måske dig, vi søger.

Hvem er Center Vest?

Center Vest er kommunens mindste plejecenter og har de seneste to år gennemgået en organisatorisk, strukturel og faglig udvikling.

Vi er topmotiverede for at fortsætte den positive retning og søger en leder, med en tydelig omsorgs- og sundhedsfaglig retning, som har evnen og tålmodigheden til at fastholde og videreudvikle de rammer, rutiner og arbejdsgange, vi allerede er godt i gang med til gavn for arbejdsmiljøet og trivslen for både beboer og medarbejder.

Du møder en dedikeret medarbejdergruppe, hvor den personcentrerede tilgang og ambitionen om det gode hverdagsliv er centrale værdier. Center Vest ligger i et mindre, aktivt lokalsamfund og rummer:
  • 7 plejeboliger
  • 8 ældreboliger under samme tag
  • 6 midlertidige pladser

Vi tilbyder dig et stærkt ledelsesfællesskab

Som plejeboligleder bliver du en del af et engageret og dynamisk ledelsesfællesskab bestående af en centerleder og otte plejebolig-/funktionsledere med bred erfaring.

Du vil bl.a. møde Sine og Ane:
“Jeg holder af mit job som plejeboligleder, fordi jeg hver dag mærker jeg kan gøre en forskel for både beboere og medarbejdere. Opgaverne er varierede, og i ledergruppen har vi tæt og ærlig sparring, som giver energi fællesskab og følelsen af ikke at være alene”
(Sine Snejbjerg, plejeboligleder, Ulfborg Aktivcenter)

“Jeg oplever stor tillid og frihed i mit arbejde. Vi ser ledelse som et fælles ansvar, og i lederfællesskabet er der plads til at tænke højt, blive udfordret og finde støtte.”
(Ane Hyldahl Brændsgaard, plejeboligleder, Beringshaven)

Dit ledelsesrum

Som plejeboligleder har du et selvstændigt ledelsesansvar og understøttes af en vagtplanlægger og en administrativ medarbejder. Du får desuden tilknyttet faste kontaktpersoner i personale- og økonomiafdelingen. Du refererer direkte til centerlederen og tilbydes gode muligheder for lederuddannelse, kompetenceudvikling og faglig sparring.

Dine primære opgaver

  • Ledelse af en tværfaglig medarbejdergruppe bestående af faste medarbejdere og vikarer
  • Overordnet ansvar for daglig drift og økonomi
  • Faglig ledelse og personaleledelse
  • At omsætte klare ambitioner for samarbejdet med beboere, pårørende og medarbejdere til konkret handling, hvor de bærende værdier er oprigtighed og ordentlighed.
  • At understøtte en kultur præget af tryghed, tillid og konstruktiv feedback
  • At skabe motiverende arbejdsfællesskaber, hvor opgaver fordeles med afsæt i medarbejdernes styrker
  • At udøve nærværende og tydeligt lederskab og tage ansvar for din ledelse
  • Rekruttering, udvikling, motivation og fastholdelse af medarbejdere
  • Et konstruktivt samarbejde med tillidsvalgte og faglige organisationer

Vi søger en leder, der:

  • Har viden om drift af plejecenter – gerne med ledererfaring
  • Har en sundhedsfaglig videregående uddannelse, gerne suppleret med lederuddannelse
  • Har særlig interesse i kommunikationens facetter
  • Er optaget af at finde de bedst mulige løsninger inden for rammer og ressourcer - både på kort og lang sigt
  • Har lyst til at bruge tid på at lære huset og hverdagen at kende, så vi sammen kan fortsætte den positive udvikling

Du kan læse mere:

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål eller ønsker at besøge Center Vest, er du velkommen til at kontakte centerleder Laila Tarpgård på 96 11 41 35 eller laila.tarpgard@holstebro.dk. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Praktisk information

  • Løn og ansættelse: I henhold til gældende overenskomst
  • Tiltrædelse: 1. maj 2026 eller snarest derefter
  • Ansøgningsfrist: 11. marts 2026 kl. 23.59 via Holstebro Kommunes hjemmeside
  • Samtaler: 16. og 24. marts 2026
Kandidater, der går videre til anden samtale, vil blive bedt om at udfylde en personprofil. Tilbagemelding gives den 20. marts 2026 på Rådhuset i Holstebro.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Deadline for ansøgning

11. marts 2026 23:59


Søg stillingen

Medarbejder i Holstebro Kommune

Holstebro Kommune er med mere end 6.200 medarbejdere en af Nordvestjyllands største og mest mangfoldige arbejdspladser.
Som ansat bliver du del af en stærk fælleskultur og vil opleve, at der sjældent er langt fra tanke til handling eller fra menneske til menneske. Sammen får vi det bedste frem i hinanden og bidrager hver dag til at gøre Holstebro Kommune til et bedre sted at bo og leve. Læs mere på flyttilholstebro.dk

 

keyboard_arrow_up