Åbning af 750-års byjubilæum: Holstebro lyser op

15. januar 2024

Kultur

Med et spektakulært lyskunstværk på broerne over Storå sætter Holstebro gang byjubilæet, 2. februar kl. 17 efterfulgt af fælles lysparade og "Kulturglimt" på biblioteket.

Foto fra Copenhagen Light Festival med lysværk af den internationale lyskunstner Mads Vegas - som oprindelig er fra Holstebro.

Holstebro Byjubilæum begynder officielt 2. februar på Storebro midt i Holstebro med en enestående åbningsfest, der lyser op i vintermørket, spiller i strømmen og varmer den indre glød.

Vi afslører et spektakulært lysværk af den internationale lyskunstner Mads Vegas. Det bliver en farvestrålende oplevelse, der sætter spot på Holstebros oprindelse: Åen og broerne der forbinder os. Oplev lysende udøvere i kajak og på SUB-board, der trodser det iskolde vand og smelter sammen med lysværket. 

Borgmester H.C. Østerby holder åbningstale og har herefter en samtale med Mads Vegas, der stammer fra Holstebro. Hør lyskunstneren fortælle om arbejdet og jubilæumstankerne bag den store lysinstallation "Broforbindelser", inden der tælles ned til det magiske øjeblik, når kunstværket spreder sig til seks broer over Storå.

- Lysfesten bliver startskuddet til Holstebros store jubilæumsår, som vi er rigtig mange, der har set frem til og et hav af aktører, der har arbejdet længe på. Fra februar til oktober afvikler vi 750 arrangementer og initiativer. Fra små stjernestunder og skoleprojekter til store kulturnedslag, folkefest og events, der er 'once in a lifetime'. Så kom ned til åen og vær med til at sætte blus under Holstebro i fællesskab, lyder opfordringen fra H.C. Østerby.

Børn fra SFO'erne kommer med deres kreative lygter med knæklys i syltetøjsglas, som vil skabe en hyggelig stemning langs åen.

Mads Vegas er ikke den eneste kunstner med tråde til Holstebro, som bidrager til lysfesten over Storå. Musikeren Teitur, der i sin tid gik på Holstebro Gymnasium, har skrevet musikken til en særlig jubilæumsmelodi. Koret Gaudium opfører den nye sang med tekst af Jesper Kallesøe, som før har bidraget til bl.a. Højskolesangbogen.

Lysende parade, varm suppe og glimt af kultur

Vi afslutter lysfesten kl. 18 med et festligt fællesoptog fra Brotorvet til rådhuset, hvor der venter varm suppe til de første 1.000 gæster. Alle kan være med i paraden gennem byen, som bl.a. får følge af en lysende drage fra Balletskolen Holstebro og optrin fra Nordisk Teaterlaboratorium.

I Rådhushallen kan du få varmen, inden Holstebro Bibliotek kl. 19 skruer op for arrangementet "Kulturglimt", der er skabt af kunsten og kulturen i Holstebro. Her møder du et hav af unikke indslag, workshops og oplevelser fra kommunens kulturinstitutioner. 

Biblioteket åbner dørene til forvandlede rum og helt særlige samarbejder på tværs af kulturaktører, som du kun kan opleve denne ene aften. Det hele er gratis.

Læs mere om Kulturglimt 

Selvlysende sport og leg

Lysfesten fortsætter lørdag 3. februar med bevægelse, idræt og leg i mørklagte rum og haller - kun oplyst af UV-lys.

"Bevægelsesdag i UV-lys" er børnenes lysfest til åbningen af Holstebro Byjubilæum. Med et tvist på velkendte idrætsgrene får børnefamilier, børn og unge pulsen op på en meget anderledes og sjov måde seks steder i Holstebro.

Spillerudstyr, redskaber og ansigtsmaling lyser op i neonfarver sammen med specielle strimler af tape, der markerer mål, streger og baner. Prøv selvlysende badminton, håndbold, familieidræt, danseballade, nerf gun og natsvømning. Det hele er gratis.

Læs mere og tjek tilmelding til Bevægelsesdag i UV-lys på holstebro750.dk/uv

Det store indsamlings-show

Om aftenen 3. februar tænder vi et lys for verdens sultne børn, når jubilæumsbyen kl. 19-24 toner frem på tv-skærmen til Danmarks Indsamling i Musikteatret Holstebro. 

Du kan følge med i indsamlingen på DR1 og DRTV eller på tæt hold opleve, hvordan et stort live-show skrues sammen. Billetprisen går ubeskåret til Danmarks Indsamling.

Læs mere om Danmarks Indsamling i Holstebro.

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X