Ny daginstitution i Halgård får fokus på bæredygtighed og klimavenlighed

8. december 2022

Børn Bosætning

Holstebro Kommune har valgt arkitektfirmaet Frost Larsen A/S til at stå for byggeriet af en ny daginstitution til 148 børn i Halgård.

Den nye daginstitution i Halgård er tænkt som en moderne fortolkning af det klassiske gårdmotiv med naturen i centrum. Illustration: Arkitektfirmaet Frost Larsen.

Holstebro Kommune har her i efteråret gennemført et offentligt EU-udbud vedrørende totalrådgivning for opførelse af en ny daginstitution i Halgård. 

Udbuddet har været gennemført som et konkurrenceprojekt, hvor tre rådgiverkonsortier har leveret tre yderst spændende og forskellige forslag til løsning af den stillede opgave: En ny daginstitution til 148 børn i et bygningsareal på 1700 kvadratmeter tæt på skolen.

- For Børne- og Familieudvalget har det været rigtigt spændende at se tegninger og illustrationer undervejs i projektet. På den måde har udvalget set flere forskellige bud på, hvordan vores ambitioner for det gode børneliv i dagtilbud kan se ud, siger udvalgsformand Klaus Flæng. 

I udbuddet er der denne gang for første gang stillet krav til bæredygtighed. Byrådet har således ønsket et byggeri, som lever op til det reducerede CO2-krav, som forventes at gælde i Bygningsreglementet fra 2027 og stillet krav om at indre overfladematerialer skal være indeklima-certificerede.

- Vi glæder os over, at vi med vinderprojektet får et institutionsbyggeri, der både lever op til vores ambitioner om bæredygtighed og klimavenlighed, samtidig med at det danner rigtig gode rammer for det gode børneliv - såvel inde som ude, siger Klaus Flæng.

Efter en grundig vurdering af de indkomne tilbud er udbuddet vundet af arkitektfirmaet Frost Larsen A/S, som afgav det samlet bedste tilbud på funktionalitet, bæredygtighed, pris og proces.

Nu er der en såkaldt stand-still periode, inden kontrakten kan endeligt underskrives, hvilket forventes at ske inden jul.

Byggeriet forventes at gå i gang efter sommerferien 2023 og er planlagt til at stå klar til indflytning ved udgangen af 2024.

Inden arbejdet med selve opførelsen af bygningen sendes i udbud, vil der blive afholdt et orienteringsmøde, hvor rådgiverne og kommunen sammen vil redegøre for de bæredygtighedstiltag, der vil være indarbejdet i projektet. Målet er, at interesserede håndværkere og entreprenører på forhånd kender til evt. nye byggeteknikker, nye byggematerialer eller genbrug af brugte byggematerialer, som udbuddet kommer til at indeholde. 

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X