Opdateret klimaprojekt skal beskytte Holstebro mod oversvømmelser

30. september 2024

Natur Klima

Holstebro Kommune er klar til næste skridt i det store klimatilpasningsprojekt, der skal beskytte byen og dens borgere mod oversvømmelser fra Storå. Projektet vil fokusere på at opføre et dæmningsanlæg i ådalen øst for Vandkraftsøen.

Sådan her kan det komme til at se ud, når det påtænkte dæmningsanlæg ved motorvejsbroen øst for Vandkraftsøen bliver klar til at holde op mod 3 millioner kubikmeter vand tilbage. Visualisering: Holstebro Kommune.

Holstebro Kommune gør nu klar til at genoptage det vigtige klimatilpasningsprojekt, der skal beskytte Holstebro by mod fremtidige oversvømmelser fra Storå. De nyeste beregninger viser nemlig, at fremtidens vandmængder bliver større end hidtidigt antaget.

Sommerens ekstreme regnmængder med 400 mm regn i Holstebro Kommune i juni, juli og august, 140 mm regn på et døgn i Esbjerg op til den seneste weekend og de hændelser vi ser i Europa lige nu, er en påmindelse om klimaforandringerne og behovet for at gøre noget.

Presserende opgave

- Klimatilpasning er ikke en fjern nødvendighed, men en presserende udfordring, som vi alle er nødt til at forholde os til og hver især tage ansvar for at sikre os imod. I forhold til Storå er vi som byråd pålagt en særlig opgave fra EU, og det er vigtigt at komme videre med at beskytte byen. Heldigvis har vi det første element ved Vigen på plads, men vi er fortsat bekymrede, når vi kigger ind i det her efterår og den kommende vinter, siger Karsten Filsø, formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget.

Derfor arbejdes der nu videre med vandtilbageholdelse i ådalen. Det er et projekt, som kan sikre byen effektfuldt frem mod 2070 ved at tilbageholde op til 3 millioner kubikmeter vand. 

Projektdelen ved Vandkraftsøen arbejdes der ikke videre med på nuværende tidspunkt. Beregninger viser, at der kan blive behov for yderligere tiltag frem mod 2100, men den længere tidshorisont betyder, at der er mulighed for at samle erfaringer og viden, inden der bliver truffet en endelig beslutning.  

- Der er mange ejendomme og store værdier på spil. Vi er nødt til at arbejde videre med løsningen i ådalen, som kan sikre borgerne bedre tryghed de næste 40 år, samtidig med at vi kan blive klogere på behovene, siger Karsten Filsø.

Kolonihaver vil blive berørt

Det primære fokus er at beskytte byens centrale områder og beboelsesejendomme, men det vil ikke være muligt at beskytte kolonihaverne mod oversvømmelser, fordi de ligger så lavt i terrænet.

Dæmningsanlægget kan nemlig ikke få den ønskede effekt for byen, hvis anlægget allerede skal aktiveres, når kolonihaverne er truede. Derfor har kolonihaverne selv en opgave med at etablere en delvis beskyttelse, så de også får gavn af anlægget, når det aktiveres. 

- Det er en balancegang, hvor vores opgave er at beskytte byens centrale områder og beboelsesejendomme. Men vi har også indledt en dialog med kolonihaveforeningerne om, hvordan de kan tilpasse sig, så de også får gavn af anlægget, siger Karsten Filsø.

Han opfordrer både kolonihaveejere og byens borgere til at benytte sig af det eksisterende varslingssystem med SMS-varsler og vandstandsprognoser på holstebro.dk/vandstand, så man har mulighed for at reagere og beskytte sin ejendom. 

Åbenhed om projektet

Holstebro Kommune har allerede afholdt orienterende møder med repræsentanter for kolonihaveejerne, Danmarks Naturfredningsforening og Holstebro og Omegns Fiskeriforening for at dele baggrundsviden og sikre åbenhed om projektet, som politikerne i Natur-, Miljø- og Klimaudvalget i dag har taget stilling til.

Det er et enigt udvalg, som anbefaler Økonomiudvalget at gå videre med ådalsdæmningen. Hvis det bliver endeligt godkendt af Byrådet, venter yderligere godkendelsesarbejde inkl. offentlig høringsproces, endelige aftaler om arealerhvervelse og selve anlægsarbejdet. For at komme endeligt i mål med projektet skal miljøministeren give en undtagelsesafgørelse fra habitatdirektivet og vandrammedirektivet.

Kort om klimatilpasningsprojektet 

  • Klimatilpasningsprojektet blev oprindeligt godkendt i 2019. 
  • Den første deletape - et højvandsværn ved Vigen i Holstebro midtby - er færdigbygget. Det er dog ikke nok til at sikre Holstebro mod oversvømmelser i fremtidens ændrede klima.
  • De to etaper ved henholdsvis Vandkraftsøen og ådalen omkring motorvejsbroen øst for Mejrup blev sat i bero, da projektet i 2022 af Miljø- og Fødevareklagenævnet blev hjemvist til fornyet behandling efter en klage.
  • Med baggrund i anbefalingerne fra Miljø- og Fødevareklagenævnet er der indledt proces omkring brugen af undtagelsesbestemmelser fra vandramme- og habitatdirektivet for at bane vej for projektet. Endeligt grønt lys til dette skal komme fra miljøministeren.
  • Der bliver foretaget omfattende supplerende naturundersøgelser til belysning af projektets miljømæssige konsekvenser. 

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X