Nu skaber billeder igen glæde på plejecentrets gange

19. april 2024

Ældre

I nogle måneder har væggene været tomme. Men nu giver billeder atter atmosfære, hygge og glæde på gangene i plejecentret Beringshaven i Holstebro.

Alle glædede sig. Fra venstre Tom Bach Nielsen, bestyrelsesformand, Knud Videbæk, beboerkontakt til vennekredsen, Christina Thurid Rokkjær, plejecenterleder, Jens Kristian Hedegaard, udvalgsformand og Klaus Warming, venneforeningsformand.

Uklarhed omkring nye regler for brandsikkerhed førte i februar til, at malerier blev fjernet fra plejecentrets gange. Nu kommer der igen noget smukt og spændende at se på, og det glæder Social- og Sundhedsudvalgets formand.

- Jeg ærgrer mig over, at vi skulle igennem en periode og en proces med tomme, triste vægge. Men på beboernes og medarbejdernes vegne er jeg glad for, at der igen kommer billeder op, så atmosfæren får et løft, og vi kan kigge fremad, siger Jens Kristian Hedegaard.

Beringshavens leder, Christina Thurid Rokkjær, er også glad for, at der er fundet en løsning, der tilgodeser både beboernes behov og brandmyndighedernes krav. Og hun fortæller om flere planer for fællesarealerne lidt ud i fremtiden.

- Sammen med bestyrelsen og vennekredsen arbejder vi på at samle penge ind. Når vi har samlet nok, er det planen at få lavet nogle vægmalerier, som kan være med til at skabe både hygge, oplevelser og noget at snakke om for vores beboere, pårørende og medarbejdere, fortæller hun.

Godt samarbejde

Plejecentrets bestyrelse har spillet en konstruktiv rolle i at genskabe atmosfæren med billeder på gangene. Formand, Tom Bach Nielsen, var med, da de første blev hængt op.

- Det er en rigtig god dag for både beboere og medarbejdere. Det har også været en god og lærerig proces for vores nyetablerede bestyrelse. Den har vist, hvordan bestyrelsen kan bruges og arbejde. Vi har haft en god kontakt til forvaltningen, politikerne og de uundværlige frivillige i vennekredsen. Vi har lært hinanden at kende og fået tillid til hinanden, og det er rigtig godt for samarbejdet, siger Tom Bach Nielsen.

Kendemærker

Knud Videbæk, beboernes kontaktmand i vennekredsen, kiggede også forbi, da billederne i den første fløj blev hængt op. Med vestjysk lune konstaterede han, at ”jeg er ikke utilfreds”.

- Tomme vægge appellerer ikke til noget som helst, så det er godt der igen kommer noget op at hænge. Mange af beboerne bruger også billederne som kendemærker, der hjælper dem med at finde rundt, forklarer Knud, som er 83 år og har boet i Beringshaven siden 2021.

I alt kommer der 30-40 billeder op på gangene i plejecentrets fire fløje. Først i stueetagen, og bagefter på 1. etage, hvor væggene lige skal males først.

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X