Per Albertsen (A)

 

Mail-ikon per.albertsen@holstebro.dk

Mobil-ikon Mobil 29265914
 

Download-ikon Pressebilleder

(Portræt opdateret i 2018)

  • Per Albertsen, Mejdal, født i 1966
  • Født i Horsens og flyttede til Holstebro i 2001
  • Gift med Jonna, der er lærer på Storåskolen i Holstebro. De har tre børn – Bertram på 15 år, Kaja på 13 år og Mina på 11 år
  • Uddannet murer og arbejdede som sådan indtil 2011, da en arbejdsbetinget lidelse betød, at han måtte forlade faget. Tog derefter en uddannelse som socialrådgiver på Via University College i Holstebro og arbejder nu på andet år som færdiguddannet
  • Medlem af Holstebro Byråd for Socialdemokraterne siden 2014 
  • Medlem af Børne- og Familieudvalget og Teknisk Udvalg
  • Har i de seneste 9 år været med i bestyrelsen for Mejdal-Halgård Borgerforening

Han har altid været interesseret i samfundsforhold

- Jeg var stolt af at være murer. Men da jeg på grund af en arbejdsbetinget lidelse måtte forlade faget, gennemtrawlede jeg alle uddannelser inden for en afstand på 50 km fra Holstebro for at finde ud af, hvad der for mig var mest relevant at bygge fremtiden på. Jeg har altid været meget engageret i samfundsforhold, og mit valg faldt på uddannelsen som socialrådgiver, hvor der også er rimeligt gode jobmuligheder bagefter. Jeg føler allerede nu, at jeg er kommet på den helt rette hylde.

Siger Per Albertsen, der om 3 år kan kalde sig socialrådgiver. Indtil da deler han studierne med et nyt job som medlem af Holstebro Byråd. En kombination, som Per betegner som ”helt perfekt” – især fordi han i byrådet bl.a. er medlem af Børne- og Familieudvalget.

Faglig ballast og ”det virkelige liv”

- På den ene side får jeg via mit studium en faglig ballast, som jeg håber at kunne bruge i mit politiske arbejde for bl.a. børn og unge. På den anden side kan jeg formentlig undervejs tilføre min uddannelse en god forståelse af, hvordan tingene hænger sammen i ”det virkelige liv”, dels i de politiske beslutninger, dels fra mine mange år som aktiv på arbejdsmarkedet. Så jeg synes, at mine studier og min ”modne alder” er meget relevant for mit byrådsarbejde – og omvendt. Det hænger godt sammen, understreger Per Albertsen.

Ud over Børne- og Familieudvalget har Per en post i Teknisk Udvalg. Med tildelingen af poster i netop de to udvalg føler Per, at han også i sit politiske arbejde er kommet på ”den rette hylde”.

- Mejdal-Halgård er det område i kommunen, hvor langt de fleste nye familier bosætter sig. Det er meget positivt, men giver naturligvis også mange udfordringer, både i forhold til at sikre gode muligheder for børn og unge i alle aldre, og hvad angår infrastrukturen i området. Det er netop planlægningen på disse områder, som Børne- og Familieudvalget og Teknisk Udvalg tager sig af. Jeg er ikke ”sognerådspolitiker” og vil arbejde for at tilgodese udviklingen i hele Holstebro Kommune. Men naturligvis har man den største viden om, hvad der rører sig i det lokalområde, hvor man selv bor, siger Per Albertsen.

Fra Horsens til Holstebro

I 2001 flyttede Per fra Horsens, hvor han er født, til Holstebro. Han beskriver mødet med Holstebro således:

- For mig var det mest fantastiske ved at komme hertil, at man kan gå gennem byen fra den ene ende til den anden på en halv time, undervejs opleve en fantastisk handelsby og lige pludselig er du ude i dejlige naturområder. I Horsens tager det en time med bybus at komme gennem hele byen. Horsens er blevet kendt som Danmarks rock-by nr. 1, og i mine år dér var jeg en aktiv del af det rytmiske musikliv. Holstebro har et fantastisk varieret kulturliv. Og så er vestjyder jo en dejlig befolkning, hvor der kan være store kulturforskelle mellem Sevel og Ulfborg. Jo, også i valget af Holstebro som bosted føler jeg mig på ”den rette hylde”, understreger Per Albertsen.

Syv skarpe til Per

  • Den største begivenhed i dit liv: På godt og på ondt, da vores børn blev født. Godt, fordi børn er det mest livsbekræftende, jeg kan forestille mig. Ondt, fordi alle tre fødsler var svære. Vores andet barn – en pige – var tvilling. Hendes bror døde før fødslen
  • Dit yndlingssted i Holstebro Kommune: Vestre Plantage, hvor jeg løb meget, før en knæskade satte en stopper for det
  • Din livret: Lasagne
  • Din favoritmusik: Rolling Stones og Bo Kaspers Orkester
  • Din favoritbog: Colleen McCulloughs ”Den Romerske Familie” i syv bind
  • Din favoritfilm: Erik Clausens ”De Frigjorte”
  • Dit favorit-rejsemål: Bornholm, hvor min far stammer fra. Jeg er der helst hver sommer
  • 378 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2021
  • 362 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017
  • 301 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2013
  • Valgt første gang til Holstebro Byråd i 2014