Holstebro Kommune og VIA Campus Holstebro styrker samarbejdet

2. december 2024

Uddannelse

I forlængelse af den kritik, der har været fremsat i pressen, har ledelsen fra Holstebro Kommune og VIA University College netop holdt et fælles møde og bl.a. cementeret deres gode samarbejde.

VIA Campus Holstebro er med sine 8 forskellige uddannelser og mere end 1800 studerende er det stærkest funderede campus uden for Aarhus. Foto: Ole Mortensen

På baggrunden af kritikken inviterede borgmester H.C. Østerby ledelsen fra VIA University College til et møde på Rådhuset for at drøfte de forskellige aspekter ved samarbejdet. 


-Vi var enige om, at ingen af parterne kunne genkende det billede, der var tegnet af samarbejdet, indsatserne og kommunens rolle, forklarer H.C. Østerby, som på mødet indskærpede vigtigheden af et tæt og stærkt samarbejde mellem kommune og uddannelsesinstitution.

-Det er vigtigt for mig at pointere, at vi alle rundt om bordet er enige om, at vi skal lægge alle kræfter i at fortsætte det stærke samarbejde og konstant gøre det endnu bedre, bl.a. ved hele tiden at styrke dialogen og ikke mindst sikre en række konkrete tiltag og handlinger, siger H. C. Østerby.

Konkrete, fælles initiativer

Derfor lægges der op til følgende konkrete, fælles initiativer i den kommende tid:

  • Fælles udarbejdelse af helhedsplan for VIA-Campus - omfattende temaer som Studiemiljø, Studiestart, Brobygning, Organisering af samarbejdet og genbesøg og nyvurdering af de mange eksisterende fælles initiativer.
  • Fælles Kick-off af den kommende fulde læreruddannelse.
  • Dialog om mulighed for prøvehandlinger forud for arbejdet med den ny pæ-dagoguddannelse - bl.a. med fokus på Musik.
  • Tiltag på sundhedsområdet - hvor der arbejdes med et fælles projekt på tværs af de kommunale kultur- og sundhedstilbud og VIA.
  • Forlængelse af partnerskabsaftalen mellem parterne.
  • VIA indgår aktivt i arbejdet med omsætningen af Holstebro Kommunes Erhvervs- og uddannelsesstrategi - med fokus på både uddannelser og kompetenceudvikling - herunder særligt på området for den grønne omstilling.
  • Formidling af de mange initiativer, der sker i Studieby Holstebro.

Borgmesteren understreger vigtigheden af, at vi har et stærkt VIA Campus Holstebro som med sine 8 forskellige uddannelser og mere end 1800 studerende er det stærkest funderede campus uden for Aarhus. Her er planerne om ungdomsboliger på Slagterigrunden ved VIA også et væsentligt aspekt.

-Holstebro Kommune er en vigtig og engageret samarbejdspartner, og vi oplever altid en konstruktiv dialog, der sikrer, at vi sammen kan løse både aktuelle og fremtidige udfordringer. Vores fælles mål er at sikre de bedste uddannelsesmuligheder og samtidig bidrage til lokal udvikling og vækst, siger Per B. Christensen, bestyrelsesformand for VIA University College.

Uddannelsesinstitutionen har ydermere en stor interesse i at understøtte Holstebro Kommune ambitiøse erhvervs- og uddannelsesstrategi, særligt med fokus på den grønne omstilling.

Potentialer i musik, kultur og sundhed

Potentialet i at skabe en prøvehandling på den nye pædagoguddannelse, hvor musik skal have en særlig position, blev også drøftet på mødet. Det er en konkret ambition, som VIA og Holstebro Kommune vil arbejde videre med som et fælles udviklingsprojekt. En anden ambition om at samtænke "kultur & sundhed" på tværs af kommune, sundhedsvæsen og uddannelsesinstitutioner kommer de to organisationer til at arbejde videre med.

På mødet blev der gentagne gange lagt vægt på den gode dialog og evnen til at lytte til hinandens behov og ambitioner. Et helt centralt element i samarbejdet er den eksisterende partnerskabsaftale, som skaber rammerne for en fælles indsats for at styrke uddannelses- og erhvervslivet i Holstebro.

- Partnerskabsaftalen er et solidt fundament, som vi løbende udvikler i takt med de behov, der opstår. Sammen kan vi skabe endnu bedre rammer for de studerende og sammen være med til at understøtte, at Holstebro fortsat er et meget attraktivt uddannelsessted, udtaler Gitte Sommer Harrits, rektor fra VIA.

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X