Finn Orvad (V) - 2. viceborgmester

(Portræt opdateret i 2022)

  • Finn Orvad, Holstebro, født i 1952
  • Født i Vejle
  • Gift med Else Marie, der er uddannet som revisorassistent og er regnskabsfører i parrets virksomhed. De har sønnerne Steffen på 36 år og Henrik på 34 år
  • Uddannet som reservedelsekspedient ved GM i Vejle. Flyttede til Holstebro i 1972 og blev ansat som juniorsælger hos Renault. Startede egen forretning som Skoda-forhandler i 1981. I dag sælger han specialbiler
  • Medlem af Holstebro Byråd for Venstre siden 2014 
  • Har arbejdet i Økonomiudvalget, Erhverv og Turisme udvalget. Udover at være 2. Viceborgmester siden 2008 – arbejder Finn også i Teknisk udvalg.
  • Fritiden bruger Finn bl.a. på lidt let sport, gode gåture, madlavning, som er hans store interesser, og så bruger han og Else Marie Musikteatret i Holstebro flittigt

Forbruger-repræsentant med bredt mandat

Finn Orvad har været medlem af Vestforsynings bestyrelse siden 2009 – idet han de første 4 år var valgt af forbrugerne. I 2013 blev Finn Orvad udpeget til bestyrelsen af byrådet.

Jeg har den holdning, at politikere i bredeste forstand er valgt som repræsentanter for forbrugerne - for borgerne. Så jeg betragter mig stadig som forbruger-repræsentant, men nu med et bredere mandat, fordi vi som byrådsmedlemmer skal varetage interesserne for borgerne i hele kommunen, siger Finn Orvad.

Garvet i autobranchen

Finn Orvad har arbejdet i autobranchen siden 1967. Branchen har han været engageret i, siden han i 1972 kom til byen som juniorsælger. Finn startede i 1981 sammen med hustruen Else Marie i det små som selvstændig autoforhandler på Skivevej med én Skoda i udstillingen, et lille værksted og privat beboelse ovenpå.

Det var dengang, da man begyndte at fortælle vittigheder om Skoda. Men den, der ler sidst, ler bedst, og salget af mærket voksede sig så stort, at Finn købte Krangården på Hjaltesvej for at kunne huse forhandlingen af Skoda, der i 1992 blev suppleret med mærket Hyundai. Da der var flest, beskæftigede firmaet 20 medarbejdere. I 2012  solgte Finn og Else Marie deres livsværk til Tang Biler. I dag udlejer Finn erhvervsbygninger, og sælger af og til en specialbil.

Ud over familien har biler været hele mit liv. Det er fantastisk at få lov til i et helt arbejdsliv at beskæftige sig med det, der har ens største interesse. Det er ikke enhver beskåret. Nu engagerer jeg mig i byrådsarbejdet – ikke som en retrætepost og ikke for at ”dandere den”.  Jeg vil gerne være med til at gøre et stykke arbejde for bl.a. den by, som jeg har været utroligt glad for at have mit virke i over 50 år. Der er så mange spændende ting i gang i udviklingen af Holstebro. Planlægningen af den bliver jeg en del af via bl.a. min post i Teknisk Udvalg, understreger Finn.

Autobranchen og byrådet

Han mener, at hans mange års erfaring fra arbejdet i autobranchen også kan komme ham til gode i byrådet.

- Jeg er vant til at kunne udtrykke mig forholdsvis klart, at kunne snakke med alle mennesker og er udstyret med et vist servicegen. Det er egenskaber, der er nødvendige, hvis du vil sælge biler. Dem vil jeg også gøre brug af i byrådsarbejdet – selv om jeg er meget bevidst om, at det ikke er muligt at gøre alle tilfredse, og at det også kan være ”øretævernes holdeplads”, siger Finn Orvad.

Han har gennem årene haft en række tillidsposter i autobranchen. Han har bl.a. været næstformand for Skoda-forhandlerne i Danmark, formand for landets Hyundai-forhandlere, er stadig på 10. år næstformand for Danmarks Automobilforhandler Forening (DAF) og lokalt med i bestyrelsen for Holstebro Industri- og Håndværkerforening. Så ud over at være ”forbruger-repræsentant” kan han i flere sammenhænge kalde sig ”kollega-repræsentant”. Det har han det også godt med!

Syv skarpe til Finn

  • Den største begivenhed i dit liv: At blive far til to dejlige drenge, at starte forretning for mig selv og at blive valgt til byrådet - nu for 3. gang.
  • Dit yndlingssted i Holstebro Kommune: Den flotte og meget afvekslende natur omkring Vandkraftsøen, som vi bor nabo til.
  • Din livret: Man går aldrig fejl af et stykke med laks først og rødt kød bagefter.
  • Din favoritmusik: The Beatles, som jeg er vokset op med. Jeg har været til tre koncerter med Poul McCartney i Danmark. Jeg fik tårer i øjnene alle gangene.
  • Din favoritbog: Når jeg endelig læser, er det gerne en god kriminalroman eller biografier om store erhvervsledere.
  • Din favoritfilm: Jeg er til gamle krigsklassikere som ”Kellys Helte”, ”Ørneborgen” og ”Navarones Kanoner”.
  • Dit favorit-rejsemål: Vores sommerhus i Skagen.
  • 516 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2021
  • 672 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017
  • 566 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2013
  • Valgt første gang til Holstebro Byråd i 2014