Videncenter Børn & Unge søger 2 inklusionsvejledere og 1 ressourcepædagog

Videncenter Børn & Unge søger 2 inklusionsvejledere og 1 ressourcepædagog

Børn og Unge
  • Print
  • Forstør tekst
Videncenter Børn og Unge i Holstebro Kommune søger 2 faglig velfunderet og engageret inklusionsvejledere til skoleområdet og 1 ressourcepædagog til dagtilbudsområdet pr. 1. august 2025.

Videncentret er organiseret under Børn og Unge og er en enhed for tværgående indsatser for børn og unge i alderen 0-18 år, der samarbejder tæt med dagtilbud, skoler, familiesektion m.m. Videncentret består af et sekretariat og følgende faggrupper: Psykologer, inklusionsvejledere, ressourcepædagoger, tale-hørekonsulenter, ergoterapeut, læsekonsulent og ledelse.

Videncentrets kerneopgaver er, at understøtte og udvikle leg- og læringsmiljøer med fokus på, at alle børn og unge skal have deltagelsesmuligheder og indgå i positive børnefællesskaber for at udvikle de personlige, faglige og sociale kompetencer. Det gør vi, fordi vi vil gøre en positiv forskel for alle børn og unge – med øje for deres unikke grundvilkår, situation og omgivelser.

Det betyder, at opgaven både som inklusionsvejleder på skoleområdet og ressourcepædagog på dagtilbudsområdet blandt andet består af sparring, vejledning og procesfacilitering af initiativer og tiltag i henholdsvis skole og dagtilbud. Og i samarbejde med de fagprofessionelle at styrke mulighederne for at skabe og udvikle leg- og læringsmiljøer med fokus på, at alle børn og unge får deltagelsesmuligheder og indgår i positive børnefællesskaber.

Vi tilbyder dig

  • At blive en del af Videncenter Børn og Unge, hvor vi arbejder i sammenhængen mellem Børne- og Ungepolitikken, Fælles Pædagogisk Fundament og Bredere Børnefællesskaber.
  • At blive en del af et stærkt fagligt team med forskellig erfaringsbaggrund, der inspirerer til trivsel, læring, udvikling og mestring i inkluderende lege- og læringsmiljøer.
  • En inspirerende og udfordrende arbejdsplads med spændende og varierende arbejdsopgaver.
  • Et tæt samarbejde med dagtilbud og skoler om at styrke inkluderende og bredere børnefællesskaber.
  • Mulighed for faglig og personlig udvikling gennem supervision, mentorordning og efteruddannelse.

Vi forventer af dig

  • At du tager udgangspunkt i en systemisk, analytisk og undersøgende tilgang, hvor et ligeværdigt, relationelt, ressourceorienteret og anerkendende samarbejde med praksis er grundlaget for arbejdet. Praksissynet tager afsæt i, at alle børn og unge har lærings- og udviklingspotentiale samt alle børn og unge såvel som voksne omkring dem er værdifulde bidragsydere til inkluderende fællesskaber.
  • At du gennem sparring, vejledning og procesfacilitering understøtter de fagprofessionelles muligheder for at skabe inkluderende lege- og læringsmiljøer og mangfoldige børne- og ungefællesskaber
  • At du retter fokus mod konteksten og fællesskabet for at skabe de bedste muligheder for børnenes trivsel, udvikling og deltagelse.
  • At du understøtter de fagprofessionelles samarbejde, opgaveløsning og videreudvikling af den anerkendende og inkluderende praksis.
  • At du orienterer dig mod at tage ansvar uden at overtage ansvaret i den aktuelle opgaveløsning i samarbejde med den lokale ledelse.
  • At du kan samarbejde på forskellige planer i Børn og Unge. Er fleksibel og evner at kunne begå dig i forskellige kulturer og miljøer.
  • At du kan mål- og rammesætte, lede og gennemføre faciliterende udviklings- og forandringsprocesser.
  • Er I stand til at være selvtilrettelæggende ift. dine opgaver.

Din profil

  • Du er uddannet inden for pædagogik/didaktik, gerne med en grunduddannelse som pædagog (ift. stillingen som ressourcepædagog) eller lærer (ift. stillingerne som inklusionsvejleder) – gerne suppleret med relevant efteruddannelse - måske på diplom eller kandidat/masterniveau.
  • Du har en solid pædagogisk praksiserfaring og kan oversætte teoretisk og faktuel viden til praktisk anvendelsesviden.
  • Du kan skabe god pædagogik i et ligeværdigt samarbejde, hvor der bygges bro mellem det specialpædagogiske og det almenpædagogiske felt.
  • Du har erfaring som konsulent/vejleder og kender til vekslen mellem de forskellige positioner i konsulentarbejdet.
  • Du har kendskab til og erfaring med planlægning og udvikling af inkluderende lege- og læringsmiljøer.
  • Du har stærke samarbejdsevner og er god til at opbygge professionelle relationer.
  • Du arbejder systematisk, analytisk, selvstændigt og er fagligt velfunderet og ajourført - du reflekterer over egen praksis, indhenter evidensbaseret viden, omsætter og perspektiverer såvel teoretisk viden som egne og andres praksiserfaringer og bringer disse i spil.
  • Du kan formidle både skriftligt og mundtligt med bevidsthed om egen tilgang til børn og samarbejdspartnere generelt.

Vi ved, at ingen alene kan håndtere alt – sammen kan vi meget! Ud over ovenstående faglige og personlige kvalifikationer er vi derfor meget spændte på at høre om netop dine spidskompetencer og dit bidrag, der kan gøre Videncentret endnu stærkere.

Løn og ansættelsesforhold

Stillingerne er som udgangspunkt på 32 timer - med mulighed for forhandling op til 37 timer på enkelte stillinger.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.

Der indhentes referencer og børneattest som led i ansættelsesforløbet.

Din arbejdsplads vil være Videncenter Børn og Unge, Lægårdvej 10, 7500 Holstebro, når du ikke løser opgaver ude i kommunens dagtilbud eller skoler. Du skal have kørekort og kunne benytte egen bil.

Tiltrædelse pr. 1. august 2025.

Frist

Ansøgning vedlagt relevant dokumentation fremsendes elektronisk og skal være os i hænde senest den 19. maj 2025, kl. 12.00.

Vi forventer at afholde samtaler den 27. maj 2025.

Vil du vide mere

Vil du vide mere om stillingerne er du velkommen til at kontakte faggruppeleder Rikke Lykke på telefon 93 54 32 54, Heidi Hjort (ressourcepædagog) på telefon 22 46 70 81 eller Dorte Risum (inklusionsvejleder) på telefon 22 39 54 95.

Deadline for ansøgning

19. maj 2025 12:00


Søg stillingen

Medarbejder i Holstebro Kommune

Vi arbejder for, at alle 5.500 ansatte i Holstebro Kommune oplever trivsel og faglig udvikling. Se mere om kommunens værdier, og hvordan det er at være ansat i organisationen på holstebro.dk/arbejdsliv.

Holstebro er en langstrakt kommune med knap 59.000 indbyggere mellem Vesterhavet og Limfjorden og er Nordvestjyllands kraftcenter for kultur, handel, uddannelse og erhverv.

I Holstebro Kommune har vi Kulturen til forskel. Vi bruger kultur som drivkraft for vækst og udvikling - og til at bygge bro til hinanden. Se mere på flyttilholstebro.dk.

keyboard_arrow_up