Formidler til at udbrede læselyst og læring på Holstebro Bibliotek

Formidler til at udbrede læselyst og læring på Holstebro Bibliotek

Kultur, Erhverv og Arbejdsmarked
  • Print
  • Forstør tekst
Holstebro Bibliotek er et kulturelt knudepunkt i Holstebro Kommune, hvor sloganet er: ”Kulturen til forskel”. På biblioteket vil vi formidle kultur, litteratur og viden i en sådan grad, at vi gør en betydelig forskel for borgerne. Vi prioriterer værtskab og formidling højt, derfor er det vigtigt, at du holder af mødet med borgeren, er skarp til at tage initiativ til samtaler og får energi af at være i biblioteksrummet.

Vi søger en medarbejder, der har en solid situationsfornemmelse og formår at opbygge relationer og udbrede læselyst og læring, uanset om det er børn, unge eller voksne, du står foran. Du skal være så stærk en formidler både mundtligt og skriftligt, at du brænder igennem både live, i skrift og på skærm og trives med de skiftende roller som vært, formidler, sparringspartner og facilitator. Vi ønsker en involverende og nysgerrig kollega, der vajer med det store formidlingsflag. Du skal samtidig også være klar til at kaste dig ud i både det individuelle og fælles arbejde med bogsamlingen.

Vores nye formidler skal være med i læringsgruppen og bidrage til at udvikle og afholde læringsforløb og vejlede både skoleklasser og studerende fra ungdomsuddannelserne. Vi arbejder projektorienteret, og der vil være krav om, at du løbende tager del i forskellige projekter i afvekslende roller alt efter projektets art. Arbejdet med ”Digital dannelse” er et voksende område på bibliotekerne, og derfor skal du være bevidst om vigtigheden i at fremme kritisk tækning. Din digitale værktøjskasse er godt fyldt med blandt andet viden og evner indenfor kunstig intelligens, informationssøgning, it-systemer og litteratursøgning.

Vores nye formidler kommer i selskab med 34 dedikerede og hjertevarme kolleger på bibliotekerne i Holstebro Kommune. Dagligdagen vil veksle mellem formidlingsopgaver og vejledning, der foregår i biblioteksrummet eller eksternt samt opgaver med forberedelse, projekt- og materialearbejde. Stillingen er en 30-37 timers stilling med ansættelse fra 1. august 2025.

Holstebro Bibliotek har åbent fra kl. 8.30-21 mandag til torsdag, fredage kl. 8.30-18, lørdage kl. 10-14 og søndage kl. 13 til 16, og der vil være skiftende arbejdstider og afløsning på lokalbibliotekerne. Dette giver en del frihed i hverdagen. Aflønning sker efter gældende overenskomst og lokalaftale.

Kompetencer og erfaring

Vi forventer, du har en uddannelse som bibliotekar DB, Cand.scient.bibl. eller anden relevant uddannelse på kandidatniveau. En uddannelse i projektledelse samt erfaring fra biblioteksbranchen eller andre brancher og organisationer, hvor formidling af viden er centralt, vil være en fordel. Det vil ligeledes være en fordel, hvis du har undervisningserfaring.

Ansøgningsfrist og kontaktoplysninger

Der er ansøgningsfrist den 11. juni.

Vi forventer at afholde 1. samtalerunde den 17. juni og 2. samtalerunde den 23. juni.

Har du spørgsmål er du velkommen

til at kontakte leder for Litteratur og Læring Elisabeth Kaper Buch på telefon 96 11 68 56 eller mail ekb@holstebro.dk.
Du kan også kontakte biblioteksleder Trine Petersen på telefon 96 11 68 33 eller mail trine.petersen@holstebro.dk.

Om Holstebro Bibliotek

Bibliotekerne i Holstebro Kommune består af biblioteket i Holstebro samt i Ulfborg og Vinderup. Bibliotekerne arbejder ud fra en politisk godkendt vision, som i korte træk lyder som følgende: Holstebro Bibliotek vil være en moderne kulturinstitution, der på én gang favner borgernes behov for kulturel dannelse og udvikling, og samtidig spiller dynamisk ind i den måde, det moderne liv i Holstebro Kommune udfolder sig – både gennem fællesskaber og mødesteder, og ved at tage medansvar for den måde, velfærdsudfordringerne tackles. Vi vil være:
  • borgernes samlingspunkt med plads til alle og ikke mindst liv og glade dage
  • et kulturelt knudepunkt, som tilbyder kulturelle oplevelser, der overrasker, begejstrer og udvider borgernes horisont
  • medproducent på velfærd gennem facilitering af projekter og engagering af frivillige med henblik på at bidrage til løsning af velfærdsudfordringer
  • med til at skabe liv i byen, tiltrække borgere og være med til byudvikling i såvel Holstebro som Vinderup og Ulfborg
  • tilgængelige for alle både i forhold til geografisk placering og åbningstider
  • synlige for alle kommunens borgere på tværs af alder og interesse også uden for biblioteket
Se mere om Holstebro Bibliotek på www.holstebrobibliotek.dk og Holstebro Kommune som arbejdsplads på www.holstebro.dk.
 

Deadline for ansøgning

11. juni 2025 23:59


Søg stillingen

Medarbejder i Holstebro Kommune

Vi arbejder for, at alle 5.500 ansatte i Holstebro Kommune oplever trivsel og faglig udvikling. Se mere om kommunens værdier, og hvordan det er at være ansat i organisationen på holstebro.dk/arbejdsliv.

Holstebro er en langstrakt kommune med knap 59.000 indbyggere mellem Vesterhavet og Limfjorden og er Nordvestjyllands kraftcenter for kultur, handel, uddannelse og erhverv.

I Holstebro Kommune har vi Kulturen til forskel. Vi bruger kultur som drivkraft for vækst og udvikling - og til at bygge bro til hinanden. Se mere på flyttilholstebro.dk.

keyboard_arrow_up